Celebrating Diversity - Forskellighed fejres

Celebrating Diversity - Forskellighed fejres

International Dialogue and Education Camp har været en skelsættende oplevelse. Den er nu på afstand. Uvurderlige minder har jeg stadig et fast greb om. Må erkende, at nogle slipper væk. Prøver at udtrykke min taknemlighed for de andre deltagere. Finder det svært at få ned på papir.

International Dialogue and Education Camp (IDEC) fandt sted i bjergene nordøst for Beirut i en mindre landsby. I taxaen fra storbyen mod lejren, fortalte Agnete Holm, som er Danmissions Dialogkonsulent, mig om området, Libanons turbulente historie og hvilken forskel dialoglejren har for deltagerne. I Danmark har jeg mødt tidligere deltagere fra dialoglejren og er hver gang blevet lidt fortryllet af deres fortællinger om lejren. Tænk at jeg nu skulle til at opleve noget lignende, var for mig svært at kapere i taxaen uden air condition på de libanesiske veje.

skaermbillede-2016-12-04-kl-22-22-12

Foto: Efter en lektion på lejrens anden dag havde vi en pause i solen med tid til at få taget billeder sammen. Det var svært at få dem til at stå stille.

 

Ankomstdagen

Ved vores ankomst mærkede jeg den lidt køligere temperatur, rene luft og udsigten til et grønt bjergrigt område. Det lovede godt. Ugen forinden havde jeg tilbragt i Beirut, hvor luftfugtigheden og trafikkaos kvalte mig. Oplevelsen af at komme væk til ro og at få de sidste dages mange indtryk af livet i Beirut på afstand glædede mig. Her kunne jeg høre fuglene og cikaderne synge.

Nøglen til min værelse fik jeg udleveret af en ældre smuk libanesisk kvinde. Hendes sorte hår var pænt opsat. Hun gengældte mit smil og pegede i retningen af den bygning, hvor mit værelse befandt sig. Bygningen bestod af gule, hvide og orange sten. Renoveret fornyligt. Trappen er høj og døren vid.

Som jeg låser op, fornemmer jeg, at værelset er køligt. Det glæder mig. I nat kan jeg måske få lov til at sove uden at skulle vågne svedende. Der er to senge i rummet. Hvem mon jeg skal bo på værelse med? Jeg lægger min rygsæk på sengen. Vi er kommet i god tid, så jeg begynder at pakke ud. Forventningerne stiger mig til hovedet. Så mange spørgsmål jeg ønsker besvaret i løbet af denne lejr. Bliver lidt for energisk og må ud og se, hvad der sker. Låser døren og går tilbage mod hovedebygningen, hvor jeg finder et par kolleger fra FDCD slængende i en større sofagruppe. De fortæller mig, at en deltager er allerede ankommet meget tidligt i morges og hele vejen fra Finland. Da jeg møder ham til frokost en time senere, bliver jeg overrasket. Jeg havde forestillet mig noget helt andet. Han ligner ikke de andre finnere, jeg kender. Der var en god forklaring bag. Mahmoud, som han hedder, er fra Egypten, men studerer i Helsinki. Han havde haft en lang rejse og glædede sig til at spise. Det blev jeg også bekræftet i ved at se mængden af libanesiske retter på en tallerken.

 

dsc06131

Foto: På lejrens fjerde dag var vi på tur til Baalbek, som ligger i Bekaa dalen, der grænser op til Syrien. Vi stoppede for at spise sammen på en restaurent ved et stort langbord, hvor der var levende musik og fællesdans.

 

 

Frokost

Til frokosten er vi nok til at samles om et bord. Her møder jeg to deltagere fra Syrien. En af dem er fra Homs. Da han nævner det, begynder billeder af smadrede bydele, murbrokker, vold og våben, borgerkrig og familier på flugt at forstyrre mit nærvær i samtalen. Lover mig selv, at skulle have flere samtaler med ham, for at lytte til, hvordan hans hverdag ser ud. Hvordan livet har ændret sig for ham? Hvad er hans fremtidsudsigter og hvordan det er at bo i et land som Syrien?

Flere deltagere er ankommet under måltidet. Vi bestemmer os for at snakke videre på terrassen i skyggen. Hvide plastikstole kommer frem og flere deltagere tager del i fællesskabet. Inden længe er vi en god flok fra Syrien, Egypten, Irak, Danmark og Libanon. På et tidspunkt foreslår jeg at sætte gang i en leg. Størstedelen vil være med. Vi griner. Stemningen ændrer sig. I løbet af aftenen og eftermiddagen strømmer de sidste deltagere til. Rundkredsen på terrassen bliver større og større for at inkludere os alle.

 

dsc05543-kopi

Foto: Sulieman, Remon og Mahmoud er de sidste tre “overlevende” i en social leg, som jeg introducerede den første dag.

 

 

Noteshæftet 

Senere på aftenen samles vi i en mindre bygning, som tydeligvis bruges som kirke. Der er sociale lege og små konkurrencer på programmet, fordi vi skal lære hinanden bedre at kende. Forhåbningsfulde gengældte og smittende smil fylder rummet. Vi danser og klapper i hænderne. Der udleveres en gennemsigtig mappe, hvori en række papirer og et noteshæfte er. Derudover får vi også et navneskilt. Diverse navnelege skal nok hjælpe os med at huske nogle enkelte navne, men jeg glæder mig nu alligvel over, at jeg med navneskiltene har en chance for at sige navnene rigtigt. Adskillige navne har jeg ikke hørt eller set før.

 

 

fullsizerender

Foto: Noteshæftet som blev flittigt brugt.

 

Senere hen har jeg fundet mit fyldte og slidte noteshæfte. Den havde gemt sig blandt andre noteshæfter og bøger i min lejlighed i Beirut. På den første side har jeg noteret det følgende:

“Møder spændende mennesker, som sætter spor. Stemningen. Venligheden. Gæstfriheden. Snak uden ende. Grænser og afstande har ikke den store betydning. Føler mig set, anerkendt og velkommen. Motiveret til at være ligeså interesseret i andre, som viser selvsamme oprigtige og opmærksomme interesse jeg modtager. Mine kinder er ømme af grin og smil. Har smilerynker ved øjnene.”

Sætningen “Møder spændende mennesker, som sætter spor”, er kendetegnende for det, jeg har prøvet at skrible ned i mit noteshæfte efter en lang begivenhedsrig dag på dialoglejren. Jeg har prøvet at genkalde nogle af mine minder og hvad de noterede ord henviser til. I det følgende afsnit gør jeg et forsøg:

 

skaermbillede-2016-12-04-kl-22-16-47

Foto: Hver dag havde vi samtalegrupper eller gruppearbejde. Sulieman fra Syrien lytter her til Nanna Kathrine fra Danmark.

 

Mennesker møder mennesker. Noteshæftets første side.

Mahmoud fra Egypten fortæller mig om oplevelsen af de nordiske deprimerende grålige somre og finske alkoholkultur, som han ikke kan identificere sig selv med. Han har et umådeligt godt grin. Håber at han deler mere ud af den i løbet af lejren.

De syrere jeg har mødt, er alle aktive unge, som kæmper for håb og bedre fremtid i Syrien. De gør et stort indtryk. Mouyard fra Damaskus sagde: “Vi bliver nødt til at blive og genopbygge landet”. En anden ønsker at rejse væk til Europa for at arbejde. Hans forældre er fornyligt blevet skilt. På grund af krigen, svarer han mig, da jeg spørger hvorfor. “Jeg er nødt til at blive hos min mor og mine yngre søstre, fordi der skal være en mand i huset. Men der er ingen fremtid for mig i Syrien”, siger han derefter. Han drømmer om at komme til Amsterdam. Han viser mig billeder fra et område i Homs. Sandfarvede murbrokker overalt. Alt der engang var, er ikke ikke længere. Han fortæller: “I en sidegade hertil går livet videre. Folk handler og fem minutter væk ligger Homs i ruiner”.

Overhører, at en siger, at han er fra Kurdistan. Fra mit højtelskede arbejde på Danmissions Mødestedet på Vesterbro, har jeg lært at sige “hvordan går det” og andre fraser på kurdisk, farsi og arabisk. Nu havde jeg chancen. Husker, at jeg sprang frem og afbrød en samtale på vejen. Lidt uhøfligt egentlig. Fyrede et par sætninger af på kurdisk og hurtigt, var samtalen i gang. Samir, som er fra den Kurdiske del af Irak, fortæller mig på et tidspunkt i samtalen, at han først og fremmest er kurder, dernæst kommer religionen i spil. Før Islamisk Stat kom frem, var der økonomisk fremgang. Nu må vi starte fra år 0. Han slutter dog af med at sige, at det går mod bedre tider.

I køen til aftensmaden faldt jeg i snak med Remon fra Egypten. Han er venlig. Under selskabslegen tidligere på terrasen, lagde jeg mærke til, at han havde et kors tatoveret på håndledet. Tatoveringen så på ingen måde ny ud eller havde en sirlig streg. For mig ser den hjemmelavet ud og ligner ikke mine danske venners korstatoveringer lavet af en professionel. Slet ikke. Vi satte os ved siden af hinanden på de hvide plastic stole og placerede tallerkenerne på laminatdugen i spisesalen. Han fortalte mig om, hvordan det var at være i Egypten under revolutionen. Forhåbningerne om en bedre fremtid. Demonstrationerne og tilstedeværelsen på Tahrir Pladsen i Cairo. Han lyste op. Men lyset forsvandt, da han begyndte at fortælle om, hvad revolutionen efterlod af større politisk kaos. Spurgte indtil korset på hans håndled. Han fik det som 2-årig, som tegn på at han er koptisk kristen. “Det er en traditionel koptisk skik. Det er for at erklære vores tro overfor andre. Mine forældre tog mig med til kloster i det nordlige Egypten, hvor jeg fik mærket. De ofrede en ko og delte kødet ud til de fattige”, fortæller han mig. Jeg har senere skrevet med Remon om betydningen af tatoveringen. Han henviste i den forbindelse til Matthæus 10,33: “Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene”. Et tatoveret kors på håndledet er for ham en måde at bære vidne om sin tro på Jesus. En form for samtalestarter, om man vil. Det har han ret i. Min undren og spørgsmål til tatoveringen tog samtalen til et niveau, som jeg ikke vil være foruden. Vi fik lov at tale tro og vores forskelige perspektiver på det. Det var mit første møde med en koptisk kristen. Venter spændt på flere møder og flere fortællinger om en hverdag, der er så umådelig anderledes end min egen.

En af de sidste dage på lejren, spurgte jeg Remon, om jeg måtte få et billede af vores håndled. Selvfølgelig. Han hjalp mig med at holde kameraet over vores hænder, imens vi gik sidelæns mod skyggen fra et større træ ved terrassen.

dsc06509

Foto: Remon og jeg tager sammen et billede af vores hænder.

 

Vi går over stregen

En af de oplevelser som stadig står klart for mig, er en øvelse som Agnete Holm introducerede. Vi skulle alle rejse os op og stå som en samlet gruppe på midten af gulvet. Nu skulle vi forestille os, at der var en streg. Agnete ville stille os et spørgsål. Hvis man var enig, skulle man gå over stregen. Hvis ikke, skulle man forblive på den anden side. Agnete spurgte os, betragter du dig selv som blond? Jeg forblev stående, har jo mørkbrunt langt hår. Jeg mærkede et mindre puf. Personen bag mig, prøvede at korrigere min beslutning og selvopfattelse, ved at fortælle mig, at jeg var lyshåret. Forblev uenig og stående, selvom flere begyndte at give mig et kærligt puf. Da der var ro, var Agnete hurtig til forklare os, at jeg i en dansk kontekst bliver betragtet som mørkhåret, men her i en mellemøstlig kontekst som det modsatte. Da et andet spørgsmål om, man betragtede sig selv som høj, fik jeg igen et kærligt puf, da jeg forblev stående. Betragter mig ikke som specielt høj, men blev igen bevidst om, at det var jeg her. Kulturelle forskellige opfattelser blev igen meget tydelige. Spørgsmålene ændrede sig. Agnete spørger os om, man nogensinde har overværet vold eller oplevet vold på egen krop? Alt for mange går over stregen. Jeg bliver stående. Har du været i fare for at dø på grund af vold? Alt for mange bliver stående. Enkelte går tilbage. Jeg har ikke på noget tidspunkt gået over stregen. Agnete stiller flere spørgsmål. Stemningen har ændret sig. Ingen kærlige puf i ryggen. Stilhed. Lægger mærke til, at nogen tager en hånd for munden eller tager sig til hovedet. Nogen skubber usynligt skidt med foden, imens de kigger ned i jorden. Da Agnete spørger, om nogen lever i et land, hvor vold eller krig en del af hverdagen? Adskillige bliver stående på den side, som bekræfter det. Agnete stiller et nyt spørgsmål. Hvis du før muligheden for det, vil du så flygte? En forbliver stående tilbage på den anden side. Han er fra Syrien. Det er min nye ven fra Homs. Han kigger for det meste ned i jorden. Hænderne i lommen eller samlet bag ryggen. Han har svært ved at stå stille. Smiler på en anstrengt måde.

 

dsc06517

Foto: Den sidste dag på dialoglejren stod en af de frivillige fra FDCD for en lektion. Den afsluttede med dans og fællesbillede. Jeg stod bag kameraet og blev overdynget af håndtegn formet som hjerter.

 

Portrætter

En af mine opgaver som volontør hos Danmission og FDCD, var at forevige lejren med mit kamera. Da vi havde fået udleveret vores certifikat den sidste aften, som tegn på at vi havde deltaget, spurgte jeg mine nye venner om at tage et portræt af dem. Flere var villige til at stille sig med ryggen mod en hvid foldedør i det lokale, hvor de fleste af vores lektioner havde foregået. Længe havde jeg haft en idé om, at lave en form for collage sammensat af deltagernes ansigter. Jeg stillede mig op på en stol for at være på højde med de personer, som jeg nu så på igennem min linse. For hver gang jeg tog et billede, blev jeg lidt mere overvældet. Mennesker som for seks dage siden var fremmede for mig, var nu nære venner. Selvom vi er så umådelige forskelige, formåede vi sammen at skabe et fællesskab.

For hver gang jeg trykkede på aftrækkeren og fokuserede på motivet foran mig, væltede minderne ind fra de sidste begivenhedsrige dage. Som lille husker jeg at have haft et legetøjskamera. Når man trykkede på aftrækkeren, kom et farverigt billede frem enten af mennesker på en badestrand, en triumfbue eller en smuk bjergkæde. Nu oplevede jeg det selvsamme. Denne gang var det farverige billeder fra ugens oplevelser, som viste sig i mit indre form for mindekamera, for hver gang en meddeltager stillede sig foran mig. Det her var meget bedre end mit barndoms legekamera.

 

dsc06428

Foto: Når aftenens program sluttede, blev flere tilbage for at danse videre.

 

Udtrykker min taknemlighed

Taxaen holdte længe og ventede på, at vi alle fik sagt farvel til hinanden. Taxaen skulle tage to piger fra Danmark og en pige fra Irak til lufthavnen, for derefter at sætte mig af i Beirut. En af de danske piger faldt i søvn på min skulder. Vi havde ikke sovet i 24 timer, da vi ville have mest ud af de sidste timer inden afrejse. Kunne ikke selv falde i søvn i taxaen, selvom det virkede for oplagt, som vi kørte ned mod Beirut.

Da jeg kom hjem til lejligheden følte jeg et tomrum udhule tilværelsen. Satte mig på sofaen. Begyndte at reflektere over, hvad der egentlig var foregået. Rundtosset fornemmelse af at blive dumpet ned i et intenst fællesskab, for at blive hevet lige så tjept ud af det igen. Jeg var nødt til at udtrykke min taknemlighed for de andre deltagere, men det kunne jeg ikke gøre med det samme. Derfor fandt fingerne først frem til tasterne nogle dage senere. I mellemtiden havde jeg fået lavet en collage af de portrætter, som jeg fik taget den sidste aften af deltagerne. De ord jeg kunne få ned på papir, blev assisteret af en collage til en statusopdatering på Facebook:

 

 

Time flies so fast. Three weeks has passed since we said goodbye.

 l participated in a camp focusing on dialogue and how to prevent extremism.

Met people from all over the world. 
For one week we celebrated humanity, different values in life, cultures, religions and the great diversity among usKnowing you guys has been a turning point. Laughing and smiling so much my cheeks still hurt.

Celebrating unity despite our differences.

Celebrating diversity one friendship at a time. 

This experience keeps up balance in an insane and beautiful world and l’m now going to dance the fear away. See you soon dear friends. I’m forever grateful.

(Thanks to those I was given the chance to take a portrait of) 

facecollage_8

Fotocollage: Øverst til venstre ses Fatima fra Danmark. Øverst til Højre er Shazmud fra den kurdiske del af Irak. Nederst til venstre ses Sevag fra Libanon. Nederst til højre er Siad fra Danmark.

 

 

Ugen var en stor fejring af fælleskab på tværs af forskellighed. Det var værdifuldt at deltage i. Vil ønske at flere får selvsamme mulighed. Lejren er nu på afstand, men den går ikke i glemmebogen. For midt vedkommende er jeg heldig, da jeg ugentlig ser flere af de libanesiske deltager fra lejren. De er blevet nære venner og gør mit liv her i Libanon rigt på fællesskab og ømme kinder af smil og grin. Fejrer mit volontørophold og de kontraster jeg ser min hverdag her i Libanon med et venskab og samtale af gangen.