Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg:

Gensyn og nyt syn

Banantræer, rødt jordstøv, bjerge, imødekommende mennesker, salmesang, trommer, kvindekor - jo det er i sandhed et glædeligt gensyn

Det er helt fantastisk at gense Tanzania. For mit vedkommende er der 10 år siden, og selvom det er genkendeligt, er der også meget nyt. Allermest varmer gensynet med mennesker. Vi har mødt adskillige, som vi også har mødt i DK, fordi frivillige i Danmission har inviteret. Disse besøg over grænser er med til at skabe relationer og fælles erfaringer. Nogle har jeg selv mødt i DK og andre har besøgt Danmission frivillige, som jeg kender. Husker nogle mon Mambo, Sophia, Theophil og Enok? Sammen kan vi tale om fælles bekendte og tidligere missionærer. Det er som at høre til i en stor familie, hvor Danmission har været medskaber af muligheden.

To søndage og to gudstjenester – selvfølgelig. Vi er blevet ejere af den lokale salmebog og forsøger ihærdigt at følge med i ritual og salmesang. De beder virkelig hurtigt – ord på swahili kan slet ikke omsættes i hjernen. Det går nemmere med salmerne, som synges i et roligt tempo, hvilket giver hjernen mere tid til afkodning af ord. Dog forstår vi stor set intet. Få ord har sat sig, men vi har lang vej endnu. Salmemelodierne kommer mig i hu fra missionshuset i DK. Gudstjenesteritualet er genkendeligt, hvilket i sig selv skaber samhørighed, i brød og vin bliver vi ét, også i fællesskab med jer i DK.

Vi er privilegeret i, at Else Højvang, tidligere udsendt til Tanzania, er vores guide og følgeven. Det er fantastisk at mærke den kontakt, som åbner sig mellem Else og folk når de taler swahili sammen, både fordi der er en relation og fordi sproget går til hjertet. Vores motivation til at lære swahili er ikke blevet mindre. Det kommer til at foregå fra slutningen af juli, hvor vi begynder på sprogskole i Iringa langt fra Karagwe.

På denne tur bor vi i det hus, som for en tid skal være vores HJEM. Det er nyt at skulle forestille sig et liv her. Louis siger, at det ikke er sværere end at bo på Lolland. Vi har el (det meste af tiden), gaskogeplader (når vi ikke har el) og rindende vand (når det har regnet). Mon ikke også vi har gode naboer? Det vil jeg tro – vi skal bare lige kunne tale med dem.

Vi bor på Karagwe stifts grund nabo til stiftskontoret og domkirken. Vi troede der ville være helt stille i weekenden, men vi har opdaget, at vi kan nyde, at nogle af domkirkens kor øver til søndagens gudstjeneste. Ikke dårligt, nærmest en velsignelse.

Og det er sådan vi tænker – sikke en velsignelse at blive budt velkommen til et nyt arbejde og område blandt venner og kollegaer.

Bedste hilsner Louis og Anna-Marie