Børnepasningsudfordring

I liften bagved mig ligger 3½ måned gamle Alinda og pludrer. Jeg sidder ved mit skrivebord på diakoniafdelingens kontor, og normalt har jeg ikke Alinda med på arbejde. Men… Men hvad gør man, når barnepigen vil noget andet end at passe børn? Dagplejemødre, vuggestuer eller andre børnepasningsmuligheder for de helt små (op til 4-5 år) findes der nemlig ingen af her.

I Karagwe er det derfor almindeligt, at unge piger arbejder som en slags au pair. Stort set alle familier har unge piger (house girls) der hjælper med at passe børn og at få husholdningen til at glide. Der er meget arbejde i en almindelig husholdning, når der både skal hentes vand og brænde foruden alle de andre ting, som her tager mere tid end de gør i en husholdning i Danmark. Her er ingen vaskemaskine eller opvaskemaskine; vand skal koges før det kan drikkes eller hvis nogen skal i bad; de fleste madvarer kommer direkte fra marken/”stalden”, så bearbejdningen af fødevarer er længere; mælken skal koges og sies; der er ingen strøm, så der er mørkt (bælgmørkt), når solen går ned kl. 19; etc., etc.

I vores familie har vi derfor også haft en unge pige boende hos os. Aneth kom til os, da Mukiza var 2½ måned, for der skulle jo være en til at tage sig af ham, når jeg begyndte på arbejde efter 3 måneders barselsorlov. I begyndelsen kom Aneth om morgenen og gik om eftermiddagen. Det viste sig dog hurtigt, at det var en stor hjælp at have hende til at hjælpe med andre praktiske ting også, så hendes arbejdstid blev ændret til at hun kom mandag morgen og gik igen fredag eftermiddag. De fleste unge piger bor hos de familier, som de arbejder for. På denne måde får de både tag over hovedet, mad samt også ofte andre fornødenheder dækket.

Jeg havde i starten været imod at Aneth skulle bo hos os, for jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, hvordan det ville være at have en ”fremmed” boende. Vi bruger tysk som familiesprog hos os, så der ville også være en sproglig udfordring ved at Aneth skulle bo hos os. Heldigvis blev jeg positivt overrasket, og vi besluttede i slutningen af sidste år, at vi gerne ville have hende til at bo sammen med os hele tiden. Det har været en stor lettelse i forhold til at have to små børn sammen med Aganyila (11 år) og Amanya (7 år). Alle børnene har været glade for Aneth og det har fungeret rigtig godt, og hun blev som en del af familien.

I fredags kom så chokket. Aneth skrev et brev til os om at hun ikke ville arbejde for os længere. Vi er glade for at hun skrev brevet og ikke bare forlod os, hvilket mange af de unge piger gør. Hun sagde op med to dages varsel, så søndag kørte Brighton hende hjem til hendes bedsteforældre, hvor hun bor. Som undskyldning gav hun, at vi ikke betalte hende nok, selvom hun får mere end dobbelt så meget som de fleste andre unge piger. Den nok mere egentlige årsag er, at Aneth gerne vil giftes. Hun er lige blevet 18 år (for 3 uger siden) og kan derfor selv bestemme nu! Vi er kede af, at Aneth har truffet denne beslutning, men vi kan kun håbe, at hun har fundet sig en god fremtidig ægtefælle… selvom vi hører rygter om det modsatte.

Udfordringen for os lige nu er derfor at få fundet en ny barnepige, så Alinda ikke skal med på arbejde hver dag, og at Aganyila og Amanya ikke skal bruge deres sommerferie på at passe deres lillebror Mukiza (2 år). Godt, at Alinda er nem at have med, og godt at jeg i denne første tid kun arbejder ½-tid… ellers ville børnepasningsudfordringen nok have virket meget uoverskuelig.