Kvindeliv og kamp for rettigheder

Det har været Kvinders Internationale Kampdag og i år var vi inviteret til et møde på Nyakato Bibelskole i Mwanza, hvilket har affødt refleksioner på kvinders vilkår i dag og lidt om fastetiden

I Danmark har vi talt om kvinders rettigheder i mange år og billedet kan vi genkende i Tanzania. Samtalen om kvinders liv og rettigheder tager ikke en ende. Der er fortsat områder som har brug for overvejelser. Her møder vi stærke kvinder, som tager en lokal kamp.

Var moren til barnet med albinisme sin mand utro?
En dag besøgte jeg en landsbykomité nær Bukoba. Mødet blev afholdt under et træ, som var plantet af den første præsident i Tanzania Julius Nyerere. I øvrigt en præsident, som stadig huskes for virkelig at ville det godt for landet. En landsbykomité består at 10 mænd og 10 kvinder. Her sidder typisk evangelisten, sheiken og den traditionelle religiøse leder, men også skolelæreren, landsbylederen og andre som repræsenterer de forskellige grupperinger. Gruppen opførte et lille dramastykke for at illustrere nogle af de problematikker som de arbejder med.

I en familie var manden vred på sin kone og beskyldte hende for utroskab. ”Det var jo helt tydeligt”, sagde han ”…. med det hvide barn, som hun havde født”. Nu vidste konen, at hun ikke havde været sin mand utro. Hun drøftede sagen med sine veninder. Én havde hørt om landsbykomitéen, som havde undervist om ”hvide børn” og sagt, at det ikke var farligt eller forkert.  Kvinden med den vrede mand talte med landsbykomitéen, som derefter besøgte hjemmet. Her hørte landsbykomitéen på sagen både fra kvinden og manden og noterede sagen i deres hæfter. Både manden og kvinden skrev under på beskrivelsen af konflikten. Landsbykomitéen forklarede om albinisme, og om at manden sagtens selv kan være far til et sådant barn, og at det ikke skyldes utroskab fra kvindens side. Sagen blev afsluttet fredeligt, og partnerne skrev igen under på sagen.

Her gik en familie fra konflikt til løsning fordi ny viden blev formidlet. Denne viden bragte forståelse. Voldelige ord og grimme beskyldninger blev erstattet af fællesskab og fred i familien. Det var muligt, fordi Danmission sammen med lokale myndigheder og kirken i Tanzania arbejder sammen om at undervise om rettigheder og vise veje til løsning af konflikter.

Hvor er beviset for min uddannelse?
En anden dag besøgte vi en kirke i Karagwe sitft, hvor vi mødte en kvindelig evangelist Odethe Ezekiel Inyomoza på 22 år. Hun havde lige afsluttet den toårige uddannelse som evangelist på Nkvenda Bibelskole.

Odethe var ud af en familie med i alt syv børn, hvoraf de tre er gift, én er apoteker og to små søskende hjemme. Da Odethe afsluttede form 4 (hvilket svare sådan til 10 kl.) var resultatet ikke til at hun kunne gå videre og tage de sidste to år for at få kvalifikation til videregående uddannelse. Hun søgte om at komme på bibelskole og provstiet gav hende opbakning og dermed lovede at tage del i betalingen. Familien skulle også bidrage med en del. Nu skete der bare det at provstiet ikke fik betalt, så da hun afsluttede i november 2018, kunne hun ikke modtage sit bevis for uddannelsen på bibelskolen. Odethe er en stærk pige og muligvis har hun opbakning fra sin far, som er landsbyleder. Men i hvert fald kontaktede hun provsten og fremlagde sin sag. Han var ny på posten og muligvis skulle pengene have været betalt under den tidligere provst. Men ved samtale og ved henvendelse lykkes det at få betalt det som provstiet havde lovet, og vi kontaktede bibelskolen for at få det bekræftet. Så den er god nok. Nu kan Odethe få sit bevis.

MeToo i Tanzania
Til et møde på Nyakato Bibelskole i forbindelse med Kvinders Internationale Kampdag d. 8. marts deltog også få mænd og en af dem rejste sig og sagde, at nogle kvinder med deres opførsel selv var skyld i, at mænd voldtog dem. Heldigvis rejste en stærk kvindelig lærer sig og sagde, at vi må opdrage vores drenge til et andet syn. På nogle skoler mener nogle af de unge mænd, at kvinder ikke må hænge deres undertøj synligt til tørre, fordi det er med til at friste mænd.

Når man er fattig og ung kvinde med 5 km lang skolevej i mørke både morgen og aften, kan man blive fristet til at tage imod et lift på motorcykel. Modydelsen er ofte sex. Hvis man er uheldig, ender det i en graviditet, som udelukker den unge kvinde fra sin skole. Her går manden fri, så det er tydeligt, at der er brug for kamp for kvinders rettigheder.

Desværre hører vi også om kvindelige sognemedarbejdere, som bliver bedt om at stille sig seksuelt til rådighed for den stedlige præst. Heldigvis er det sådan at når den slags ting kommer for øre og det nævnes hos biskoppen kan det få konsekvens for præsten, i det mindste kan han blive forflyttet. Ved den slags sager gælder det her som i Danmark, at ”nissen har det med at flytte med”.

Faste – at ofre sig for andres behov?
En muslim i en af landsbykomitéerne havde gjort komitéen opmærksom på et stykke fra bibelen nemlig Esajas 58, 6-10. Teksten er om FASTE og passer lige ind i tiden nu.

Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg;

 ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.

Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag.

Lad os se om omkring, hvor vi lever og få øje på de onde lænker og tyngende åg, som har brug for forløsning. Hvem er den sultne, som har brug for et måltid? Ser vi nogen, som har brug for husly eller nyt tøj?

I Tanzania oplever vi stor gæstfrihed blandt mennesker, og det er netop et udtryk for at åben op til den anden og den fremmede. Her er hjælper man sine venner og familie, når de har behov og vender ikke ryggen til sine egne. Der hersker forskellige syn på hvem ”dine egne” lige er. Hvis vi er i tvivl, kan vi lade det være en personlig refleksion i denne fastetid.

Danmission arbejder på fred mellem mennesker. Det kan være en fristelse at pege fingrer og tale andre ned. Vi har alle vores grunde til at gøre, som vi gør. I Danmission ønsker vi at skabe større rum for hinanden og vores behov. Det er ved at samtale og bruge sproget, at vi forandrer verden. Ved at sige hvad vi gør og hvad vores motiver er. Det er ved at dele med hinanden, at vi nærmer os hinanden. Måske skal vi give afkald på egne forestillinger, egne privilegier for at det kan ske.

Et fasteønske fra os i Tanzania er om vi må vi få lov at opleve, at Guds lys bryder frem i mørket og at mulmet bliver til højlys dag.

Bedste hilsner Louis og Anna-Marie