Dagligdagen ankom inden vi skulle videre

Luthersk eller økumenisk i vores hverdag i Iringa og så endda i måneden for 500 års fejring af reformationen

Livet på den sikre grund
Der bliver passet godt på os her på Luthersk Missions grund i Iringa. Hegnet rundt om området, lågerne ved indkørsel og nattevagter. Det er helt sikkert nødvendigt for at passe på området. Og det bliver der. Bygninger og udendørsområder bliver vedligeholdt grundigt. Vi har blomstrende buske og små blomster, som gladelig titter frem, fordi de også vandes. Tagetes, roser og stauder – her mangler ikke noget. Hver morgen i hverdagen kl. 8 begynder vi med morgenandagt i den åbne hytte. Salme og tekstlæsning på swahili. Det gør godt at være en del af et lokalt åndeligt fællesskab.

        

International Christian Fellowship
Vi var kun lige ankommet til vores hjem i Iringa, da vi fik en invitation til nogle af de tilbud, som det kristne fællesskab i Iringa tilbyder. På en god, naturlig og samtidig afslappet måde møder vi kristne fra andre lande. Hjemmene og hjerterne er åbne overfor de kristne, som er her nu. Vi kan dele liv nu, hvor vi alligevel er på samme sted. Vi kommer alle fra forskellige kirker og traditioner. Lutherske, katolikker, pinsefolk, frikirker, anglikanere, tyskere, britiske, schweizer, danskere, svenskere, amerikanere, canadiere, ugandaere, kenyanere og muligvis flere.

Lørdag eftermiddag spiller vi volleyball med hinanden, hvilket ikke har været uden udfordring, da vi nok mere var i ro-form end volleyform, da vi ankom. For ikke at stå helt tilbage, har vi købt en volleyball og træner lidt i fritiden. En familie, som bor på en farm, åbner deres have hver lørdag, så vi kan komme og spille volleyball og være sammen på en social måde. Det er en flot gestus.

Der er gudstjeneste to søndage om måneden. Fællesskabet har eksisteret i over 20 år og er præget af frivilligt engagement. Her er ingen som får løn. Alle opgaver i fællesskabet løses frivilligt såsom ledelse af gudstjeneste, prædiken, søndagsskolen, nadver uddeling, kaffebrygning, kage mv. Vi er endda kommet med i en bibelkreds.

De fleste folk i kirken, er udsendt som missionærer i forskellige opgaver med en klar bevidsthed om, at Gud har sendt dem til en opgave. Midt i de udfordringer livet byder på, forstår de fleste at på trods af alt, leder Gud dem.  Man deler glædeligt fra sit liv med Gud. Det er på en måde lidt fremmed i forhold til den kultur vi kender fra kirker i DK. Man kan sige, at Gud arbejder på mange forskellige måder og kan bruge mange forskellige mennesker. Her er det også godt at komme til erkendelse af at den måde vi gør i Danmission, trives vi nu fint med.

I kirken er der en gruppe, som har boet her i Iringa i en årrække, hvor de har slået sig ned. De driver en business, måske har de en farm, og så lever de livet her. Overraskende og måske også forståeligt. Typisk er det folk, som har været så længe væk fra deres hjemland at de enten trives med at etablere sig i nye egne eller fordi kvaliteten af livet her, er så høj, at den er at foretrække. Jeg vil da også sige at med de diskussioner og regler, som pågår i Danmark lige nu, kan et liv udenfor eget land være en mulighed.

Økumenisk fællesskab?
Tendensen på verdens plan i kirken er, at vi i højere grad er på vej i retning af økumenisk fællesskab, altså et fællesskab, hvor vi mødes, fordi vi er kristne og ikke går så meget op i hvordan vi forstå bibelen og troen på Gud. Mødet med kristne i Iringa har helt sikkert også skubbet i den retning. Folk som har boet i Tanzania i mange år tænker også i den retning. Her lægges vægt på enhed, og at vi som kirke har mulighed for at være et vidnesbyrd når vi viser at vi kan stå sammen.  Man skal kunne rumme forskellige formuleringer og kulturer i trospraksis. Det er sket at jeg har fået strittende nakkehår, når andre kristne udtrykker noget som jeg selv har gjort op med for nogen tid siden. Muligvis skal man også have lidt mere tillid til folk, end den man kan opbygge på 3 måneder, når man har holdninger til tro som måske afviger fra andres og vil udtrykke den.

Daglig døgnrytme
Hos os bliver det stadig lyst kl. 6.30 og mørket falder på kl. 19.00, som det plejer. Muligvis er der lidt højere temperaturer midt på dagen. Solen skinner hver dag. Så det er næsten ikke et samtaleemne. Her er spørgsmålet mere om hvornår regnen kommer. Alle er afhængige af regnen, hvilket helt sikkert bliver et emne i kommende tid, fordi november er tiden for regn.

20. oktober går rejsen i bil til Karagwe. Vi forventer at bruge et par dage på det. Ud på landevejen med lastbiler og busser, som ikke altid har en hensynsfuld kørsel. Må Gud gå med på rejsen.

Bedste hilsner Anna-Marie og Louis