Nærvær - stilhed - ventetid - dans - undervisning

Kom med på besøg i en af menighederne med nye kristne, hvor Danmission sammen med kirken i Mwanza gennem undervisning og besøg styrker disse. Det er godt at være sammen.

10 menigheder med mange nye kristne havde allerede haft besøg af domprovst Oscar Lema, som også er leder af afdelingen for Evangelisation og Mission i stiftet omkring Mwanza (ELVD). Vi var inviteret til at deltage på et opfølgende og evaluerende møde, for derefter at kunne besøge i en mere af de nye menigheder. Metoden er, at domprovsten kommer på besøg fra en lørdag til onsdag, hvor han dagligt underviser de kristne i grundlæggende kristendom. En ny menighed har brug for en kirkebygning, men også at for at lære mere om kristendom og tro. Den vigtigste respons, som mange menigheder gav udtryk for, var et ønske om at få mere uddannelse i STEWARDSHIP, hvilket bedst kan oversættes til forvalterskab. Grundlæggende handler det om hvordan vi på en ansvarlig måde bruger det, som vi har fået til gavn for både familien og menigheden.

Domprovsten Oscar havde altså inviteret os til at besøge en ny menighed, og da Louis havde andre opgaver, blev det min (AM) opgave at tage med. Nu skulle jeg ikke komme tomhændet, og derfor var jeg blevet bedt om at undervise i grundlæggende kristendom.

Jeg valgte at gøre det enkelt:

  • Hvad var vigtigt for de første kristne? Dåb, bibelen, brødre/fællesskabet, brødet/nadver og bøn fra (Apostlenes gerninger kap 2 v 42)
  • Kirkens kald til at dele evangeliet i ord og handling (Den barmhjertige samaritaner)
  • Brug dine talenter til at tjene Gud og din næste (Matthæus kap 25 v 14-30) eller forvalterskab

Lidt historie
Menigheden åbnede i 1999, men kun få kristne sådan 10-15 stykker. Hvordan styrker vi så dem? Menigheden fik bl.a. gennem Danmission uddannet evangelist Elkana på Nyakato Bibelskole, og han kom til menigheden i 2017. Nu er der 97 kristne og 117 børn i menigheden. Præsten i sognet blev uddannet fra Nyakato Bibelskole juli 2019. Den første kirkebygning er blevet for lille og halvt nedrevet. Medens de venter på at kunne bygge en ny kirkebygning på den nykøbte grund, har de fået lov at afholde gudstjeneste og møder i en bliklade, hvor man i dele af året opbevarer bomuld.

Evangelisten Elkana

Sang, musik og dans
Når kristne mødes, synger vi sammen, og som menighed med mange nye medlemmer kan det være en udfordring at huske den rigtige melodi, for pianisten bruger ingen noder, men kun det gode gehør. Derfor kan det være godt at få et besøg af domprovst Oscar, som samtidig er en god sanger, til at lede fællessangen. Der er stor optagethed og glæde ved at danse serier (lidt som gymnastik i 1970erne i DK) til moderne lovsangsmusik leveret gennem højtalere og mikrofoner, som ifølge domprovst Oscar er inspireret af af African Innland Church. Hvert møde indledtes med fællessang og lovsangsmusik med dans for fuld udblæsning, som om højtalerne var kirkeklokken.

Generator er nødvendig til musikken og det koster omkring 30 kr. for hver gudstjeneste/undervisning.

Søndag med gudstjeneste
Jeg svedte tran i den ”kirke” lavet at blikplader. Heldigvis var der søndagsskole med ca. 100 børn under et træ, hvilket blev min anledning til at trække lidt frisk luft udenfor. En sognemedarbejder Jostina (tv) sammen med en ung kvinde holdt søndagsskole, men de mangler viden om hvad de kan gøre, og formentligt er det noget Danmission sammen med kirken kan gøre noget ved i det kommende år i hvert fald i nogle menigheder.

Denne søndag blev 36 børn døbt. Dagen inden mødte vi en katolsk døbt kvinde, som evangelisten havde haft talt med. Nu var hun gift med en mand, hvor hun var den første af hans 4 koner. Da hun ønskede børnene døbt, var aftalen, at hun kunne sende børnene om søndagen. Hun sendte 6 børn til dåb. I et land hvor der ikke er det myndighedssystem, som vi kender fra DK, kan børn blive døbt med forældrenes velsignelse, men uden deres tilstedeværelse. Jeg reflekterede med domprovsten, som var af den opfattelse, at det gik an og mon ikke deres mor en dag ville komme til kirken? Det håbede eller rettere forventede han ville ske.

Efter gudstjenesten på de sædvanlige tre timer sad vi under et træ og blev tilbudt en Pepsi, hvorom man kan sige, at sjælden har en Pepsi været mere ønsket end lige der. Vi ventede henved 1½ time inden vi fik mad. Evangelisten indrømmede at han var helt afhængig af at kvinder lavede maden idet mænd i den lokale sukuma tradition ikke selv kan gøre det. Men så kom jeg til at tænke på om min morfar kunne lave mad? Kunne din bedstefar? Eller din far?

Henad kl. 16 skulle vi have kursus igen. Vi indledte med sang og koret opførte en dans til moderne musik. Oscar repeterede de fem emner fra i går. Så kom regnen. Først lidt, siden meget. Jeg opgav at undervise den dag. Det blev vildt og køligt. Torden og lyn. Stormende, sådan at den ene del af taget løftede sig ved vindstødene. Der begyndte jeg at bede og opdagede, at de gjorde de andre også. Så stod vi der og bad sammen på hvert sit sprog, om det var sukuma eller i tunger vides ikke. Når man gik ud under husets halvtag, føltes det som var huset en båd med vandstrømme forbi. Jeg kom til at tænke på Noahs ark. Regnen aftog dog inden 40 dage var gået, faktisk i løbet af en time, og vi kunne returnere til gæstehuset, hvor vi boede. Pga. regnen var strømmen gået i gæstehuset, så ….. endnu en gang (se tidligere blogs).

Undervisningen fortsatte mandag
Da regnen var kommet, skulle menighedens medlemmer bruge mandag formiddag i marken/shamba, og derfor kunne vi ikke besøge dem, hvilket ellers var planen. Det gav tid til andre skriftlige opgaver.  Internettet i gæstehuset, hvor vi boede, var småt. Man kan gå ned gennem byen og et eller andet sted fangede mobilen lige internet nok til at kunne sende en besked på WhatsApp.

Undervisningen gentog sig om eftermiddagen med opfølgning fra regnen om søndagen og påmindelse om at Gud hører, når vi beder, hvilket vi sammen gjorde i går. Temaet var at kirke både er ord og handling, at vores kald er at elske vores næste og også at vores første næste er vores ægtefæller, eventuelle børn og andre familiemedlemmer. Oscar mente at det var vigtig viden.

Evangelist Elkana
Sjælesørgerisk arbejde mellem domprovsten og evangelisten er også en vigtig opgave. At der skabes rum for at lufte overvejelser og udfordringer. En af udfordringerne i sådan en ny menighed, er hvordan man prioriterer i en kristen familie. Hvordan skal man bruge familiens ressourcer? Evangelist Elkana på under 30 år, der er gift og har 4 børn, fortalte to eksempler på unge, hvoraf den ene havde været i konflikter med hendes familie, som ønskede hende bortgift og den anden havde fået en dårlig behandling hjemme. Disse to unge havde Elkanas familie taget til sig. Det er i høj grad diakoni og at vise næstekærlighed. På trods små vilkår i Elkanas familie rækker de hånden ud.

Hjemmebesøg
Tirsdag blev der tid til hjemmebesøg. Vi kørte ud i området hvor ingen strøm eller motorer støjede, og hvor stilheden nærmest larmede. Man kunne næsten høre samtalen over på nabogården. Når hverdagen er Karagwes bjerge med rød jord og mange grønne bananpalmer, synes dette område noget anderledes med de flade marker til ris og majs. Jorden har en anden farve og ligeledes får husene det. Nogle familier var mest komfortable på det lokale sukuma sprog, og evangelisten Elkana oversatte ikke kun til mig men også for Oscar. Ved hvert besøg sad vi uden for i skyggen, mens Oscar læste nogle vers fra Hebræerbrevet 10,23-25 om at holde fast ved bekendelsen og vores menigheder, og vi sluttede med at bede en bøn for familien. Enkelt og nærværende fællesskab om noget vigtigt.

Dagene og undervisningen var vigtige, selvom tiden også gik med andre opgaver. Det handler om at møde folket hvor de var og være nærværende i deres rytme som ikke nødvendigvis helt harmonerer med det effektive nord. Vi er stolte over at kunne være med hvor Guds kirke vokser og at tage del i oplæring.

Bedste hilsner fra Louis og Anna-Marie

PS: Nødration på tur
Vi har investeret i en lille elkogekedel, hvilket sammen med en spejderfoldekop, en ske og en dåse lokal kaffe udgør nødrationen på ture. Det er godt selv at kunne bestemme hvornår man kan få en kop kaffe.