Kvindelige teologer bryder tavsheden

Kvindelige teologer bryder tavsheden

Bæredygtige forandringer i kirke og samfund er kun mulige ved en retfærdig ligestilling mellem mænd og kvinder, hævder kvindelige teologer fra Tanzania. De er gået sammen og har udgivet en række artikler, som belyser problemstillingen.

Anna-Marie Lauenstein,  

Kvinderne ønsker at udfordre kirkens lederskab ved at pege på nogle af de udfordringer, som de som kvinder ser. Den lutherske kirke i Tanzania har mere end 300 kvindelige præster og teologer. To af 26 stifter ordinerer endnu ikke kvinder. Kvinders stemmer har endnu ikke plads i kirkens lederskab. Under 10 af de 300 kvindelige præster er provster, hvilket kvinderne ønsker at forandre. Kun få stifter har en kvindelige generalsekretær.

En gruppe af disse kvinder mener, at det mest har været vestlige missionærer, som har talt kvinders sag, men savner en lokal røst. Derfor finder de behov for at dele erfaringer og teologiske overvejelser i forhold til kvinders opgaver i Guds mission. Desuden ønsker de undervisning med fokus på lige mulighed for begge køn til at deltage ikke kun i kirken, men også i kirkens lederskab. Gud har kaldet kvinder, som har sagt ja til at tage del i Guds mission. Ved at give kvinder plads i lederskabet vil de kunne bidrage positivt til en kirke i vækst

At arbejde for retfærdige muligheder for begge køn er også udtryk for at handle i tro idet man bruger argumenter fra skabelsesberetningen om at Gud ikke blot kalder os til at være forvaltere af hans skaberværk, men også at vi må arbejde for retfærdige forhold for begge køn. I et patriarkalsk samfund som Tanzania er det i høj grad nødvendigt ikke kun i kirken, men hele samfundet. I en af artiklerne argumenteres for, at en nøgle til forandring i Tanzania er at arbejde for retfærdig ligestilling mellem kønnene både i kirken og samfundet. Det er kun ved samarbejde mellem kønnene at et land som Tanzania kan opnå en god og bæredygtig udvikling.

Udfordringer i kristne ægteskaber
Mange ægteskaber er under påvirkning af globalisering med seksuel frigørelse og veluddannede kvinder, som ønsker at kombinere en karriere med familielivet. Her må kirken overveje om forberedelsen til nygifte er kvalificeret til nutidige udfordringer. Konflikter i ægteskaber udvikler sig desværre ofte til at inkluderes vold oftest mod kvinden. Det er forbundet med stort tabu. Samtidig opfordrer kirken kvinder til at bede for deres voldelige ægtefælle og ikke lade sig skille, men blive sammen under alle forhold. Mange også kristne lider i deres ægteskaber. Det nytter ikke noget at kirken ignorer denne udfordring, og opfordringen fra de kvindelige teologer er at kirken må arbejde for retfærdig og lige behandling af både mænd, kvinder og børn. Når kirken fastholder det livslange ægteskab, er det også forpligtet på at bakke op med relevant vejledning og undervisning.

Stemme fra stiftet ved Mwanza
Martha Ernes er præst i stiftet ved Mwanza og har bidraget med en artikel om hvordan man udvikler aftaler for børn og unge sådan at de beskyttes mod overgreb af voldelig eller seksuel karakter. Ja, for det er en udfordring som må erkendes i kirken.  Forebyggende må man tale med børn og unge om det gode liv i familier hvor man respekterer hinanden uden vold og overgreb.

Billedet er kvindelige teologer i stiftet ved Mwanza. Fra venstre: Rev. Peweni, som arbejder med Danmissions Shauku Program, Rev. Mimii Brown som leder Nyakato Bible College, biskop  Rev. Gulle, Rev. Martha som skrev artikel, Rev. Lilian, som opgraderer sin teologiske uddannelse på Nyakato. Yderst til højre står Rev. Hanna som er missionær fra Finland (FELM). Der er én yderligere kvindelig teolog, som ikke deltog ved denne begivenhed hvor billedet blev taget.

Sociale medier samler kvinder
Vi er mange som under denne corona tid har erkendt ny glæde ved de sociale medier. I Tanzania samles kvindelige teologer dagligt i diskussioner, fællesskab og bøn. Mere end 250 kvinder er medlemmer af disse grupper gennem f.eks. WhatsApp.

Udfordringer for kvindelige evangelister og præster i Karagwe stift
I en samtale med Rev. Dr. Emmanuel Ngambeki leder af Nkwenda bibelskole (uddanner evangelister) påpegede han en ny udfordring for kirken. Kvindelige ugifte evangelister bor sjældent i menigheden, hvor de arbejder, men bliver nødt til at bo hos deres forældre. Ngambeki var helt åben om, at i det tanzaniske samfund er mænd, som ikke kan lade kvinder være, og derfor kan kirken ikke lade disse ofte unge kvinder bo alene. Men at bo på afstand af menigheden eller hos sine forældre er på ingen måder optimalt i forhold til at fungere som evangelist i en menighed.

Senere talte jeg med min kollega om denne problemstilling, og hun fortalte at det også var en udfordring med kvindelige præster. I et sogn har de fået en ung nyuddannet kvindelig præst, hvor evangelisten er en mand, som snart skal giftes. Normalt kan denne evangelist have spisefællesskab med præsten, og de kan mødes om aftenen til almindeligt samvær. Med en kvindelig præst kan en mandlig evangelist ikke lade dette ske, da det kan danne grundlag for forskellige rygter.

På billedet øverst står Rev. Dina, helt nyuddannet sammen med Rev. Edith, leder af kvindeafdelingen i Karagwe stift. Billedet er taget til Kvindernes internationale bededag i marts 2021. Billedet under er Rev. Sophia som har 18 kvindegrupper som er begyndt at dyrke champion for at øge indtægterne i familierne.

Det er interessant at opdage, at det slet ikke rækker at kæmpe for flere kvinder på evangelist- og præsteuddannelsen, når man ikke også arbejder med det samfund, som de skal ud og virke i. Med tiden vil man forhåbentlig finde en løsning på denne udfordring.

Distribution af artikelsamlingen
Bogen med artiklerne er udgivet af forum for kvindelige teologer i ELCT i samarbejde med det øvrige ELCT og udgives på engelsk og swahili. Derfor er aftalen også at bogen sendes ud i alle stifter i et mindre antal eksemplarer. Den øverste biskop i ELCT Rev. Dr. Fredrick O. Shoo inviterer i forordet alle i ELCT til at læse denne bog som et bidrag i forandring og udvikling af kirken.

Nyakato Bible College, som Danmission støtter, er med i udgivelsen, derfor har vi god adgang til bøgerne og køber en stak engelske udgaver til salg i Danmark. Giv endelig besked hvis du er interesseret.

Vi håber, at bevægelsen, hvor tanzaniske teologer, mænd og kvinder tager ordet og deler deres overvejelser må fortsætte. Teologi skal udvikles i konteksten og dertil er lokale de bedste.

Bedste hilsner Anna-Marie og Louis

 

URL: https://blog.danmission.dk/aml/kvindelige-teologer-bryder-tavsheden/