Gennem længere tid kirkerne i Afrika drøftet dette, og i 2019 var hovedtemaet for All African Conference of Churches (AACC) netop vildledende teologi (misleading theology). AACC er et økumenisk fællesskab, der repræsenterer mere end 200 millioner afrikanske kristne i 204 nationale kirker og regionale kristne råd i 43 afrikanske lande. AACC’s hovedkontor er i Nairobi, Kenya.
I oktober 2021 blev denne type af teologi drøftet mere lokalt, nemlig mellem 26 lutherske biskopper fra Tanzania sammen med nordiske partnere på det årlige Round Table Meeting i Lutheran Mission Cooperation i Arusha. Danmission er med i dette fællesskab, og denne gang er bloggen inspireret af dette møde. Oplægsholderne var Dr. Angela Olutu, Makumira Teologiske Universitet Tanzania, Dr. Cynthia Holder Rich, amerikansk missionær og underviser på Makumira Teologiske Universitet i Tanzania og Prof. B. Eale, AACC Nairobi (Eale er oprindelig fra Congo).
Dr. Angela
Prof. Eale
Hvornår fører teologi til vildledning?
Der findes utvivlsomt flere svar på dette spørgsmål. Ét er konteksten, idet det vildledende udtryk kan skifte fra land til land og fra kultur til kultur. Nogle vil hævde, at vildledende teologi kan opstå der, hvor vi tolker bibelen forskelligt. Altså, når nogle prædiker en anden forståelse af kristendom, da er det vildledende forkyndelse. Det viser sig nu alligevel, at det i Afrika og Tanzania nok handler om mere end bibeltolkning.
Selvudnævnte eller demokratisk valgte præster og biskopper?
Ét karakteristika ved disse nyopståede kirker i Tanzania er selvudnævnte profeter, præster eller biskopper, som hævder at have fået et kald eller særlig evne fra Gud til at bringe et budskab eller udføre end handling, typisk en helbredelse. Da de netop optræder alene, findes ikke et fællesskab eller struktur, som kan regulere disse.
Nogle vil måske med rette hævde, at institutionen KIRKEN har for meget magt og at der kan være fare for at den struktur og ramme, som kirken udgør, kan tage energien fra det egentlige, nemlig forkyndelsen. Gennem kirkehistorien findes utvivlsomt flere eksempler på dette. På samme tid kan en ramme sikre gode vilkår for forkyndelsen. Også udvælgelse af præster og biskopper foretages af flere, hvilket gør at ansvaret deles.
Når rammen for forkyndelse og praksis, således som kirken er blevet enige om at virke indenfor, med jævne mellemrum udfordres, da giver det god mening med et fornuftigt tilsyn. I Danmark eksisterer tilsynet ikke kun inden for folkekirken, men også frikirker er gået sammen og har nogle fælles regler, som alle frikirker er blevet enige om at virke inden for.
Et liv i overflod og fremgang
Hvem ønsker ikke det? Specielt mennesker i Tanzania, hvor mange reelt er fattige og drømmer om et liv uden bekymring for skolepenge, god bolig og måske en bil. Drømmen er helt sikkert at få økonomisk overskud eller at kunne blive rask, når man bliver syg. I et land hvor man selv skal betale for hospitalsydelser for alle over 5 år, kan være mere åben overfor alternativer. Så det handler ikke kun om et mirakel for uhelbredelig sygdom, men en måde at løse sygdomme på. Når en selvudnævnt præst hævder, at han har fået særlige evner fra Gud til at helbrede, OG at Gud ønsker, at alle hans børn kan leve et liv i overflod, da kan det være fristende at lytte endog bidrage økonomisk.
Da den afrikanske kultur giver respekt til rige, selvom den ledende klasse gennem historien har opført sig grådigt og korrupt, kan ønsket om et liv i rigdom forstærkes gennem netop kulturen i Afrika.
Metoder i den vildledende teologi i Tanzania
Der er et udtalt fokus på, at den enkelte kan forvente at modtage, mere end at høre et kald om at mennesket forventes at give til næsten. Opmærksomheden er rettet mod fysisk velbefindende, godt helbred, sundhed, et godt arbejde og de materielle goder som tøj, hus, bil. Forkyndelsen lyder, at det er når man yder donationer, at man sår det frø, som gør, at Gud giver. Dette følges op med opfordringer om at sælge sine ejendele for at så dette frø. Desuden lægges pres på tilhørere, sådan at de giver til præsten eller kirken. ”Den, der sår stort ,vil høste stort”
TRO får en stor vægt, blot du tror nok, da vil det umulige ske. ”Sig det – og Gud vil gøre det” og mennesker får en følelse af livsmestring.
I flere tilfælde er det muligt at købe en velsignelse eller en berøring. Der sælges olie, vand og lotion på flaske til ud- eller indvortes brug. Med godt bibelkendskab kan flere af disse elementer genkendes fra bibelen. Dog ikke som noget, der er til salg.
Karakteristikum ved de nye sekteriske kirker
Nogle prædikanter satser på mange fattige og rejser fra landsby til landsby med pengene godt gemt, mens andre bevidst går efter middelklassen og etablerer sig i byerne med prægtige kirkerum, Tv-station eller radiokanal. Brugen af medier er effektiv, hvor man professionelt sælger kirkens budskab bl.a. med mulighed for at give donationer. En præst kan f.eks. invitere 10 af sine venner til at optage prædikenen på smartphone, for at de derefter deler optagelsen på sociale medier.
En del af de nye kirker har udvikler et stærke netværk med mentorordning og oplæring af nye medlemmer. Der tilbydes kursus, og kirken opretter egne skoler, hvor man kan modtage undervisning til at kunne tage del i kirkens arbejde.
Kirkens mulige svar
Uden tvivl har kirken brug for flere veje til at løse denne udfordring. Prof. Eale anfører, at et centralt punkt er at anlægge en mere kristologisk forståelse af teologien og gå bort for den synkretisme, som kirker i Afrika i nogen grad har accepteret. En god test kan være rette opmærksomheden på hvem prædikanten udpeger, som den man skal tjene – Jesus Kristus eller prædikanten. Eale fortsætter, at kirken må gennemtænke teologien for, hvordan kirken tolker, f.eks. Johannesevangeliet hvor vi kan læse, at ”Gud vil give liv i overflod”. Dette kan synes vanskeligt at forstå i en kontekst, hvor mange lever et liv som har mere karakter af fattigdom end overflod.
Desuden argumenterer Eale for talen om velfærd må genfortælles sådan, at man indser at velfærd er meningsfuld i det øjeblik, at den bruges i en tjeneste for andre mennesker.
Når kirken mest har talt om helbredelse som noget der sker gennem medicin og forbøn, men mindre som et mirakel, erkender Eale, at kirken har efterladt et teologisk vakuum. I forhold til den kristne tradition eksisterer troen på at et mirakel kan hænde.
I nogle lande og sammenhænge har afrikanske kirker interesseret sig mere for den forkyndelse som missionærerne bragt end at gå tilbage til biblens beretninger fra de første kristne. Både Rich og Eale råder til en fordybelse i hvad bibelen beretter om helbredelse, rige og fattige samt om fremgang og succes.
Når det er sagt, kan kirken helt sikkert også lære af de sekteriske kirkers brug af sociale medier. Det er en stor og vigtig mulighed med både Facebook, YouTube kanal, radio og TV, hvilket naturligvis kan være en kostbar affære. Men måske noget strategisk arbejde i den retning, vil kunne nytte.
Vildledning indenfor den lutherske kirke
Det er nemt at pege på andre, når der synes udfordringer. Men den lutherske kirke kan selv inden for murene opleve vildledende undervisning. Det kan være en fristelse at presse kirkegængere til større økonomiske bidrag. Ligeledes kan visse prædikanter tiltrække et stort antal deltagere, men muligvis have en forkyndelse som lige går til grænsen eller måske over. Det kræver modigt lederskab af kirken at irettesætte præster, idet man kan risikere at disse forlader kirken og netop bliver en selvudnævnt præst i egen kirke.
Global udfordring
Sluttelig vil vi sige, at teologi på afveje bestemt ikke kun er en udfordring i Tanzania eller Afrika. Nej, det møder vi jævnligt både i Danmark og Sverige og helt sikkert også andre steder, hvorfra vi også ved, at der kan ligge et opsamlingsarbejde, når mennesker vælger at forlade den slags vildledning for igen at returnere til kirken.
Det er et vedvarende arbejde at sikre sund forkyndelse i vores kirker. Bed for vores kirkeleder ud over jorden og for prædikanter, at de må forblive tro overfor evangeliet.
Bedste hilsner fra Louis og Anna-Marie
Del en kommentar