Hvor du vander, vil planten gro

Jo, vi ved det godt. Vand og sol er betingelser for en god høst. I Tanzania er den største udfordring om der kommer regn til planterne. Her kan du læse om vand, som BEGEJSTRER

Det er helt afgørende, for befolkningen i den del at Tanzania, hvor vi bor i at høsten bliver god. Over 90 % af befolkningen her ernærer sig ved afgrøder på deres lille landstykke (shambaen). Vi kan glæde os over, at mange steder er der kommet god regn i de sidste måneder til især bønnerne, som har brug for det nu. Desværre er der andre steder, hvor gule blade fylder mere end frugten.

”Børn er som blomster, som vil tørre ud, hvis ikke du passer på dem”
Det var på et besøg i en børnegruppe på en almindelig folkeskole, at dette blev sagt. At børn også har brug for at vi passer på dem, ligesom man skal passe på afgrøder i sin shamba. Tanzania er et land hvor børn i mange tilfælde ses som en gave fra Gud, som først for alvor får betydning den dag, hvor de ikke er børn længere.

Børn har helt grundlæggende behov som omsorg, mad og tøj. I den verden, som vi lever i, har de ligeledes ret til skolegang og til at kunne leve i fred uden vold. Ikke alle børn får lov til at opleve dette, desværre kender ikke alle disse rettigheder, og derfor sker der ingen forandring. Mange børn går måske 1 time på tom mave på vej til skole, og da der ikke serveres mad i skolen, kan det blive en lang dag, hvor fristelsen til at stjæle lidt frugt undervejs kan overmande børnene. Faktum er også, at man lærer mindre på tom mave. Flere børn oplever ligeledes at blive udsat for voldelige overgreb på et eller andet niveau enten hjemme eller i skolen.

Heldigvis er Danmission på pletten sammen med kirken og de lokale regeringskontorer. Det er så godt. Tag med på en lille tur og læs et par eksempler på børn, som hjælper andre børn. Programmet hedder Shauku, hvilket betyder begejstring på swahili. Man kan betragte Shauku som vand, der får børn til at blomstre.

Billedet her er fra et møde mellem kirken repræsenteret af biskop Keshomshahara fra Nordvest stiftet ved Bukoba, den lokale regeringsleder fra Chato (til højre) og Danmission repræsenteret af Anna-Marie.

Modige Maria tog sagen i egen hånd

Maria fortalte mig, at en dag fik hendes familie et besøg af nogle børn, som kunne fortælle, at de boede alene med deres far. Denne far drak og var ofte fuld, hvilket betød at han ikke altid fik sørget for at børnene fik mad. Da de boede tæt på en sø, tog børnene ned for at fiske og kunne enten sælge fangsten eller spise den. Men denne dag da de kom på besøg hos Maria, var de kommet hjem med fisk igen, og der var faren desværre kommet fuld hjem og havde ødelagt fiskene. Børnene var naturligvis skræmte og på sin vis heldige. Fordi Maria går i en af de børneklubber, som landsbykomiéer (rettighedsgruppe oprettet gennem Shauku) har oprettet. Derfra ved hun at disse forhold ikke er i orden for børn, og derfor gik hun til handling. Hun besøgte faren for at forklare ham, men han var fuld og afviste hende. Maria lod sig ikke slå ud og gik hen til han en anden dag. Marias forklaring til faren om at det var hans ansvar at sørge for sine børn, førte til at han ændrede adfærd og i dag sørger for mad til sine børn. Hvilket mod denne pige udviste.

Dreng blev handicappet af slag fra sin egen far
Gruppen af børn mødes på skolen hver uge for at lære om deres rettigheder, og hvordan de kan handle, når de oplever at nogle børns rettigheder ikke tilgodeses. Gennem sang, dans, rap og drama spreder børnene i børneklubberne deres viden til andre børn. Ved besøget i gruppen opførte de et teaterstykke, som gjorde et stort indtryk.

Det konkrete barn, som sagen handler om, er ikke på billederne. Kun skuespillere.

Situationen, som udspilledes, var, at et barn havde fået en defekt arm, efter at den blev brækket af slag fra hans far. Armen groede nemlig ikke ordentlig sammen. Formentlig pga. forståelige skam skjulte moren barnet og ville ikke sende ham i skolen. I midlertidig hørte hans søskende  gennem en børnegruppe i skolen, at alle børn har lov til at gå i skole og kunne ikke lade være med at fortælle om deres bror. Læreren og en fra landsbykomitéen besøgte moren for at høre om alle børn i dette hjem gik i skole, for de havde hørt noget andet. Moren nægtede alt, selv da landsbykomitéen lovede hende en gave hvis hun fortalte om det barn de havde hørt om. Da gæsterne gik, gav mor sine børn straf ved at nægte dem mad, fordi de havde sladret.

I skolen fulgte læreren dog op på sagen, og igen fortalte andre søskende at der var et barn derhjemme. Denne gang kontaktede landsbykomitéen politiet og sammen besøgte de familien. Politiet ledte i huset og fandt barnet, hvorefter de tog mor med på politistationen (der tænkte jeg ….. nej, tænk hvis mor bliver sat i fængsel, hvem skal så passe på de børn?). Mor gik til bekendelse og fortalte historien om far, som har slået barnet.  Mor blev sat fri og kom hjem til børnene, og drengen med handicap går nu i skole. Heldigvis får denne dreng nu også undervisning og selvom det kan være vanskeligt at klare sig med eventuelle fysiske handicap, vil det øge hans muligheder at han dog har fået noget viden i skolen.

Kvaliteten er steget
Melissa er leder af dette program i Karagwe stift og hun fortæller, at hun med dette program er blevet bedre til at få løst de svære konflikter, som hun møder gennem børnegrupperne og landsbykomitéer (de er oprettet for voksne). Vi har lært at se sager fra flere parter sider og ved nu hvilke handlemuligheder, som vi har for at kunne hjælpe. Nogle sager bliver nødt til at komme i retten eller man bliver nødt til at arbejder for at ændre vilkårene for befolkningen. Derfor arbejder vi også på, at biskopperne som kirkens ledere sammen med lokale borgermestre kan løfte de nødvendige sager op på et politisk relevant niveau.

Må vi slå urolige børn?
Dette var et af spørgsmålene fra én af de 45 søndagsskolelærer på kursus forleden. Må vi slå på børn for at få dem til det at opføre sig ordentligt? Jeg blev glad over at høre at flere af de andre søndagsskolelærere var helt enige om at urolige eller uartige børn må håndteres på anden vis. ”Vi må forklare barnet hvad det rigtige er og hvilke forventninger vi har til dem her i kirken.” Sikke et nybrud. Vi kan glæde os over at det er frugten af den undervisning, som de tidligere har fået på de kursus som kirken via Danmisison har givet, men måske også en bevægelse i samfundet.

Nogle planter dør af at tørre ud. Sådan kan det også gå med børn, at de overgreb som de udsættes for, vil følge dem livet igennem. Derfor er det et vigtigt arbejde at skabe muligheder for at forhindre det. Det begejstrer mig at Danmission forebygger senskader ved at løse børns helt basale udfordringer nu.

Bedste hilsner fra Louis og Anna-Marie

Om Shauku
I mange årtier har Danmission sammen med de enkelte stifter støttet mennesker, som mangler mad, skolegang, lægehjælp, frihed og håb. Men nogle af de strukturer, som fastholder mennesker i fattigdom, lader sig ikke løse af det enkelte menneske eller af de enkelte stifter. Derfor satte 4 stifter sammen med Danmission i 2018 gang i et fælles program kaldet Shauku (betyder begejstring på swahili), hvor kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse understøtter hinanden. For den lutherske kirke i Tanzania er stærk, når dens stifter holder sammen, deler erfaringer og taler med én fælles profetisk stemme. Det kan få magthaverne til at lytte og reagere.