Hvem taler børnenes sag? (II)

Præsten Enock Thobias, som er den nye leder af diakoniafdelingen i Karagwe Stift, og jeg står foran et af de mest triste huse (hvis man overhovedet kan kalde det et hus), som jeg har set i de 5-6 år, som jeg har arbejdet med diakoni her i Karagwe. I dette “hus” lægger mor Devota sit skrøbelige barn, Seti, ind.

Et par dage efter Devotas første besøg på diakoniafdelingens kontor, dukker hun igen op med Seti. Kollegerne på stiftskontoret er rystede over at se Seti, og at Devota er kommet med ham igen. Hun mente, at hun er blevet udskrevet, da Seti ikke længere har brug for malaria-medicin. Hvordan kan en læge udskrive et barn, der er så sygt, at det knap vil overleve, hvis de bliver sendt hjem? Igen haster vi til hospitalet for at se, om vi kan finde en løsning for Seti. Efter flere snakke når vi frem til, at Seti kan blive på hospitalet og få behandling som et barn med underernæring. Pu-ha… i første omgang.

Efter nogle dage tager vi et check af situationen. En af de meget kompetente sygeplejersker på hospitalet giver os et mere udførlig rapport af, hvad der foregår. Devota er overbebyrdet med situationen, og ingen er helt sikre på, om hun helt forstår, hvad vi alle forsøger at gøre for hende og hendes børn. Der er i hvert fald forlydender om, at hun sender det ældste barn ud at tigge mad hos de andre patienter, selvom diakoniafdelingen har sørget for at de alle i den lille familie får to måltider mad om dagen. I samråd med sygeplejersken bliver vi enige om, at det bedste for hele familien er, at de kommer hjem. Planen bliver, at sygeplejersken skal undervise Devota i ernæring og barnepleje; en fysioterapeut skal undervise Devota i nogle simple øvelser, som hun kan lave med Seti; og Diakoniafdelingen sørger for at købe ernæringsrigt mel til grød samt at organisere mælk fra en ko i nabolaget. Næste dag skal vi komme og hente Devota, Seti og hans to brødre.

Efter en lang tur ud i Karagwes bjerge og banan-marker ankommer vi til noget der minder om et sted, hvor folk kun bor meget midlertidigt. Det viser sig, at det er en lokal medicin-kyndig, der bor der med patienter i små hytter rundt om gårdspladsen. Efter fem minutters gang i banan-marken ankommer vi til Devotas og børnenes hjem. Det har vist sig, at hendes mand ikke er i fængsel, for han tager imod os, da vi ankommer. Desuden har hun svogre og svigerinder i nærheden, så helt uden familie er hun ikke. Problematikken er, at Devota og hendes mand ikke kommer overens. I sådan en situation er det godt at have en præst med, og Enock giver parret rådgivning og vejledning. Det bliver en lang eftermiddag, hvor sognepræsten, et medlem af den lokale diakoni komite foruden sognets diakonirepræsentant bliver indviet og inddraget i plejen af Seti. Og ikke bare Seti, for den ældste søn har ret til at skulle i skole, og den yngste skal have en ordentlig pleje, som et et-årigt barn behøver. Den efterfølgende dag skal der være familiemøde, så familien sammen kan forsøge at finde en løsning og en forsoning mellem Devota og hendes mand. Diakoni-komite-medlemmet og diakoni-repræsentanten vil også være til stede under mødet, hvis der bliver behov for neutrale instanser…!

Selvom vi alle har gjort, hvad vi kunne for at sikre Seti og familien, så får vi alligevel den triste opringning, at Seti kun nåede at leve et døgn derhjemme efter sygehusopholdet. Vores håb er, at den tætte kontakt mellem den lokale diakoni-komite og familien, vil medføre, at de andre børns rettigheder blive opfyldt.