Der er mange måde at opleve Cambodja på og det er nogen gang svært at begribe at der kan være så meget forskel på mentalitet og levevilkår i et og samme land. Dette vil jeg prøve og forklare hvordan jeg har oplevet, i dette mit sidste og lange blog indlæg fra Cambodja.
Jeg fik for alvor øjnene op for de forskellige verdener man kan opleve i Cambodja, da jeg for tre uger siden var på ”ferie” som rigtig turist. De tre andre volontører og jeg snakkede meget om hvordan turisterne som besøger Siem Reap og Kho Rong, som begge er udpræget ferie steder, ikke rigtig har oplevet Cambodja. Forstået på den måde at største delen af landet lever under nogle helt andre og meget primitive forhold, som er langt fra luksus og ferie. En verden som turisterne aldrig vil se. Derved vil de ikke kende til den traditionelle leve måde i Cambodja, de vil ikke se det Uland Cambodja stadig er og nok vil være i et godt stykke tid ud i fremtiden. Det var svært konstant at tænke på hvor opsat og ”kunstigt” det hele var, jeg følte lidt at der var os som viste bedre og så turisterne. Men jeg kan godt forstå turisterne der rejser hertil for at nyde det smukke Cambodja, jeg nød også min tid som turist og fik set nogle smukke steder, det var bare svært for mig at begribe at stederne fandtes i det samme land jeg ellers har bevæget mig rundt i.
Jeg følte på en måde at det var helt forkert at betale den ret dyre entre billet til Angkor Wat, fordi jeg godt ved at pengene der fra, med stor sandsynlighed, ikke skaber glæde i den brede befolkning, fordi man her i landet har nogen mennesker, med lidt for store lommer, siddende på magten. Regering ser gennem fingrene med mig og skummer fløden af alle store indtægter i landet om de er lovlige eller ulovlige. Fornylig gjorde den magtfulde regering en ende på alt hvad der minder om demokrati i Cambodja, det skete da de ved en retssag i højesteret opløste oppositionspartiet, det eneste andet parti som hidtil har haft en lille smule indflydelse. Så hvordan de næste sommer vil forsvare at holde demokratisk valg bliver sjovt at se.
De andre provsti volontører og jeg selv fik i også regeringens hårde styring og kontrol at mærke, da vi i sidste weekend blev nægtet adgang til Prey lang skoven, hvor vil skulle have hørt om og set et projekt som arbejder imod ulovlig skovfældning. Cambodja er fra naturens side et rigt land, med både tømmer og natur gas mm. og rå stoffer bliver også udvundet, men efter hvad jeg har fået fortalt, kommer pengene ned i nogen få store lommer hos nogle meget rige personer med meget magt. Vi havde gennem hele vores ophold set meget frem til turen i skoven og vi var da også tidligt oppe og afsted. Turen blev bare nået kortere end forventet, for da vi fredag formiddag nåede Kampong thom, hvor vi skulle spise inden vi tog det sidste strækning mod skoven, fik vi den frustrerende og triste nyhed, at turen var aflyst. Først var jeg på en måde rigtig vred over hvordan de pludselig kunne afblæse det hele, men jeg blev senere mere forstående da jeg hørte årsagen. Soklye som havde inviteret os op til sit hus i skoven var selv samme morgen vågnet op til et hus omringet af politimænd. De fortalt ham at hvis han ikke aflyste turen ville han blive arrestere. Så man forstår godt Soklyes valg om at aflyse turen. Magthaverne tillod ganske enkelt ikke, at vi kom og så hvad der foregik, til trods for at vi forinden turen havde afleveret kopi af pas med mere for at imødekomme politiet behov for kontrol. Soklye kontaktede faktisk Danmission, før han afblæste det hele, for at høre om det nu var okay at aflyse. Her fik han selvfølgelig fuld opbakning, der er jo intet ønske om at udsætte nogen for fare.
3 stærke kvinder
Fra en hel ubegribelig regering, med stort behov for kontrol, til nogle helt ubegribelige kvinder, som har god indflydelse og høje drømme for deres egen og Cambodjas fremtid.
Channy
Det her er Channy. Hun er 20 år gammel og har igennem sit unge liv, boet og oplevet tre meget forskellige leve standarter. Hun er født på landet i Prey Veng provinsen, hvor hendes forældre levede som landmænd. Et liv som største delen af den Cambodjanske befolkning stadig lever hver dag. Et ganske simpelt liv, som for de fleste er lig med et lille hus og en neutral økonomi, hvor livet bare går sin gang og hvor der er mad på bordet og tøj på kroppen.
Da Channy var 9 år gammel opgav hendes familie livet på landet, til fordel for storbylivet, i en af Phnom Phen fattigste bydele, nemlig på den tidligere losseplads. Her bor og lever folk bor af skraldet uden trænge og urent kår. Beslutning om at flytte tog hende forældrene nok ikke af lyst, men nærmere med et stort håb om at deres to piger her kunne blive opdaget af NGOér ( en ikke-statslig organisation), som kunne hjælpe dem til at få en god uddannelse og gode muligheder i livet.
Jeg så for et par uger siden det sted som familien flyttede til i håb om en bedre fremtid og det fik mig til at forstå, hvor desperate hendes forældre har været for at give deres børn en bedre fremtid. Familierne i Skraldebyen lever af at tage ud på gader og stræder og samle så meget skrald som muligt, for næste dag af sortere det og sælge det videre til en ganske beskeden sum. I den lille skraldeby er husene af blikplader, jorden har nogen steder en meget giftig grøn farve og hvor end man kigger hen kan man se skrald og lugte det. Channy og hendes lillesøster nåede at bo i skaldet i et år, før de blev nogle af mange heldige børn, som blev revet ud af skraldet og flyttet til en NGO. Mange NGO’er har nemlig øjnene på denne fattige bydel og børnene her. Desværre opstår et dilemma, når familier bevist lader sig leve i fattigdom og skrald, for at blive set og får hjælp af NGOér. NGO’ernes formål er jo netop, at hjælpe folk væk fra skraldet og ikke at tiltrække nye familier til livet i skraldebyen.
Alt hjælp skal gives med eftertanke og opvejes på en fint følende etisk vægt.
I dag lever Channy og hendes søster i en lille lejlighed i Phnom Penh, og hendes forældre arbejder som bygningsarbejdere – et hårdt arbejde, som de dog tjener mere på, end ved at sælge skrald. De virker glade, tilfredse og om ikke andet stolte over deres børns succes i livet. Jeg tror ikke de fortryder deres beslutning om at kaste sig i skraldet for deres børns skyld.
Channy har gennem hendes tid på NGO’en modtaget god undervisning, og hun er blevet rigtig dygtig til engelsk. En kompetence som nu har givet Channy mulighed for at dele hendes historie. Har du fået lyst til at høre mere om hendes liv her i Cambodja, så kommer hun til januar tre måneder til Danmark som Global Fortæller.
Regina
Regina mødte vi første gang i Preach Sdach, hvor hun lavede mad til os to gange om dagen. Derudover passe hun sine to piger på tre og seks år, mens hendes mand arbejdede et stykke væk fra byen. For to måneder siden kom hun en aften og annoncerede at nu havde hun fået et job i Phnom Phen og dagen efter skulle hun flytte til storbyen. Astrid og jeg var meget glade på hendes vegne og man kunne se at hendes nyerhvervede job skabte stor beundring, hos de studerende på Dometrityet, hun blev med et, et stort forbillede for dem. Selvom om Regina ”bare” er blevet ansat som receptionist på en skole i Phnom Penh, er det et større skidt end man kan forestille sig, for mange kvinder i Cambodja kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet og får ikke opbakningen fra familien og manden til at tage springet og skabe sig de nye muligheder som følger med.
Astrid og jeg mødtes en dag med Regina her i Phnom Penh, for at hører nærmere om hvordan det gik hende og for at prøve at få en forståelse af hvad der får en kvinde som hende, til at ”efterlade” sine to børn og sin mand derhjemme og alene flytte hele sin hverdag til Phnom Penh.
Regina fortalte, at hun siden hun dimitterede fra gymnasiet har haft en stor drøm om at studere engelsk på universitet. Hendes forældre havde dengang ikke muligheden for at hjælpe med at finanserne uddannelsen, så det kunne ikke blive til noget. Måske er hendes nye job et skidt i retning mod universitet. Dels fordi hun kan spare op til at studere og fordi hun håber på at få sig nogle kontakter, som kan hjælpe hende til med at få et stipendium. Desværre kan opsparingen til hendes egen uddannelse ikke ligge i første række lige nu, hun vil først og fremmest spare op til at hendes familie kan blive samlet her i Phnom Penh, så hende to døtre kan komme i skole af god kvalitet her i storbyen. Hendes nye arbejde er første skridt på vejen og første gang hun har sig et ”rigtigt” arbejde og en fast indkomst.
For Regina står det helt klart at hvis universitets drømmen nogensinde bliver en realitet, så skal kvalifikationerne bruges til at komme tilbage til Preach Sdach, hvor hun vil undervise i engelsk, for på den måde at kunne give andre bedre muligheder for fremtiden. For engelsk åbner mange muligheder.
På grund af sprogbarrieren var det svært at komme helt ind på livet af hende, da engelske niveauet ikke rækker helt så dybt, men vi forstod dog, at hun så dette nye arbejde som en gave og en mulighed hun ikke kunne lade passere. Hun er kommet til Phnom Penh for at opnå sin drøm om uddannelse og for at få flere erfaringer med i livet.
Afslutningsvis fortalte hun at hun egentlig ikke er så vild med storbyen og helst så at hun kunne være derhjemme sammen med hendes familie, men hun ved godt at det er her hun kan opnå ny erfaring, for på landet udvikler man sige ikke. Generelt var hun meget uforberedt på vores spørgsmål, for hun havde aldrig turde håbe på hun kom så langt som hun er nu.
”A proper woman”
”A proper woman” er en novelle skrevet af den unge Cambodjaner Thavry. Bogen handler om synet på kvinder gennem de sidste 3 generationer, og fremstiller hvordan kulturen i Cambodja ligger et socialt pres på kvinderne, for at blive i samme mønster. Thavry sammenligner hendes eget liv og hendes muligheder med de muligheder hendes mor og mormor har haft i forhold til fx uddannelse, job og ægteskab.
Bogen udkom først på engelsk, for knap et halvt år siden og blev for 2 måneder siden udgivet på khmer, modersproget i Cambodja. Bogen har allerede solgt over 1000 eksemplerne på khmer og endnu flere på engelsk. Hun udgav først sin bog på engelsk for at skabe opmærksomhed omkring den ulige ligestilling i landet. En problemstilling som hun selv siger er karakteristisk for mange udviklingslande. Hun har spredt budskabet om sin bog, gennem de sociale medier og haft stor succes med at nå ud til de unge piger, som er hendes primær målgruppe.
Hun vil med hendes bog gerne opfordre til at man, som kvinde i Cambodja. skal have ret til at leve livet og følge sine drømme, uanset hvad de er. Hun prøver at sætte et eksempel for den unge generation af både pige og drenge. For det er ikke alene pigerne der skal bryde med de, til tider, meget strenge regler for hvad man, som kvinde, i Cambodja må og ikke må – Drengene og mændene skal også se i øjnene at kvinder skal have ret til fx uddannelse på lige vilkår med mænd. Hun har fået mange henvendelser fra kvinder om at de føler at bogen er deres egen historie.
Forfatteren selv er af sin mor opdraget som en ”dreng”, forstået på den måde at hende mor altid har gjort meget ud af at hun skulle have de samme muligheder i livet som hendes bror. Hun skulle i skole, om så familie var nød til at gå fra hus og hjem, for at få det til at løbe rundt.
Hendes bog koster 11$ hvilket er en rimlig høj pris i Cambodja, men hun har samlet sponsorater for at kunne donere hendes boge til skoler mm og derved nå ud til sin målgruppe. Hun har i dag i alt doneret over 5000 eksemplarer af sin bog.
Farvel og tak
Inden længe er det blevet min tur til at vende snuden hjem ad, de tre måneder her i landet er fløjet af sted og jeg har lært så meget og oplevet en helt anderledes kultur på aller tætteste hånd. Helt nede på hverdags plan har jeg lavet en lille liste med skøre observationer jeg har gjort mig af den kultur jeg har fået lov at opleve. Listen fortæller lidt om de små ting i hverdagen hvor Danskere og Cambodjanere har en helt forskellige tankegange. Så her deler jeg et par af de små finurligheder jeg har oplevet på min rejse.
- Der er stort set ingen byskilte i Cambodja og kun et begrænset antal vejskilte i det hele taget.
- Hvis man i Cambodja for undervisning i engelsk i skolen, så kommer lærerne stort set altid fra udlandet.
- For at komme af med affaldet brænder man det bare. Plastik, pap, papir og tekstiler.
- Der er meget højt til loftet i alle huse til trods for at Khmerer er et lavt folkefærd.
- Der ikke så mange regler i trafikken, men løfter man en hånd giver det dig pludselig adgang til at krydse en vildt trafikeret vej uden besvær.
- Præsten styrere ikke slagset gang i kirken – det er forskellige personer fra menigheden der prædiker og læser tekster op.
- Khmerer er meget perfektionistiske i skolen og bruger som regel slettelak og kuglepen, hvilket godt kan gøre det ret besværligt at lave fejl.
- Man må spille højt musik på alle tidspunkter af døgnet.
- Man drikker ikke i forbindelse med måltiderne, man spiser først, så drikker man og bagefter kan man snakke. Hver ting til sin tid.
- Hvis khmerer skal ud i solen, tager de så meget tøj på som muligt, for at beskytte deres hud, så de ikke bliver brune, det syntes de nemlig ikke er pænt.
Jeg kunne forsætte min liste længe endnu for kultur forskellene er mange, men lighederne lige så.
Til sidst vi jeg runde min tur af med lige at vise jer nogle små video glimt af hvad jeg i løbet af de sidste tre måneder er stødt på af forskellige situationer.
https://www.youtube.com/watch?v=_rTOhY4fHew
Jeg har set forskelle og ligheder med Danmark, og nu er jeg nået der til hvor jeg nogle dage rigtig gerne vil hjem og andre dage har lidt stress over at jeg lige snart sidder hjemme i Danmark – men nu stopper min rejse mens legen er god.
Amalie – provstivolontør Frederikshavn provsti.