Corona hører fortiden til på Nyakato bibelskole

Corona hører fortiden til på Nyakato bibelskole

Det kan være svært at forstå for os på afstand, men sådan tænker man på bibelskolen i Tanzania

19. marts 2020 lukkede landets regering alle skoler og uddannelsessteder, og fra Nyakato bibelskole måtte man sende alle de ca. 60 studerende hjem. Dog fik de ikke lov at gå tomhændet, idet de blev udstyret med forskellige opgaver til aflevering. Det er klart, at det ikke har været muligt at opretholde ny indlæring, men blot vedligeholde allerede tillært viden. Delvis er man lykkes med at holde kontakt og sende nye opgaver til de studerende, og der hvor man ikke havde adgang til internet, har man fået sendt opgaver og resultater med bussen.

Økonomisk kreativitet

Bibelskolens leder pastor Mimii Brown skal nok finde på, når der er udfordringer. Økonomien var en af udfordringerne, hvorfor de fandt på at sy mundbind, som kunne sælges. Desuden stillede regeringen krav om, at alle steder skulle opstilles mulighed for håndvask. Som vi kender fra Danmark, sætter vi vores hænder på mange flader i det offentlige rum. I Tanzania har en regeringsvirksomhed en produktion af mobile håndvaske, som betjenes med fødder uden at man rører med hænder. Man kan pumpe vandet og sæben med hver sin pedal. En sådan koster 75.000 Tsh (ca. 225 kr) i anskaffelse og hvis man kan sælge den til andre, kan man tjene 15.000 Tsh (ca. 45 kr). Dette fik bibelskolen arrangeret, og stiftet var den store aftager, idet de skulle sørge for at alle kirkerne havde en håndvask. Der blev også solgt til andre, og på den måde lykkes det at komme økonomisk fornuftigt gennem de to måneders lukning.

En nedlagt leder

Maj måned står lidt uklart for Mimii for i denne periode var hun syg i 14 dage med symptomer som svarer til en corona – dog uden at være blevet testet. Normalvis er Mimii ikke syg i længere tid, hvorfor det er nærliggende at tænke, at det efter stor sandsynlighed har været corona. Særligt i maj måned gik der mange rygter om dødsfald i de store byer. Ligeledes blev der nævnt om unge pinsepræster/biskopper som var døde. Kun få af de studerende kunne fortælle om dødsfald hjemme i deres familier gennem nedlukning.

Hård tid i de enkelte familier

I coronatiden kom børn fra studiesteder og kostskoler hjem til deres familie. Det udfordrede familiernes madbudget, idet man havde betalt for ophold på skoler og nu også skulle brødføde børnene, som var hjemme. Prisen på varer var ikke steget, men der skulle mere mad på bordet. Også de studerende var udfordret af opgaver fra skolen og arbejdet i hjemmene. Hjemmearbejdsplads med børn hjemme er en udfordring på tværs af landegrænser.

Tilbage til bibelskolen igen

Heldigvis kunne skolen igen åbne 1. juni og alle studerende returnerede til Nyakato igen. Nu var der krav om mundbind til alle studerende og håndvask uden for hvert klasselokale. Vagtordning på skolen er udvidet fra kun nattevagt til også at inkludere dagvagt, for at sikre at regler overholdes.

Flere af skolens lærere var missionærer fra Finland og Danmark, som ikke kunne returnere d. 1. juni. Nogle af disse har undervist online, når internetforbindelsen tillod det. Ellers er man lykkes med at invitere lokale pensionerede præster, domprovster eller biskopper til at undervise.

Kostplanen er ændret

Regeringen udsendte regler om afstand, mundbind og håndvask, men også om at man skulle ændre kosten Nu skal chili, ingefær, citron og tomat være en del af kosten. Ved besøget fik vi serveret vandmelon med ingefær, hvilket vi gerne anbefaler andre at lave. Hvis corona sygdommen kan føre til en kost hvor de lokale gode krydderier/grøntsager i højere grad bruges, er det svært at klage.

Vandmelon med ingefær

Kontrolvisit med og uden mundbind

Mimii fortalte os om den dag de lokale regeringsmyndigheder kom på kontrolvisit på bibelskolen. Det pudsige er, at man fra regeringen har sagt at corona er væk i landet, men opretholder krav om mundbind! Dog bærer regeringsmedlemmer ikke mundbind og heller ikke denne kontrolenhed. Ved ankomst til skolen fortalte vagten, at det ikke var muligt at besøge skolen uden mundbind. Da de ikke havde nogle med kunne de købe dem, som man på skolen havde produceret. Gruppen inspicerede skolen og fandt ikke nogen kritikpunkter. Da de skulle gå, indrømmede de at de var ankommet og at de havde købt mundbind hos vagten. Mimii havde også undret sig lidt over, at de bar netop de genkendelige mundbind fra skolen. Samtidig havde gruppen sagt, at de såmænd slet ikke havde behøvet at inspicere skolen, fordi de allerede ved vagten var klar over, at de nu var ankommet til et sted, hvor der var styr på sagerne.

Fremad igen med corona på bagsmækken

Skoleåret er forsinket men bliver gennemført. Der er eksamen i slutningen af juli og planlagt ordination af tre præster i slutningen af august. Den endelig graduation vil blive i november. Man forventer at skubbe næste skoleår men ellers at gennemføre som planlagt.

Vores hjerter blev berørt af at lytte til Mimiis historie og endnu mere da hun ved afskeden sagde ”at det bringer håb at I kommer og ser til os og besøger os”. Sådan er partnerskab også. At vi vandrer med og lytter på fortællingen. Tak, at du også læste med og nu kan bære Nyakato bibelskole og Mimii i dit hjerte.

Bedste hilsner fra Louis og Anna-Marie