Lyset fra barnet - Guds søn

Lyset fra barnet - Guds søn

”Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys" Johs. 8,12. Dette er anden del af Danmissions adventskalender.

Anna-Marie Lauenstein,  

Det lille nyfødte barn i en familie bringer altid glæde. Forældre overvældes, og bedsteforældre bliver som regel helt aldeles bløde om hjertet. Tænk, at det er muligt, at et nyt liv er blevet skabt. Hvilken styrke man mærker, når den lille hånd holder om en voksenfinger på samme måde, som vi kan holde om Guds finger. Fødslen af Jesus bragte helt sikkert glæde i Maria og Josefs liv, om end situationen formentlig var forbundet med usikkerhed. Krybbebilledet står stærkt i den danske juletradition. Vi ynder beskrivelser af det fattige barn i den usle krybbe, hvor der er koldt og måske vådt. Måske lugter der inde i stalden, hvor vi ofte afbilleder dyr. Det sker, at jeg besøger mennesker her i Tanzania, hvis daglige hjem kan forveksles med det danske billede af krybberummet. Dette er måske baggrunden for, at præster i kirken i Tanzania i julen ikke taler så stærkt om de usle forhold, Jesus fødtes under. Her er juleaften en lovsangs- og takkefest. Kirken er klædt i glædeskrud, hvilket udfolder sig ved, at vi sammen synger og danser for Gud. Kroppen bruges i den danske jul til at lave krybbespil og i Tanzania til at danse for Gud. Her opfattes julen, som en hellig tid, og der døbes og konfirmeres børn i rækkevis. Julen er glædens fest over tre dage i december.

Ja, sjunge hver, som sjunge kan:
Nu tændtes lys i skyggers land,
og ret som midnatshanen gol,
blev Jakobs stjerne til en sol. (DDS 94)

Fødslen i Betlehem bringer bud om, at det umulige er sket. Det umulige er, at Gud blev menneske. I tro kan vi også denne dag og jul tage imod englens ord til Maria, da hun fik at vide, at hun var udvalgt til at føde Guds søn: ”Intet er umuligt for Gud.”

Som almindelige fødsler giver håb i familier, kan Jesu fødsel give os håb i mørket. I Esajas bog kap. 9 i Biblen finder vi nogle navne som passer til Messias. Tænk at det lille barn i krybben er en ”Underfuld rådgiver, Vældig Gud. Evighedsfader, Fredsfyrste.” Lyt og tage disse ord ind i hjertet og se lys i dansk december mørke.

Det var ikke en nat som de andre,
thi al skabningen holdt på sit vejr
og så engle i tusindvis vandre
rundt på jorden med stjernernes skær.
Denne nat blev et lyshav i tiden,
den har lyst gennem slægterne siden,
dengang Gud selv blev menneskets lys (DDS 98)

Glædelig 2. søndag i advent

Bedste hilsner Louis og Anna-Marie

På vej til julegudstjeneste i domkirken i Karagwe

Dette er anden del af Danmissions adventskalender.
Det første afsnit kan du læse her: Lys i mørket
Det tredje afsnit kan du læse her: Evighedens lys
Det fjerde afsnit kan du læse her: Som lys rækker vi ud

 

URL: https://blog.danmission.dk/aml/lyset-fra-barnet/