Uafhængig og fri – sand juleglæde

I Tanzania fejres uafhængighedsdagen d. 9. december hvert år blandt andet som en fridag. På morgenturen i bjergene i Karagwe gik ingen børn på vej til skole denne dag. Altid godt med en fridag.

Det som Tanzania, eller rettere Tanganyika blev fri af d. 9. dec. 1961 var FNs formynderskab under engelsk administration. Senere kom Zanzibar til og landet blev samlet 26. april 1964. Endnu senere fik det navnet Tanzania. Folket fik politisk frihed, men hvad betyder frihed og det at være frie? Det er et bredt begreb og kan tolkes både politisk, filosofisk og såmænd også åndeligt. Frihed kan knyttes til selvejerskab, retten til at vælge, forsamlinger, tro og religion, presse, foreninger, ytringer og tanker.

Sammen med julehilsner tænker vi tilbage på dette år, hvor vores frihed, forstået som retten til selv at vælge, har været under pres pga. Corona restriktioner. Hvor vi plejer at kunne rejse og forsamles frit, har vi mærket begrænsninger. Som udsendte har vi også oplevet at skulle flytte fra land til land og fra sted til sted og tilpasse os de nye ydre rammer igen og igen. 2020 blev det år, hvor vi individuelt og kollektivt måtte forlige os med, at vi deltog i færre fejringer i familierne, færre koncerter, færre rejser, og vi kan selv fortsætte. Der er flere mulige reaktioner, mange har passivt accepteret og forligt sig, mens andre kæmper i mod og finder nye veje ved kreativt at bryde restriktioner. Der er noget modsatrettet, normalvis ønsker vi et aktivt civilsamfund, som viser handlekraft, og denne gang er det politisk korrekt at være passiv.

Sammenligner vi med livet i Tanzania, hvor de ydre rammer i høj grad definerer hverdagen, har vi muligvis noget at lære. Her venter vi ofte 1-2 timer på at blive ekspederet af offentlige myndigheder, hvis altså ikke ham den eneste, som har nøglen til skuffen med stemplet, har fri i dag og derfor må vi vente til i morgen. Her går og kommer strøm og internet uden vi har indflydelse. Her kan regnen forsinke en rejse eller manglende reservedele udsætte en reparation. Dengang vi skulle have et lokalt kørekort, var de løbet tør for plastkort, og i et helt år kørte vi rundt med udfyldte papirer i bilen, hvis vi skulle blive bedt om at vise kørekort. Man kan sige, at det giver spildtid eller måske mentale pauser, hvor man kan lade tanker flyde eller bede en bøn.

Når man møder begrænsninger i personlig frihed, kan afmagt og opgivenhed være en negativ risiko. Da er det at man kan stoppe op og kigge sig omkring her i Tanzania. Under pres arbejder mennesker videre. Under regn til kirkearrangementer begynder folk at danse og synge for at fordrive tiden og måske minde hinanden om den frihed som virkelig rykker.

På uafhængighedsdagen gik jeg en morgentur forbi den lokale skole, som ligger på en bakke. I regntiden skylder regnen jorden ned af bjerget og blotter rødderne. Hvis ikke der var dybe rødder, ville træet gå ud. Det anslås med Per Krøis Kjærsgaards sang ”Kære linedanser”, når han i tredje vers slutter: ”De stærkeste rødder har træ´r i blæst”. Trærødder styrkes under udfordringer, fordi træet bare VIL overleve, og derfor søger dybere ned.

Nu sidder vi stumme og venter på stunden,
Da Herren vil komme, besøge sit folk
Og lægge os levende lovsang i munden,
Guds Ånd fra det høje vil være vor tolk.
Vor vantro skal vige
Guds sol skal da stige
Med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,
Det nærer vort håb, og det bærer vor glæde.
(Salmebogen 89,3 af Johannes Johansen)

Advent er at vente på den stund, hvor Gud vil besøge sit folk og Guds Ånd vil tolke det, som vi ikke forstår. Vi venter en trøst, som overgår al forstand, og at håbet afløses af glæde. Hvis vi forstår friheden mere åndeligt, kan vi i Johannesevangeliet læse, at Jesus sagde: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie skal I være virkelig frie” (Joh 8,36). I julen fejrer vi, at Jesus Kristus kom til jorden også for at gøre os frie, som vi kan læse i profetierne ”at udråbe frigivelse for fanger”. Vi er muligvis bundet af forskellige ydre restriktioner og begrænsninger, men den frihed, som vi kan få i Kristus, stikker dybere ligesom rødder på træer. Hos Kristus kan vi finde julefred og varig glæde. Vi kan bemærke, at juledag her i Tanzania ikke er fyldt med dyre gaver og overflod af mad, nej her er festen en stor lovsang og tak til Gud for sine gaver til os.

Tak for følgeskab gennem året. Tak for forbøn og medleven, hvilket vi alle har brug for.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et velsignet nytår.

Bedste hilsner Louis og Anna-Marie

PS. Da billeder fra året der gik skulle vælges til bloggen indså jeg at havet, udsynet og den høje himmel dominerede. Måske ligger friheden der, ved havet og i naturen.