Julekortet skriver aldrig sig selv

Julekortet skriver aldrig sig selv

I Libanon er julen for alle religøse grupperinger. Det samler de fleste. Julelys, juletræer, julemænd og andre former for dekorationer dominerer i bybilledet.

Amalie Ehmsen,  

Først og fremmest glædelig jul ønskes I her fra Beirut, Libanon, hvor det er begyndt at blive noget køligere. Det har regnet voldsomt de sidst par uger og kontoret, hvor jeg arbejder, har fundet julepynten frem. Der er ikke meget frisk grønt eller hjemmelavet julepynt over det. Det består primært af plastic og andet udefinerbart materiale fremstillet i Kina. Men julestemningen har sneget sig ind på kontoret i Beirut.

Til hverdag arbejder jeg hos en NGO, Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD), hvor jeg hjælper med diverse kommunikationsopgaver og planlægning af workshops og konferencer.

I det følgende blogindlæg prøver jeg, at give små korte indblik i, hvad der er foregået på det seneste i den søde libanesiske juletid:

 

 

 

Libanon pynter op til jul

Julelys, juletræer, julemænd og andre former for dekorationer dominerer i bybilledet. Det er som om, at pynten skal forpynte situationen i Libanon og for en stund forglemme, hvad der egentlig foregår. Landet er fyldt med kontraster. De rige er rige. De fattige er fattige. Og mellemklassen er minimal. Der er ikke udsigt til at det ændrer sig hastigt. Kun at de rige bliver rigere og de fattigere bliver flere.

Når jeg går på arbejde, kan jeg møde en syrisk kvinde. Hun er flygtning. Hun sidder i skrædderstilling på fortovet. Altid klædt i sort. Når jeg sammen med mine venner går forbi en af de utallige kvinder, som sidder tiggende i Beirut, spørger jeg dem: “Hvordan kan du se, at hun er syrer?”. “På deres påklædning og deres dialekt”, svarer de. Hun læner sig op af en af de utallige personbiler, vi har i Beirut. Hun har et barn slænget over sig. Forbi os kører en gul Lamborghini. Det er hjerteskærende og jeg ser det hver evigt eneste dag. 

Libanons befolkningsgruppe er opdelt. Mange når aldrig at møde en fra de andre religiøse sekter eller etniske befolkningsgrupper. Her arrangerer vi dialogmøder. Deltog selv på en dialoglejr i august. En libanesisk pige med katolsk baggrund sagde, at det var første gang, at hun reelt havde en samtale med en muslim. For mig lyder det urovækkende, men det er desværre en realitet.

 

At leve så tæt op af hinanden, som man gør her i Libanon, uden at snakke med hinanden?

 

Det er farligt. For med grupperinger, kommer opbyggelsen af fjendebilledet eller dehumanisering. Til trods for det glæder jeg mig til at opleve mere af dette smukke kontrastfyldte land.

 

Julebelysning

 

Når jeg tager de bulede offentlige busser hjem fra arbejdet til det område jeg bor i, triller vi langsomt ned af en boulevard, hvor julepynten er alt overskyggende. Af uransaglige årsager holder bussen altid dette sted og venter. Hvad vi venter på ved jeg ikke, men chaufføren får altid stukket en kaffe i hånden, røget en cigaret, råbt af mændende i gadecafeen, som vi holder ved samtidig med, at de udveksler en større bunke af slidte pengesedler. Vi kan vente op til mere end 20 minutter, det føles som det dobbelte. Når jeg venter her i bussen, tager jeg ofte min mobil frem, for at fordrive tiden og tage billeder. For et par uger siden forlod jeg kontoret sent ud på eftermiddagen, hvilket resulterede i, at det var meget mørkt. Men julebelysning kom til sin magt på boulevarden.

 

Røde jordbær i december

I starten af december var jeg forbi grønthandleren. Fire sorte kasser med friske jordbær ankom, som jeg havde betalt for mine clementiner og grøntsager. Jeg måtte stoppe op og fnise. Frisk jordbær i december? Det er uhørt og en sjældenhed i Danmark og igen blev jeg mindet om, at Julen bliver anderledes i år.

 

Juledekorationer i Byblos

Man skulle tro, at de forskellige regioner, byer, kommuner og indkøbscentre for hvert år prøver at overgå hinanden. Resultatet er, at de flere steder har for overdådigt og pompøst neon-glimmer-kavalkade hængende over alt. Marie Antoinette ville fortie.

Et sted hvor de endnu mere ud af julebelysningen er Jbeil, også kaldet Byblos. I november var jeg sammen med mine forældre og en anden dansk familie på besøg i byen. På det tidspunkt var de med en større kran i gang med at samle et juletræ. Da jeg i midt december var tilbage med en større gruppe af unge, som deltog i en workshop (Empowering Women Countering Extremism) jeg med-facilitererede, kunne jeg se det færdige resultat. Juletræet var enormt og vel dekoreret, ligesom passagen der leder en ned mod juletræet og videre ind i den ældre del af Byblos. På billedet herunder, kan I se, hvordan det ser ud. Desværre ved jeg ikke, hvor højt træet er, men vil tro det er omkring 25 meter højt.

 

 

Da vi gik videre ned igennem Byblos mod havnen igennem det gamle markedsområde, kunne vi se flere juledekorationer og lytte til kendte julemelodier på arabisk og fransk.

 

 

I venstre hjørne af billedet herover, kan i se en ung tjenestepige fra Ethiopien. Hun venter tålmodigt mens familien er inde og handle. Mange tjenestepiger og anden form for udenlandsk arbejdskraft er ikke en sjælenhed her i Libanon. De fleste kommer fra Ethiopien, Bangladesh og Filippinerne. Diskrimination på grund af deres udseende hører til i deres hverdag. Nogle familier behandler dem godt andre elendigt. For hver gang jeg ser, en tjenestepige i bybilledet mindes jeg en dokumentar af Puk Damsgaard, kaldet Mellemøstens Skjulte Slaver.  Forhåbentlig for Libanons tjenestepiger også mulighed for at fejre Jul.

 

Lad der være lys

Deltagerne fra workshoppen Empowering Women Countering Extremism og jeg gik ned mod havnen, hvor vi endte med at side på molen og nyde lyden af havets bølger mod stenene. Her var endnu en juledekoration, men den var nu anderledes. Store røde bogstaver med lys udgjorde tilsammen sætningen “Let there be light”. Sætningen var meget sigende for, hvilken fornemmelse jeg fik, for hver gang jeg så de unge deltagere interagere med hinanden trods kulturelle forskelle. Der er ingen tvivl om, at når de samarbejder, lytter og deler deres ideer er det muligt for dem at modsvare ekstremisme. Jeg er stolt af, at Danmission giver deltagerne på workshoppen mulighed for sammen at gøre en forskel.

 

 

Juleglæde i hjemmet

Da jeg kom hjem fra workshoppen, fortalte min veninde Khadije, som jeg bor sammen med, at hun havde en overraskelse til mig. Som det første smed jeg rygsækken på sofaen, da jeg kom hjem. I hjørnet af stuen, fornemmede jeg hurtigt, at noget havde ændret sig. Khadije havde købt, samlet og pyntet et juletræ til mig. Det var en gestus, som er værd at blive rørt af. Hun ved, hvilken betydning juletiden har for mig som kristen, hvilket kun gjorde gestussen det større. Sikke en glæde. Selvom vi ikke deler samme religion, deler vi liv, tro, opvask og hemmeligheder. Hun er en af de personer, som gør mit ophold i Libanon endnu mere værd.

Udover at have skaffet os et juletræ, har vi også fået et form for krybbespil, som giver stof til eftertanke: Væggen nu prydet med en ny plakat, som I kan se herunder. Plakatens motiv er fra 1936 og oprindeligt brugt som reklame for at besøge Palæstina. Den er nu blivet modereret. En betonmur er tilføjet, som forhindrer Maria og Josef i at komme til Betlehem.

 

 

Mine kære forældre havde medbragt adventsgaver til mig, da de besøgt mig i november. En af gaverne havde et rødt bånd på, som sammen med overskydende stjerner og julekugler fra juletræet nu udgør lidt ekstra julepynt til de kolde, ikke-isolerede, bare og hvide betonvægge hjemme i vores lejlighed.

 

Sneklædte bjerge i Faraya

I weekenden fik jeg lov til, sammen med to andre danskere, som også er praktikanter i Libanon, at tage med nogle af deres venner til et skisportsområde kaldet Faraya. Her var sneklædte bjerge så langt øjet rækker – og juledekorationerne har også fundet vej til bjergene. For hver gang man trådte ned i den dybe og hvide sne eller tog en dyb indånding af den friske kølige luft væltede minder fra en tid. hvor jeg boede i Grønland. Jeg glæder mig nu over, at sneen også vil minde mig om tiden i Libanon. Forhåbentlig får jeg mulighed for at komme tilbage og skabe flere minder i den libanesiske sne.

Juleaften

Den 24. december er jeg blevet inviteret hjem til en veninde og hendes familie. Jeg kender hende fra en dialoglejr, som jeg deltog i i august. I kan læse mere om den oplevelse, ved at læse mit seneste blogindlæg.

Julen bliver anderledes i år, men det minder mig om, hvilke traditioner og små juleglæder man for ofte tager forgivet derhjemme i trygge kolde og grålig Danmark. Jeg venter spændt på, hvad dagen byder på.

Her er godt være. Jeg får lov at opleve meget og møde mange spændende mennesker med mange forskellige holdninger og tilgang til livet.

Jeg håber at du/I nyder livet i Danmark og at være en del af Danmission bringer glæde og smil frem. Alle ønskes alt i fremtiden. Glædelig Jul og et velsignet 2017. Må Gud velsigne jer med masser af gode oplevelser og værdifulde minder.

Kærlig hilsen

Amalie

URL: https://blog.danmission.dk/amalieehmsen/julekortet-skriver-aldrig-sig-selv/