Bibliodrama sætter krop og tanker i bevægelse

Bibliodrama sætter krop og tanker i bevægelse

Mennesket lærer meget igennem en kropslig erfaringsdannelse. I kirkerne er vi vant til at sidde ned og lytte. Hvordan kan vi erfare de bibelske fortællinger på alternativ vis? Bibliodrama giver fortællingerne et fysisk islæt, ved at skabe et rum for fysisk udfoldelse af dem.

Beirut: Lørdag formiddag i Beirut summer mindre end på en hverdagsmorgen. Bus 12 var tom og alligvel kom jeg frem på samme tid, som det tager i hverdagen. Travlhed og trafik påvirker åbenbart ikke rejsetiden. Agnete Holm, som er dialogkonsulent hos Danmission, har inviteret mig til Bibliodrama på Near Eastern School of Theology (NEST). Heldigvis kender jeg ruten mod NEST, da jeg hver tirsdag spiller volleyball med de studerende i skolens grå betonhal. Det kan generelt være mindre besværligt at finde frem til nye steder i Beirut, da adresser er et vidt begreb. Derfor glædede det mig, at jeg nu kunne finde vej på egen hånd. Da jeg fik invitationen, vidste jeg ikke, hvad Bibliodrama indebar. Men takkede alligvel ja til at deltage. Det lød for spændende til at takke nej. Hvad mon det kommer til at indebære?

 

Kælderrummet

Vi skal mødes i kælderen. Finder en åben dør og fornemmer hurtigt, at jeg har fundet det rette sted. Kælderrummet er varmt. Et rullebord med småkager og kaffe står klar. En kvinde med kort mørkt hår og imødekommende smil byder mig velkommen. Hun introducerer sig selv. Shake Geotcherian Jackson er underviser i kurset ”Christian Education” og leder af Christian Education Resource Center hos NEST. Hun fortæller at to andre deltagere er allerede ankommet, som tegn på, at jeg kan sætte mig i rundkredsen i det tilstødende rum.

 

 

Deltagerne er samlet i rundkredsen i kælderrummet under NEST

 

Tidsfornemmelse og en broget flok

To kvinder sidder side om side i rummet. De kommer begge fra Armenien og studerer på et armensk universitet i Beirut samtidig med, at de har undervisning på NEST. Vi venter sammen, alt i mens de andre deltagere kommer dryssende. En af de sent ankomne forklarer, at den libanesiske tidsfornemmelse er kommet under huden, forstået som, at det at komme for sent er en del af hverdagen i Libanon. Vi er så småt samlet og rundkredsen rummer nu 10 deltagere. Vi er en broget flok. Lande som Armenien, Syrien, Danmark, New Zealand og Libanon er repræsenteret.

 

Uerfarne deltagere

Agnete Holm, som vil lede os, byder velkommen. Vi skal med et ord beskrive, hvordan vi har det. Beskrivelser som ”fredfyldt”, ”stresset”, ”træt”, ”urolig” og ”forventningsfuld” bliver nævnt. De fleste har ikke prøvet Bibliodrama før, hvorimod en kvinde fra Libanon har deltaget mindst syv gange tidligere. ”Jeg ville ikke misse en eneste gang”, sige hun.

 

Adon fra Syrien fortæller om sit perspektiv på den udvalgte bibeltekst.

 

Kropslig erfaringsdannelse af Biblen

Vi bliver præsenteret for konceptet. Det viser sig, at Bibliodrama er hverken drama eller teater. Det er en form for spirrituel rådgivning, hvor en mindre gruppe af mennesker samles om sammen at gennemgå bibeltekster imens de lytter til hinanden. Derudover skal kroppen også aktiveres. Agente Holm pointerer, at ”Vi lærer meget igennem en kropslig erfaringsdannelse. I vores kirker er vi vandt til at sidde ned og lytte. Hvordan kan vi erfare de bibelske fortællinger på alternativ vis? Bibeldrama giver fortællingerne et fysisk islæt, ved at skabe et rum for fysisk udfoldelse af dem”. Agnete Holm fortæller, at vi senere skal interagerer med hinanden og teksten, ved at vi fysisk set skal træde in i tekstens landskab. Det stiller jeg mig for en kort stund uforstående overfor. Forvirret rynker jeg panden og tænker, hvordan er det muligt at træde ind i tekstens landskab? Alligevel skræmmer det mig ikke væk, men vækker derimod kun min interesse. Venter spændt på at erfare mere.

 

Forvirret rynker jeg panden og tænker, hvordan er det muligt at træde ind i tekstens landskab? Alligevel skræmmer det mig ikke væk, men vækker derimod kun min interesse. Venter spændt på at erfare mere”

 

Bibelteksten som vi sammen skal gennemgå er udvalgt af Agnete Holm. Hun forklarer at de tidligere har haft en af Jesu lignelser, men denne gang skulle der ske noget andet. Vi finder biblen frem og bladrer frem til Esajas kapitel 35. Teksten bliver læst højt, hvorefter Agnete svarer på de spørgsmål og emner, som teksten afføder.

 

Esajas 35, Ørkenen skal blomstre

 

v1 Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
v2  den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.
v3  Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
v4  sig til de urolige hjerter:
Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud med hævn,
Guds gengæld,
han kommer og frelser jer.
v5  Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
v6  da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.
For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.
v7  Det hede sand bliver til oaser,
den udtørrede jord til kildevæld.
På sjakalernes tilholdssted
vokser der rør og siv.
v8  Dér skal der være en banet vej,
Den Hellige Vej skal den hedde,
de urene skal ikke færdes på den;
men for hans folk bliver det en vej at gå på,
hvor dårer ikke flakker om.
v9  Dér skal der ikke være løver,
rovdyr kommer ikke på den,
de findes ikke.
Dér skal de løskøbte vandre,
v10  Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel,
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter

 

 

Stilhed og talebrikken

Der er et par sekunders stilhed efter, at vi har læst teksten. For at bryde tavsheden tager Agnete Holm en brik formet som et får frem. Brikken har en funktion. Hvis vi ønsker at tale, skal vi tage brikken fra det lille bord i midten af rundkredsen. Når talestrømmen forstummer, lægges brikken tilbage, hvortil en anden får mulighed for få ordet. Det er et redskab, som får os til at lytte og være opmærksom på, at vi skal respektere hinanden, når den anden har noget på hjertet.

 

Et ord

Agnete Holm fortæller, at vi med ét ord, skal beskrive, hvordan vi nu har det efter at have læst teksten. Nogle er frustreret, hvor andre er opløftet. Jeg er overrasket over diversiteten af ord. De andres fortolkninger hjælper mig til at se teksten fra et andet perspektiv end mit eget. Vi læser teksten højt endnu engang. De andres fortolkninger af teksten, gør at jeg dvæler ved ord, jeg ikke tidligere har gjort. Denne gang lader jeg mig selv danne flere imaginære billeder af de ting, steder, personer og følelser, som bliver nævnt. Vers og ord som ”ødemarken skal juble og blomstre”, ”gør de kraftesløse knæ stærke”, ”Da skal blindes øjne åbnes” bruger jeg tid på at forestille mig. De billeder, som tekstens ord skaber, gør, at jeg stiller mig selv spørgsmålet om, hvad repræsenterer de?

 

 

Deltagerne samlet om at opleve Bibliodrama

 

 

Valg af ord giver stof til eftertanke

Vi bliver af Agnete Holm ledt videre til nu at skulle huske på et ord fra teksten, som står klart for os. Ordene bliver skrevet på tavlen bag hende. Stilhed, ikke den larmende slags, men en stilhed, som fortæller at deltagerne tænker. ”Jeg er sårbar og har brug for styrke”, fortæller en af deltagerne. Derfor taler ordet ”blomstrer” til hende. Det bliver skrevet på tavlen. En anden vælger ”Guds hævn”. Hun forklarer hendes frustrationen over at Gud vil hævne sig og dermed favoriserer et folk frem for et andet. Hendes valg af ord giver mig stof til eftertanke. Hvorfor havde jeg ikke den samme oplevelse af at læse Esajas 35? Hvorfor følte jeg mig afslappet og fredfyldt? Jeg rammes af tvetydigheden – at Gud vil hævne sig, strider imod billedet af den kærlige Gud.

 

Hendes valg af ord giver mig stof til eftertanke. Hvorfor havde jeg ikke den samme oplevelse af at læse Esajas 35?

 

Tekstens fysiske landskab

I en bibelfortælling beskrives ofte et sted, for eksempel et by, tempelområde eller ørken. I rummet, hvor vi afholder Bibliodrama, udpeges de forskellige områder. Pludselig kan et hjørne i rummet være stedet for den brændende tornebusk eller midt på gulvet befinder Golgata sig. Nu kan vi sammen fysisk besøge tekstens steder. Vi kan bevæge os fra sted til sted. Alle disse bevægelser vil hjælpe os til at opleve og udforske teksten. For at gøre det, stiller Agnete Holm spørgsmål. Inden da har hun udpeget tekstens steder i den anden ende af rummet. Til højre har vi ørken og ødemarken. I det område er den udtørrede bæk og jord, som vi inden da har læst om sammen flere gange. De synkende hænder, kraftesløse knæ, urolige hjerter, blinde, stumme og døve bliver også peget ud, som Agnete Holm går rundt og fortæller. Hun bevæger sig mod midten, hvor ”Den Hellige vej” bliver placeret. Videre hen mod venstre side af rummet optegnes vejen, som fører mod Zion.

 

 

Danmissions dialogkonsulent, Agnete Holm  som står til højre, stiller spørgsmål til en deltager fra Armenien.

 

Spørgsmål udfordrer deltagerne

De spørgsmål som Agnete Holm stiller, opfordrer os til at mærke efter, hvor vi befinder os i tekstens nu fysiske landskab. Spørgsmålene lyder: ”Hvordan føles det at være der, hvor I er?”, ”Hvilket sted er mest tiltalende?” og ”Hvilke situationer, temaer og begivenheder, som I kender fra hverdagen, er relevante for jer, når I placerer jer selv i landskabet?”. Vi går rundt og en efter finder plads i landskabet. Agnete Holm stiller sig nær hver og en af deltagerne og spørger dem: “Hvem er du og hvorfor befinder du dig der?”

 

”Situationen i Syrien gør mig målløs og forstummer tilværelsen”

 

Adon, som er fra Lattakia i det vestlige Syrien og læser teologi på NEST, vælger at være den stumme, som vandrer i ørkenlandskabet. Han føler sig stum og handlingslammet. ”Situationen i Syrien gør mig målløs og forstummer tilværelsen”, siger han. Vi fejrede nytår sammen og spiller volleyball ugentligt. Derfor kender jeg ham kun for den frejdige, glade og håbefulde Adon. I dette moment, ser jeg en anden side.

Jeg har placeret mig ved siden af ham, da jeg har fornemmelsen af at være et ”suk” i ørkenen. For Agnete og de andre deltagere forklarer jeg, at jeg nok nærmere er indåndingen lige inden, at man giver slip og sukker. Beslutninger og korrekte valg i forhold til min fremtid er højst sandsynligt grunden hertil. Det at nævne det for en gruppe fremmede, letter tilværelsen.

 

Vandet bevæger sig

Vi lytter til en og hver, som Agnete Holm går rundt og stiller os spørgsmål. Størstedelen af deltagerne er i ørkenen. En af deltagerne er den gamle sukkende og udmattede kvinde. En anden den udtørrede bæk eller indtørret græs. En har placeret sig nær ”Den Hellige Vej” mod Zion. Hun kommer til at spille en vigtig rolle, da hun er vandet, som bevæger sig rundt og giver liv til den udtørrede bæk og indtørrede græs, ved at give dem et kram. Så simpelt. Det kan dog lyde lidt absurd, hvilket er fuldt ud forståeligt, for hvad foregår der egentligt?

Som vandet bevæger sig rundt og Agnete følger op på, hvordan vi nu har det, opdager en af armenierne, at andre menneskers tilstedeværelse er en nødvendighed i hendes liv. ”Det er ikke let at være alene og jeg skal ikke være alene”. Hun udstråler lettelse og forhåbning.

Det er går op for mig at det er anderledes at opleve bibeltekster med kroppen, men en forfriskende oplevelse.

 

 

En af deltagerne påtager sig rollen som det levende vand. Hun uddeler nærvær og kram til de andre deltagere imens Agnete Holm stiller spørgsmål til selvreflektion.

 

 

Tilbage til rundkredsen

Efter at have oplevet tekstens fysiske landskab, samles vi igen i rundkredsen for at afslutte Bibliodrama. Selv reflekterer jeg over, hvad der egentlig er sket. Er lidt forvirret, men ikke destro mindre glad for oplevelsen. Hver og en har delt, hvad de har at kæmpe med eller glædes over. Det viser sig, at vi alle går igennem det samme. Alle udtrykker en form for at stress og kamp med daglige løgne, som en beskriver det. ”Vi må ikke at miste håb og tro på fremtiden, det er det teksten handler om. Han ser med uanset, hvad vi foretager os”, nævner en, da vi sidder tilbage på klapstolene. ”God of second chances”, lyder det fra en anden. ”Biblen indeholder passager, som er fulde af håb”, siger Agnete Holm, hvilket får en deltager til at sige: ”Vi kan have en fredfyldt tro og håb for fremtiden. Vi kan være glade og må derfor dele det. Det håb, som vi sammen deler, må deles!”.

 

 

Gud er til stede i Ødemarken

”Ødemarken er ikke blot et dårligt sted”, pointerer Agnete Holm. Hun forklarer, at pointen med vores fælles oplevelse og teksten er, at ”Den Hellige vej” netop starter i ødemarken. En ødemark, hvor Gud er til stede. Men der kræves interaktion fra deltagernes side, hvilket er at være åbne overfor den åndelige og spirituelle side i hverdagens ødemark. Med interaktion opfordrer hun os til at bringe kampe og glæder med os, da vi ellers vil blive fanget i den passive og udtørrende ødemark.

 

 

Landskabets vand skaber fremdrift

Hun afrunder Bibliodrama, ved at forklare at vores forhold til Gud er ligesom bækken, da den bevæger sig og vil finde en vej videre frem. Vand kender ikke til stilstand. Det må bevæge sig for at give liv til andre. Ligesom en af deltagerne under Bibliodramet tog rollen til sig som det livsgivende vand og interagerede med de andre deltagere ved at kramme dem. Denne kropslige interkation skabte ”røre i vandet” – en fremgang hos deltagerne. Det kan være overvældende at blive krammet af en fremmed, men på trods af det, fik det deltagerne til at bevæge sig frem ad, inklusiv mig selv. Det fik os til at reflektere over Guds tilstedeværelse i vores liv, hvor end vi befinder os på livets rejse.

 

 

Alle deltagere samlet til et obligatorisk gruppefoto.

 

Bibliodrama er uvant og anbefalelsesværdigt

Muligheden for at være samlet for en stund i kælderen og udtrykke sig sammen var en berigende oplevelse. Det at give tid og rum til at lytte og selv blive lyttet til sker for sjældent, i hvert tilfælde for mit vedkommende. I fællesskabet med de andre og deres perspektiv på Esajas 35, fandt jeg en ny tilgang til teksten. Formiddagens alternative og berigende begivenhed lod mig fordybe i en bibeltekst ved at erfare med kroppen og ikke blot begrænse sig til hovedet. Det at være så bevidst om sin tilstedeværelse på denne måde i fire timer var krævende, men aldrig skræmmende. Bibliodrama er uvant og anbefalelsesværdigt. Noget flere må opleve. Især når trangen til at bibelfortællingen skal genopleves på en ny måde, men også til dem, som ikke er bevidst om, at vi er låst fast og kun oplever fra hovedet og op. Guds tilstedeværelse i mit liv står nu klarere for mig.

 

 

 

Tekst og foto: Amalie Ehmsen ase@danmission.dk