Transport i Libanon er ligetil og utilregnelig

Transport i Libanon er ligetil og utilregnelig

Forhandling af priser og at have stedsans, samt være stædig og tålmodig er blot nogle af de egenskaber det libanesiske transportsystem kræver af en. Jeg prøver at leve op til et krav af gangen.

I løbet af otte måneders tilstedeværelse i Libanon, har jeg formået at leve mig ind i hverdagen. En af hverdagens gøremål er at transportere sig til og fra arbejde hos FDCD, hvor jeg er volontør for Danmission. Det kan være en udfordring at bevæge sig i trafikken. Jeg skal bevæbne mig med tålmodighed, stedsans, og især være stædig, når jeg skal forhandle en pris for at komme fra A til B. Fik jeg nævnt tålmodigheden?

 

 

Trafikken taget til en eftermiddag i Beirut.

 

Beirut

Gaderne i Beirut er komplekse, de er nærmest alle ensrettet og fyldt med parkerede biler i hver sin side af vejen, hvilket gør det svært for trafikken at glide smertefrit. Det kan tage alt fra 15 minutter til 50 minutter at komme på arbejde med offentlig transport, alt afhængigt af, hvilken transportform jeg bestemmer mig for. Skal jeg tage en taxa, bussen eller en service, som er en form for deletaxa? Derfor går jeg ofte de 3,5 km på arbejde, da det et par gange har været hurtigere. Gevinsten ved at gå er at opleve et områdes gader, butikker og stræder. Derudover får jeg æren af morgenfrisk forurenet luft blandet med diverse morgenhilsner: “Sabar al Kher” og “Sabar al Nour”.

 

 

En ældre herre med stok går i vejsiden med lidt besvær. Her kører de stærkt.

 

Mellemøstens bedste og mest effektive offentlige transportsystem

Min kollega hos FDCD har på et tidspunkt forklaret mig, at der er fem steder i beirut, hvor trafikken er voldsom. “Du skal forbi to på din vej til kontoret”, sagde hun tørt og grinte. Hun bor i samme område som mig, så hun ved, hvad hun taler om. Jeg har også fået fortalt at Libanon havde Mellemøstens bedste og mest effektive offentlige transportsystem inden Borgekrigen brød ud i 1975. Inden da var der sporvogne, busser og jernbanesystem, som sammen forbandt byer og indbyggere. Sporvognene er væk og tog ruster på forladte togstationer. Enkelte steder i Beirut kan du finde broer med jernbaneskinner på.

 

Regn skaber mere trafikkaos

Når regnen rammer Beirut skal jeg bevæbne mig med endnu mere tålmodighed, da alt vil stå stille, fordi alt med hjul og tag kommer på vejene og ophober sig. De dage er vi på den anden side af en times transporttid. Regnen skylder ned ad gader og gør biler rene, men skaber også meget kaos. Jeg skal se mig for, da jeg hurtigt kan træde ned i en større vandpyt eller ny opstået bæk af lysbrunt regnvand.

 

Beirut Lyden af regn, torden og trafik i Beirut

 

Cykelkulturen er udfordret

I dag har størstedelen en personbil. Familier kan let have to eller tre biler stående i garagen. De fylder på vejene og i bybilledet. Indimellem og sjældent ser du en cyklist. Jeg slår korsets tegn og håber på det bedste for dem. Der skal hjelm og overlevelsesstrategi til for at begå sig som cyklist i Beirut. Heldigvis er der nogle grupper, som gør meget ud af at promovere en cykelkultur. Det er op ad bakke – også bogstaveligt talt. Det er let at miste pusten.

 


“If you rode a bicycle, you’d be there by now”


 

Et sted i det centrale og trafikprop ramte Beirut, har man dekoreret en mur med skriften “If you rode a bicycle, you’d be there by now” (Hvis du tog cyklen, vil du være der nu). De som sidder fast i bilen, får her stof til eftertanke. Sætningen er meget sigende og får mig ofte til at savne brede cykelstier og cyklen. Den tilgængelighed som cyklen giver er en afhængighed, jeg heller vil have end at skulle være afhængig af lidt ustruktureret offentlig transportsystem.

 

 

Graffiti med budskab i Beirut lavet af The Chain Effect

 

SERVICE HISTORIER

Men moralen er alligevel at det trafikale kaos ikke er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Når jeg tager en service – deletaxaen, får jeg mulighed for at møde andre mennesker, som jeg ikke ville på cyklen i København.

I løbet af min tid her i Libanon har jeg samlet til mig at små historier og minder fra diverse ture med service-chauffører. Men inden da, vil jeg lige forklare jer service systemet. Det kan være lidt kompliceret. Hold godt fast – hvilket du også bogstaveligt talt skal, når du hyrer en vogn!

 

 

 Lyden af en munter service chauffør, som kørte den længste omvej 

 

 

Introduktion til service systemet

En service er en deletaxa, dvs. at pludselig kan bilen blive fyldt op med andre, som skal i samme retning. Det er kun biler med røde nummerplader, som har tilladelse til at “køre” service. Det koster 2.000LBP per person at køre med, hvilket svarer til 9kr. En taxa koster mindst 10.000LBP og en bustur 1.000LBP. For eksempel kan du kører til Tripoli, en by i det nordlige Libanon for 2.000LBP. En ven fra Aleppo sagde det så fint i går eftermiddag “It doesn’t make any sense”. Forvirrende. Mildest talt. Men man får det lært.

Jeg tager ofte bussen i Beirut. En dag på vej mod arbejde vendte bussen pludselig om. En mand på modsatte side af gaden, som på en eller anden måde kontrollerer bussen, havde signaleret til chaufføren, at nu skulle han altså køre i modsatte retning. En kvinde og jeg, måtte derfor stige af og tage en anden. Vi var forvirret og ikke spor begejstret! Der er ikke nogen afgangstider eller stoppesteer eller information om, hvilken retning de kører. Derfor spørger jeg altid og noterer mig, når jeg ser en bus kører rundt i et område, så jeg får en fornemmelse af, hvorhen buslinjerne kører. Nogle gange kan de holde stille et sted i 20 minutter. Busserne er exceptionelt langsomme, men du kommer langt for pengene. Du kan sågar hoppe på og af som du vil. Men det er et mysterie at finde ud af, hvorhen de kører til. En service en god løsning, hvis du skal hurtigt videre og samtidig vil spare penge. Det er ligetil og samtidigt utilregneligt.

 

 

Politibetjente prøver at lede biler i den rette retning

 

 

Hvordan service-systemt fungerer

Inden du fanger en service, skal du først bestemme dig for, hvor du vil hen. En service vil ikke køre dig til døren, den kører til et bestemt område eller kendt bygning, hvor der er mulighed for at få flere kunder, enten med på vejen eller retur. Det er lidt et lotteri at finde en service, som kører i den retning du skal. Nogle gange er det den første bil, som holder ind til siden, som tager dig med, andre gange kan det være nummer otte. Heldigvis skal du sjældent vente længe på den næste bil. Det er ligetil og utilregneligt.

Selvom du ikke ligner en som vil have en service, vil du blive dyttet af. Det er bare et enkelt dyt, men hvis du reagerer på det og måske enda får øjenkontakt med chaufføren, vil han stoppe. Derfor skal du ignorere en hel del dytteri, hvis du for eksempel bare venter på bussen eller bare går. Men du er aldrig i tvivl om, at du kan få en service. Det er ligetil og utilregneligt.

Du skal altid forhandle en pris inden du sætter dig ind. Nogle gange vil en chauffør sige “servi-cen”, hvilket betyder 4.000LBP eller prøve at tage mere. Hvis jeg har rygsækken på eller ligner lidt en turist, prøver de fleste at sige mere end, hvad det egentlig koster. Her skal jeg være stædig. Nogle kører videre, når jeg kun vil betale 2.000LBP, størstedelen tager mig med. Forhandlingen er lidt besværlig. Men når man kender systemet er det ligetil og utilregneligt.

Bilernes tilstand kan variere. Nogle gange er den ny og ren bil, andre gange en raslende og beskidt skrammelbunke, hvor sæderne er nedslidte. Det samme gælder chaufføren. Nogle gange spørger chaufføren om han må ryge, tilbyder dig en smøg eller bare tænder cigaretten. Der skrues ofte op for musikken eller radioen. Enten ligger der en Koran i vinduet og bedekranse viklet om bakspejlet eller et kors og helgenbilleder pryder bilen. Her bekendes kulør og det er jo også ofte farverigt at køre service. Det er ligetil og utilregneligt.

 

 

Bussernes døre er sjældent lukket. 

 

I min telefon kan jeg skrive noter til mig selv om, hvad jeg får af oplevelser. Mappen “Service historier” er godt fyldt. Jeg vil dele nogle af dem med jer i det følgende:

 

 

Den kvindelig taxachauffør

En aften jeg skulle hjem fra volley fik jeg æren at køre med en kvindelig chauffør. Jeg blev målløs og stolt, hvilket jeg også sagde til hende. På et tidspunkt stopper hun bilen. Med hånden vinker hun til en ung teenagerdreng, som arbejder i en lille kiosk. Han kender hende og kommer løbende med en lille skål lys budding. Den kvindelige chauffør tilbyder mig også en, men jeg takker pænt nej tak. Jeg måtte fortælle om den kvindelige chauffør til Khadije, som jeg bor med, da jeg kom hjem til lejligheden. Hun havde også kørt med hende engang. Kvindelige chauffører er en sjældenhed. Jeg så hende køre forbi for et par uger siden og blev mindet om hendes invitation til at spise budding.

 

 

En far kører sine børn i skole på scooter.

 

 

Taxa tilbyder parfume

En gang kørte jeg med en midaldrende mandelig chauffør. Han sprøjtede med en parfume, da jeg steg ind. Jeg fik også buddet, men takkede nej. Den duftede lidt for kraftigt af Jasmin. Mon det nogensinde var sket i Danmark?

 

 

Passager med fire ben

Igen en aften efter volleyball tog jeg en service hjem – skrammelbunke. Jeg var den eneste i bilen. Et minutter senere tog chaufføren en ung fyr med, få hundrede meter senere stoppede bilen, der var mulige kunder. En af dem havde fire ben – en kæmpe hund. To mænd kom ind i bilen, hvoraf den ene satte sig på forsædet med hunden på skødet og halvvejs ud af sidevinduet. Det var lidt komisk og vi grinte lidt. Mon hunden også skulle betale? Man skal jo betale per snude?

Aftenens firbenede passager halvvejs ud af vinduet.

    

Appelsiner

I november havde jeg to venner på besøg fra Danmark her i Beirut. Vi skulle mødes med mine libanesiske venner for sammen at tage på tur i det sydlige Libanon. Vi måtte tage en service til mødestedet. Igen en skrammelbunke af en Mercedes fra 60’erne. Chaufføren var en ældre herre med flot overskæg og traditionelle libanesiske bukser. Vi var sent på den, men det stoppede ikke chaufføren i at holde inde for at købe appelsiner. Husker tydeligt, at vi fik tilbudt cigaretter og skrællede æbler i både. Vi sagde ja tak til æblerne.

Trafikken foran Militærdomstolen.

 Ashura

Tilbage i september markerede man i shiaislam afslutningen på en tidages sørgeperiode, hvor shiitterne mindes Husayn ibn Alis martyrium ved Kerbala i Irak år 680. Det kaldes Ashura, og da vi bor ved siden af to shiamoskeer, var der hver aften samlinger i gaden for sammen at sørge. Der hang sorte og røde flag med skrift, samt bannere med billeder af forhistoriske soldater til hest.

For at komme inde til vores gade, skulle taskerne gennemtjekkes af vagter. Store sorte jeeps med tonede ruder og unge mænd i lyse militærstøvler og lyse slørringsbukser holdte vagt. Enkelte bar hånd- og automatvåben. Vi bor på 6. sal og kunne derfor se over mængden af mennesker, som strømmede til Moskeen. Alle skulle gennemtjekkes, så det opstod ofte kø. Kvinder og mænd i række for sig.

Vores gade er pyntet med flag og bannere under Ashura.

                 

Under Ashura skulle jeg en aften igen med en service. Som så ofte starter samtalen, så snart jeg har placeret mig på bagsædet og på et tidspunkt nævnte jeg, at det nu er Ashura. Chaufføren siger med det samme, at jeg skal passe på. “Don’t go South”, siger han og forklarer at mænd i det sydlige Libanon ofte og voldsomt straffer sig selv fysisk, for eksempel ved at piske sig selv på ryggen. Han er selv Shia og fortæller at de heldigvis ikke gør det i Beirut, men at her slår mændene sig bare på brystet. Vi kører forbi et af Libanons utallige universiteter, hvor Chaufføren siger, at hans ældste datter studerer. “Jeg kører hende og mine tre andre døtre i skole hver dag. Vi kører tidligt for at undgå trafikken”. Han er meget glad for sin familie, og siger at uddannelse er meget dyrt, men nødvendigt. Han siger henslængt: “Jeg betaler halv pris til universitet, da jeg kender en fra Hezbollah!”

Buschaufførerne krævede højere løn og demonstrerede. De havde kapret busserne og kørte i konvoj mod centrum.

Typiske spørgsmål jeg bliver stillet i rækkefølge

Der er ofte en hvis rækkefølge af spørgsmål, som jeg bliver stillet. Her er de typiske spørgsmål i rækkefølge:

  1. “Where are you from?” og følges op med “Welcome to Lebanon”
  2. “What is your name?”
  3. “Do you like Lebanon?”
  4. “If you need a good driver here is my card, you can call me anytime!”
  5. “Are you married?”

 

 

Farverig og tilæsset lastbil holder for rødt.

   En ældre dame på forsædet

En dag, da jeg skulle hjem fra en aften med drømmekage bagning hos min veninde Katrine, skulle jeg igen finde en service. Denne gang havde chaufføren en ældre dame på forsædet. Igen startede samtalen og chaufføren fortalte at det var moderen, som sad foran. Hun havde dybe rynker, ingen tænder og smilte glædeligt, da jeg sagde hej til hende. Det virkede til, at de havde en hyggelig sen aftenstund sammen ved at køre service. Jeg kunne i hvert tilfælde fornemme, at hun kommenterede på, at det ville være lettere at tage en anden rute mod min destination. De kørte mig lige til døren.

Nogle biler er rene og intakte, andre har begrænset med udstyr og renlighed.

Ud af min service!

En dag var trafikken så voldsom på grund af en demonstration, at chaufføren i dagens service valgte at smide mig ud. Han ville ikke længere køre i min retning eller have mig med. Han talte ikke engelsk, men forstod hans kropsprog. Jeg fik pengene tilbage og måtte derefter finde en anden løsning. Det blev til, at jeg i stedet for gik på arbejde den dag.

  Lyden fra Bus nummer 4.  – Musikken slukkes, da der bliver kaldt til bøn.   

Livsforsikring 

En dag på vej hjem fra arbejde hos FDCD skulle jeg skynde mig videre til løbeklub. Derfor fandt jeg en service. Det var en lille nyere bil uden buler. Chaufføren havde to andre med på bagsædet, så jeg satte mig foran. Min erfaring siger mig, at hvis jeg starter samtalen med spørgsmål som “Har du altid kørt service?” eller “Kører du service hver dag”, kommer det mere til at handle om chaufførens liv end mit eget. På den måde får jeg flere livsfortællinger at høre og jeg undgår at lytte til min samme historie dagligt. Chaufføren fortalte mig på fejlfrit engelsk, at han for to år siden bestyrede en bank her i Beirut. Desværre skulle banken opkøbes af en anden og pludselig blev han fyret af den nye chef.

“Arbejdet som service chauffør så jeg som den bedste udvej. Jeg er gammel og det er meget svært at få arbejde. Jeg bestemmer, hvem jeg vil have med i min bil eller sætter kunderne af, hvis de opfører sig dårligt. Jeg bestemmer selv, hvor jeg vil køre hen, og hvor meget jeg vil køre om dagen. Nu er jeg min egen chef”. Jeg sagde, at jeg var meget glad for at han talte så godt engelsk, så jeg bedre kunne forstå ham, hvortil han svarede: “Selvfølgelig taler jeg engelsk! Jeg taler tre sprog som mange her i Libanon”. Han fortalte videre, at hans 94-årige far havde haft et statsborgerskab til USA, så engelsk havde været en del af hverdagen. Alle hans fire søskende bor sågar i udlandet, to brødre i USA, en i Canada og søsteren i Frankrig. Alle er læger inden for hver deres felt. “Jeg kunne også tænke mig at rejse væk, men hvem er så tilbage for at forsørge mine familie?”.

Han peger på en mindre kvadratisk messingplade, som sidder past på instrumentbrættet foran mig. Det er et form for licens, som har navn, licensnummeret, datoer og det libanesiske flag indgraveret. “Som service-chauffør har jeg sygeforsikring. Jeg skal kun betale 10% af prisen og det er godt, fordi mine forældre er gamle og syge, men også for mine børn, hvis der nu skulle ske dem noget”. Han var umådelige venlig og jeg håbede på, at trafikken tog til, så han fik mere taletid. Det var desværre ikke tilfældet den dag.

En morgen var der igen demonstration, hvilket betød ekstra politi og militær i gaderne. Imens har en herre handlet nødder og krydset vejen. Hver i deres uniform.

Mangel på sygeforsikring

I forgårs lod jeg mærke til i dagens service, at chaufførens licensplade så umådelige hjemmelavet ud. Det var den også. Skriften var håndskrevet og skæv. Det libanesiske flag med cedertræet var ikke detaljeret og uden farve. Jeg tror desværre ikke at han har sygeforsikringen i orden. Han skal højst sandsynligt betale 100%.

En dag i eftermiddagstrafikken fik jeg æren af igen at se en hund på forsædet og halvvejs ud af vinduet. 

     

Tak til den offentlige transport

Service – Vi burde have det derhjemme, har jeg flere gange tænkt. Mennesker mødes på kryds og tværs. Jeg ville opleve alle disse kulturmøder, men når jeg så ser lidt mere rationelt på det, er jeg alligevel glad for alle de trafikale problemer, vi undgår i de danske større byer ved at have få personbiler i gadebilledet og offentlige transport, som er ligetil og til at regne med. Det er nu dejligt at komme frem i retmæssig tid og samtidig vide, hvor vi kører hen og kender prisen. Tak Danmark!

Det er ligetil og utilregneligt

Dyt og bot