Lysende børneøjne

Vi ved godt, at for at et barn kan klare sig, skal øjnene helst lyse af selvtillid og lyst til livet. Udfordringer i udsatte familier kan slukke lyset i barneøjne. Det forsøger kirken at lave om på.

En dag fik vi mulighed for at besøge nogle udsatte børn, som kirken her i Tanzania forsøger at hjælpe gennem Danmission. Det sker at udsatte børn ikke kommer i skole eller på en eller anden måde skiller sig ud. Sådan er det også i Danmark, ved jeg fra min tid som skolelærere i folkeskolen. Som voksen forsøger man at hjælpe disse børn. Ofte bliver man nødt til at se på hele barnets situation. Både skolen og hjemmet for at løse udfordringerne. Her i Tanzania er det sådan, at hvis man ser udsatte børn, som har brug for hjælp, er der mange som henvender sig i den lokale kirke, fordi man ved, at de måske har mulighed for at hjælpe. Præsten kan rette en henvendelse til dette projekt for udsatte børn.

Louis med Venant

Venant med det varme hjerte for børnene
Venant er en behagelig mand, og man kan mærke på ham, at han har et hjerte for disse udsatte børn. I mange år har han arbejdet med dette projekt, som oprindelig henvendte sig til forældreløse børn, hvis forældre døde af AIDS. Tiderne har ændret sig og i dag er Venant den eneste ansatte i projektet. Han finder frem til børnene og taler med den skole, hvor de er indskrevet. Sammen med læreren besøger han familien og taler med dem om deres situation. Afhængig af udfordringerne i familien, yder man en hjælp. Ofte er der tale om meget fattige familier, som ikke har en indtægt og derfor ikke kan betale skoleuniformer, kladdehæfter og skriveredskaber. Der er også altid lidt man har brug for i en familie som salt, sæbe og madolie. Det kan man ikke dyrke i sin shamba (jordstykke). Nu er det ikke nok ”bare” at betale for det en familie har brug for, men bedre at finde en lokal løsning. Derfor opsøger man det lokale landsbyråd eller de få kommunalt ansatte. Man kan også finde frem til noget familie eller naboer, som kan tage over i forhold til børnene.

Projektet arbejder med:

  • Hjemmebesøg med vejledning i mulige forandringer som kan skabe indkomst til familien sådan at de bliver selvhjulpne.
  • En anden mulighed er at tilbyde børnene noget undervisning i at stimulere børnene sådan at de bliver bevidste om deres muligheder og evner og kan udvikle sig positivt på trods af deres udfordringer. De lærer om personlig hygiejne, sygdomme, sund kost, leg og deres rettigheder.
  • Man laver jævnligt møder for lærere, kommunalt ansatte og kirkens ledelse, hvor man underviser i børns rettigheder, og hvordan vi sammen kan hjælpe forældreløse/udsatte børn og deres familier.
  • Kvartalsmøder sammen med ca. 20 andre NGOer og de lokale regeringsansvarlige for at dele viden og koordinere arbejdet

Storesøster Adria på 13 år
Vi mødte Adria, som bor sammen med sin far og sine tre mindre søskende. Hendes mor døde da hun var 7 år gammel. Livet er ikke helt nemt for Adria, og derfor havde hun udfordringer med at passe sin skolegang. Den shamba (markstykke), som faderen passer, er lille og derfor kan den kun lige sørge for mad til familien – i virkeligheden en ensidig kost. De har også 4 høns, og de kan give lidt æg til kosten eller man kan sælge æggene og på den måde skaffe sig penge til sæbe, salt eller madolie, som også er nødvendigt for at opretholde livet. Familien har ingen andre indtægter, og faderen sagde, at hans udfordring var at dække børnenes behov.

Adria hjælper i familien med at passe sine søskende, lave mad og hente vand. Heldigvis er der ikke så langt til vandet. Hun bærer det hjem på hovedet som næsten alle gør i Tanzania. Som storesøster i en udsat familie kan man meget nemt komme til at tage et ekstra stort ansvar, større end man kan bære. Derfor er det godt, at Adria også kommer i en gruppe, hvor hun får undervisning i personlig hygiejne, sundhed, sund kost og på en eller anden måde kan aflastes i hendes tunge ansvar.

Vi besøgte familien i deres beskedne hus, og det var helt tydeligt, at de ikke har særligt meget. Huset, som faderen har bygget for 8 år siden, er heldigvis godt, og de kan sove tørt om natten. Det er godt, at Adria har fået kontakt med Venant og projektet for udsatte børn, og hun kan nu gå i skole (fordi skoleuniform og kladdehæfter nu betales) og møde kammerater, som hun kan lege med. F.eks. har de bolde og noget snor sådan at de kan lege svingbue. Adria er glad for matematik og naturfag og hun drømmer om at blive læge engang. Der er lang vej og første mål er nu at bestå eksamen efter 7. klasse sådan at hun kan komme i secondery skole.

Devinata 12 år
Devinata går i 6. klasse på den lokale kommunale skole. Lærerne syntes ikke. at hun trivedes, og derfor bad de om hjælp. Situationen i hendes hjem er heller ikke helt let. Hun bor med sine forældre og tre mindre søskende Familien har kun en lille shamba som lige kan brødføde familien. Moren er ret ung og mangler overskud til at håndtere børnene. Desværre har faren et forbrug af alkohol. Derfor sætter man ind med samtaler med forældrene hver for sig og sammen. Man forsøger at motivere dem til en livsstil, hvor de bruger de evner, som de har til gavn for børnene. Det er nødvendigt, at de finder indtægtskilder ud over shambaen og at faren stopper med sit forbrug af alkohol.

Hendes ældre bror går nu på en kostskole i Dar Es Salaam, hvor han trives. De har fundet en donor som kan betale for hans ophold. Broren var hjemme pga. ferietid og omme bag huset havde han lavet en bil af ler. Den var ved at tørre. Det var opmuntrende at se hans skaberlyst og at han gerne ville lege.

Devinata er glad for faget swahili i skolen og drømmer om en dag at blive lærer. Den hjælp hun og hendes familie får i dag, åbner forhåbentlig for hendes drømme. Hun har udstråling i øjnene, når hun taler om fremtiden, og når snakken falder på hjemmet, er det tydeligt at lyset slukker. Sådan kan man måske også genkende fra sit eget liv. Depression og mismod kan ramme os, når vi ikke ser en vej. Dertil har vi brug for nogle, som peger på muligheder og som ser, at man har resurser, som blot skal aktiveres.

Børnenes fremtid som voksne?
Ja, man ved jo aldrig før de er voksne. Derfor har vi spurgt tidligere medarbejdere i dette projekt, om de ved noget om disse forældreløse børn, ofte nogle hvis forældre døde af AIDS. Den gode historie at ca. halvdelen har man et godt overblik over i dag. De har taget uddannelser og stiftet familier, som de er i stand til at passe. Ikke alle bor her i området, men i de større byer. Med jævne mellemrum hører man nyt fra dem, og de er meget taknemmelige over den hjælp, som de har fået. En del af dem har uddannet sig til advokater, og deres motivation er ofte, at de har været udsat for så meget uretfærdighed, og derfor føler de, at de må yde en modvægt til andre, som udsættes for lignende.

Du skulle møde Jovian
Jovian er uddannet inden for jura og er Karagwe stifts juridiske medarbejder. Han har fået støtte til sit skoleforløb fra 7.klasse gennem dette arbejde, og man kan sige gennem Danmissions Fremtidsbørn. Jovian har taget med os når vi skulle tale med de offentlige myndigheder. Han er en rigtig netværker og kender mange mennesker bla. Gennem sin tid på KaroSeco, stiftets Secondery School. Tit når han i dag blomster kommer tanken om at han fik en mulighed for uddannelse. Hvordan ville hans liv se ud hvis ikke han havde fået mulighed for uddannelse? Det kan man ikke vide, kun gætte.

Vi spurgte om, han også havde en shamba, hvor han dyrkede grøntsager. Det har han, og da han dyrker gulerødder, tænkte vi, om han også kunne dyrke lidt rødbeder til os. Det kunne han, hvilket vi har nydt godt af.

 

Må vores liv, uanset hvor vi bor, være med til at tænde lyset i vores medmenneskers øjne.

Bedste hilsner Louis og Anna-Marie