Hvem taler de syge børns sag?

Seti Anicet er fire år gammel. Men det kan være svært at se, når man ser den totalt afmagrede dreng, hvis lår er på tykkelse med en et-årigs håndled. Hans mor er mødt op på diakoniafdelingens kontor for at høre, om vi kan hjælpe hende. Drengen har været indlagt på Nyakahanga Hospital den sidste uge…

Da Seti var 8 måneder gammel fik han en voldsom omgang malaria. Af malariaen fik han høj feber og feberkramper. Konsekvenserne af feberkramperne er en hjerneskade, så Seti i dag er multihandicappet og ikke længere kan sidde selv. Det ser vi tydelig på de åbne liggesår han har få de udstikkende hofteben.

Årsagen til at Seti igen er indlagt er også denne gang malaria. Hans mor, Devota,  gør hvad hun kan, men med to andre børn, hvoraf det ene stadig bliver ammet, kan det være svært at klare alt. Faren til børnene er i fængsel (hvorfor ved jeg ikke). I Karagwe er du afhængig af dine slægtninge eller venner, hvis du er på hospitalet, for hvem skal ellers hjælpe dig med at lave mad, hente vand, koge badevand og alle de andre normale huslige pligter, der følger med, når du er på hospitalet. Men Devota har kun en svigermor, der er meget gammel, og en søster, der bor langt væk og som er i en lige så trist situation som hun selv.

Vi kaster ikke mange blikke på Seti før jeg raser med dem tilbage til hospitalet. Hvorfor er der ingen, der gør noget for denne lille dreng? Hvorfor får han ikke intravenøs mad? Det kan da ikke passer at man bare lader denne stakkels mor klare al ting selv? Svaret er desværre: Jo, hun må klare sig selv, og hvis hun ingen penge har, så får hun ingen hjælp.

Mærkeligt nok så lykkes det mig ret hurtigt at få fat i en slange, som føres gennem næsen, så Seti kan få mad på den måde… selvom en sådan slange  ifølge sygeplejersken ikke er til at finde på sygehusets apotek! Næste udfordring er at finde ud af, hvordan vi får mad til drengen. Jeg havde forestillet mig, at hospitalet måske havde noget pulver, som kan røres med noget vand, som kan gives gennem slangen… men nej, den slags findes desværre ikke. Han skal have almindelig mad.

Efter en lang snak med Matron (den ledende sygeplejerske) får vi fundet en løsning, så Seti kan få mad leveret fra det nærtliggende mad-sted. Jeg er rigtig glad for, at Matron kunne hjælpe mig denne gang.

Hvad jeg bare ikke kan lade være med at spørge mig selv om er, hvorfor kunne sygeplejersken ikke få fat i den slange til sondemad, når jeg kunne? Børn under fem år i Tanzania får gratis læge- og hospitalshjælp, så Seti er dækket for alle udgifter… teoretisk set. Men er der brug for sprøjter, slanger, medicin eller andet, som hospitalet ikke kan levere, så skal patienten selv købe det på et af de nærtliggende apoteker. Devota har ingen penge – ikke engang til at købe mad for – og er hospitalet  udgået for medicin eller lignende, så har mødre som hende ingen chance for at hjælpe sit barn.

Seti kan ikke selv tale, og hans mor er ikke en af de mest ressourcestærke mødre, så de har brug for, at kirken taler deres sag og sørger for at de får den behandling som de har ret til.