Tilbage i preah Sdach igen har vi nu påbegyndt vores sidste ugens undervisning. Den sidste måned er nemlig sat af til bla. at se Angkor Wat, besøge Prey Lang skoven, besøge menneskerne de forskellige steder vi har boet og forskellige projekter der ellers opsummere vores rejse. Det er SÅ vildt, at der nu kun er en måned tilbage af vores opholde. Jeg begynder at føle at jeg har travlt hvis jeg skal nå at opleve alt hvad dette land har at byde på, men sammentidig føler jeg også at det snart kunne være rart at se familien igen. Nok om det, jeg udnytter den tid jeg har og hjemme venter en savnet familie og en kulde som sikkert de første par dage bliver meget lækkert men også lidt af et kulde chok – men så det godt at julen står for døren og kan skabe lidt varme i sjæl og sind.
Når det bedste sprog er kropsprog
Eam, præsten og oversætter, har den sidste uges tid haft rigtig travlt, så sprog barrieren til vores elever har til tider været svær at se hen over. Især når man står der med 26 elever i alderen 4-12 år, som ikke taler samme sprog, som en selv. Man kan fyre nok så mange engelske gloser af, men det meste ryger lige hen over hovedet, hvis ikke man formår at illustrer det for dem. Man kan fange alles opmærksomhed hvis man bryder ud i gråd eller latter og efterfølgende kan man så forklare ”sad” (ked af det) og ”happy” (glad). Det er godt at have kroppen.
Det er fedt at se hvordan alle elever lyser op og efterhånden ved hvad der skal ske, når vi peger ned i bunden af ”klasselokalet”. Det er nemlig lige fællessang og leg. Det er nødvendigvis ikke super planlagt, hvad vi skal lige skal lave, de lege der fungere bedst er som regel dem der opstå når 20 dejlige børn står forventningsfuld og kigger på en. En leg kan blive til ved noget så simpelt, som af kaste en bold og sige navnet på en frugt eller bevæge en kropsdel og sige navnet på den. Begynder man efterfølgende og synge ”hoved, skulder, knæ og tå” er ingen længere i tvivl om hvilken kropsdel der sidder hvor og hvad navnet er. Herefter er det tid til pause fra bevægelse. Eleverne bliver hurtigt trætte her i varmen og man kan fuldstændig opgive at lege udenfor med dem. Solen skal man helt undgå når man er Khmer – det handler nemlig om at være så bleg som muligt og holde sig nedkølet i skyggen.
”Pausen” bruger vi på at fylde nye ord på eleverne. Tegn en ting på tavlen og skriv navnet, straks efter har du 20 kopier, som nærmest på millimeterne er en præcis gengivelse af den måde du har skrevet på, så det handler om at skrive pænt. Det er nogle meget perfektionistiske børn vi har med at gøre, de visker og starter forfra hvis det ikke er pænt nok. Det kan til tider være lidt anstrengende, i vores øjne er det jo ikke måden det er skrevet på der vigtig, vi ville faktisk nogen gange ønske, at de ikke insisterede på at skrive alt ned. Selv repetition af ord de har haft SKAL skrives igen. De er som om der går fuldstændig uorden i deres system, hvis vi visker før de har skrevet af eller hvis vi ændre i ting vi har skrevet.
En ting må man give vores cambodjanske elever, de er nogen dedikerede elever som vil have alt med. Hjemme i Danmark skal mange forældre hver morgen kæmpe lidt for dels at få børnene vågne og efterfølgende få dem sendt af sted i skole til tiden. Største delen af vores elever stå klar minimum en time før undervisningen starter og kommer med blomster og tegninger til os hverdag. Den første kan være lidt hård når man som lærer først lige har slået øjnene op og det første man hører er et højt ”Good morning teacher”. En sætning som gentager sig adskillelige gang mens vi spiser morgen mad og svare man ikke råber de bare højere, ellers står de pludselig ved siden af en med en blomst.
At blive kastet ud som lærer har nok været den sværeste ting i Cambodja og selv om vi prøver at ligge en plan for dagen er der mange faktorer der kan ændre på den. Det er heldigvis ofte når ændringerne sker at nye lege opstår og kontakten til børnene bliver tættere. Alle har samme spilleregler på gulve, når vi leger og jo mere bevægelse og overdrivelse jo bedre. Så de store armbevægelser skal i gang til alle sange. Det handler om at være på.
For lige at runde undervisningen har vi heldigvis ikke stået helt alene med børnene, en tak skal lyde til Samiren søndagsskolen læreren, som trods sine manglende engelsk kundskaber er virkelig god til at fange vores tossede ideer og formidle dem til børnene. Hun er også lige den tand bedre til at få ro i klassen, det som om det virker bedre når børnene forstår at man skælder ud og vil have ro.
Billeder og video siger mere end alle mine 1000 ord så brug gerne lige 5 min på at se videoen herunder.
At have for mange eller for lidt drømme
Når vi underviser er det ikke med en vild drøm om at eleverne skal være eksperter i engelsk. Vi forventer ikke at de kan en hvis mængde ord eller sætninger, men ønsker kun at give dem chancen for at tale engelsk og lære de ord som florer lige omkring dem. En måneds undervisning kan man godt køre uden nogen drøm om hvad det skal blive til. Ønsket er bare at træne dem i at snakke engelsk og derved åbne deres muligheder. Det kan være svært at forstå at der er så mange mennesker her i Cambodja , som udefra set, ikke har hverken store eller små drømme for dagen og livet. Det er for mig både en fascination og en frustration, at se hvordan de bare tager dag som den kommer. På en måde giver det en lov til at være i nuet og lade tilfældighedernes spil råde. Det er som om en hver lille begivenhed er spontan, da intet sådan på forhånd er givet når man ikke har et program og gøremål for dagen. På den anden side går dagen også totalt i stå når der så ikke lige laves mad, spis umoden mango med salt, sukker chili mix , snakkes lidt om løs og fast eller købes ind på marked. En dag kan i Cambodja få lov at passere næsten helt uden gøremål, en ting som i Danmark er en sjælden ting. Jeg er selv opdraget med at det ville være spild af tid, men her giver det mig mulighed for at være tilstede i livet omkring mig. Jeg kan dog ikke forstå hvordan de kan lever uden drømme og gøremål på den lange bane. Hvorfor har de ikke lyst til at rejse? Eller have fritids aktiviteter ? noget at gå op i? Hvorfor gøre de ikke noget mere? Alle de ting der giver mit liv ”indhold” i Danmark er pillet væk. De studerende her, ligger ikke planer og laver ikke så meget ud over det nødvendige. Måske har jeg fundet et svar på hvorfor, da jeg fornylig stødte på dette citat i min bog.
Drømme er en luksus ikke alle har.
Måske er det drømme der adskiller “fattige” korrupte Cambodja fra den rige velfærdstat i Danmark. Derhjemme ligger verden åben, men det gør den altså ikke for Cambodjanere uanset hvor svært det end er for mig at forstå. Der er en usynlig begrænsning for de fleste her i landet, som hedder penge. Det er ikke fordi de ikke har til dagen og vejen , dem jeg har set i hvertfald, men der ingen grund til at ligge de store planer ud over det, for de kommer nok sjælden til at blive en realitet. Jeg har tit tænkt at måske er det demotiverende for dem at have en masse store drømme som kun vil gå i opfyldelse hvis et mindre mirakel sker. Ville du række ud efter noget du vidste lå fuldstændig uden for rækkevide? Nej vel. Det kan måske også være svaret på hvorfor unge i Cambodja ikke har den samme eventyr lyst som mig selv. Det er nok svært at lave store drømme hvis man ved de aldrig vil blive til virkelighed.
Dog skal det lige nævnes at der findes ildsjæle og drømmer i Cambodja. Tag for eksempel kirken nuværende Præst Eam og den tidligere præst Sarin. Eam har på sin computer lavet en plan for hvordan kirkens grund skal se ud når den er ”helt færdig”. Drømme senariet. En plan der desværre ikke kommer til at lykkes for den lille mand, hvis han skal have bare lidt kræfter og forstand tilbage når han er færdig. Der er realistisk set lidt for mange punkter på listen, men jeg kan godt lide at han drømmer stort. Sigt efter stjerneren og nå månen.
Sarin´s drøm handler også om kirken men ikke om grunden, men om dens menighed. Hans drøm og er måske lidt mere overkommelig. Han drives af et ønske om at lære menigheden, at kirken skal have 4 gro punkter og udvikle på dem alle. De 4 punkter handler om fysisk, socialt, intellektuelt og spirituelt at udbrede kirken. De fleste i Cambodja ligger desværre efter Sarins mening mest vægt på det spirituelle, at dele guds ord, mens Sarin vil have menigheden til at hjælpe i deres nærområde med andet end at dele gud ord. Han gav selv et eksempl ”Hvis du har sæbe og vand, kan du hjælpe et barn med at vaske sig. Derved giver du barnet lærdom om hygiejne, du hjælper fysisk barnet med at holde sig sund og rask og du sætter et godt eksempel for byen. Så du udbreder kristendommen fysisk, intellektuelt og socialt, fordi folk ved at du er kristen og derved ser at det guds vilje” . Alle har muligheden for at hjælpe på denne måde, men de færreste i menigheden gør det. Sarin er en fighter og han bliver ved med at dele sit budskab til hans drøm er opnået, det er jeg sikker på efter samtalen med ham.
Så drømme kan til tider fjerne fokus fra nuet. Nogle gange er man allermest til stede når der ingen plan er, man kan bare observer og så deltage hvis man finder noget spænende . Der skal nok desværre og heldigvis lidt mere end en hverdag uden planer for at drive et samfund.
Forskellene er store og lighederne ligeså
Amalie – Prostivolontør Frederikshavn.