Diakonia update

Jeg er netop kommet tilbage på arbejde efter barsel. Og sikke en masse positive resultater at komme tilbage til. Dette vil jeg vende tilbage til om lidt, men først skal I høre om, hvordan vi er nået hertil, for det har været en lang vej med flere omveje… Men nu ser det ud til at arbejdet begynder at bære frugt.

Siden jeg begyndte mit arbejde i diakoniafdelingen, har jeg tit følt, at det var to skridt frem og et tilbage. At omstrukturere diakoniarbejdet i Karagwe stift samt at få de enkelte menigheder gjort opmærksomme på deres ansvar overfor de fattigste, har absolut ikke været nemt. Der er blevet lavet tre strategiplaner, som hver blev fulgt et stykke tid, men som så måtte ændres eller blev ændret, fordi der (igen) kom ny (konstitueret) leder i stolen. Siden Sr. Editha er tilbage som leder af diakoniafdelingen, er der endelig stabilitet, og dermed er der også kommet et bedre flow og en fortløbende proces.

I oktober 2012 blev den seneste strategiplan vedtaget, og den er de seneste måneder blevet implementeret af Sr. Editha. Hun har afholdt et Training of Trainers seminar i januar for repræsentanter fra hvert sogn i fire distrikter (17 personer). Derefter er der blevet afholdt seminarer i sognene i de fire distrikter, hvor tre repræsentanter fra hver menighed kom til deres sogn. Distrikterne har mellem 3 og 7 sogne, og nogle sogne har op til 10 menigheder. I hele Karagwe stift (på størrelse med Sjælland) er der 8 distrikter, 35 sogne og 219 menigheder. Diakoniafdelingens arbejde strækker sig ud til hvert enkelt hjørne af Karagwe stift og i diakoniafdelingen arbejder Sr. Editha og jeg… blot for at give et indtryk af størrelsesforholdene.

Fra januar til marts deltog 186 repræsentanter fra 82 menigheder (3 distrikter). Det er 84 % af alle menighederne, der var repræsenteret ved disse seminarer! Deltagerantallet fra de seneste seminarer er endnu ikke opgjort, men det bliver de i forbindelse med vores halvårsrapport.

I stiftets vedtægter står der, at der skal være en diakoni-komite i hver menighed, men dette var langt fra tilfældet, viste det sig i forbindelse med arbejdet med den seneste strategiplan. Derfor var en del af seminarerne også tilrettelagt sådan, at menighederne lærte om, hvordan en diakoni-komite grundlægges, og hvilke opgaver og forventninger der er til dem. På seminarerne blev der desuden undervist i, hvad diakoni er, og hvilket ansvar vi hver især har for at tage os af dem, som ikke kan klare sig selv. Deltagerne lærte om, hvordan de skal identificere dem, der har brug for hjælp. Der blev diskuteret, hvilket ansvar menigheden og de enkelte kristne har, og i hvilke tilfælde diakoniafdelingen kan hjælpe. Sidst, men ikke mindst blev deltagerne undervist i, hvordan de skal rapportere til diakoniafdelingen, så vi kan finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe diakoni-komiteerne videre. Rapporterne giver dertil også et indblik i, hvor stort et arbejde de enkelte menigheder gør.

De første rapporter fra ny-grundlagte diakoni-komiteer var allerede ankommet, da jeg begyndte på arbejde i mandags. Jeg er derfor i gang med at analysere og strukturere dem, så vi kan vide, hvilke aktiviteter der foregår i de enkelte menigheder, og hvor der er brug for hjælp til eksempelvis tagplader, hvis de vil bygge huse. I rapporterne er også beskrevet, hvad menigheder har indsamlet for at hjælpe de syge, gamle og fattige. Og det var i den forbindelse, jeg blev nødt til at gøre holdt i analysearbejdet, for i stedet at skrive denne blog. Jeg var simpelthen så overrasket – positivt overrasket – over, hvad de enkelte menigheder hver især er i stand til. Otte menigheder har bedt deres med-kirkegængere om at bidrage til at diakoni-komiteen kan hjælpe de fattige. Der er blevet samlet tøj, mad, byggematerialer og penge ind. Alt dette omregnet til markedspriser, så er der indsamlet 428.900 tsh, hvilket svarer til knap 1.600 kr. Et stort lokalt bidrag fra de små menigheder.

Det dejlige er, at dem der har brug for hjælp nu kan få hjælp. En hjælp der bliver givet af deres naboer, som ved hvad deres behov er. En hjælp der er tæt på. Dette kan nu lade sig gøre, fordi menighederne og diakoni-komiteerne er blevet klædt ordentligt på til deres opgave gennem seminarerne afholdt af diakoniafdelingen.