Hvor er commitment’et blevet af?

Som regel kigger Venant Mugenyi forbi diakoniafdelingen, når han er på stiftskontoret i Lukajange. Som Danmission udsendt i Karagwe er jeg kontaktperson for Venant og holdes derfor løbende orienteret om arbejdet med de fattige og sårbare børn. Tidligere var der fokus på børn af forældre med HIV/AIDS, men i dag er fokus bredere, så også børn, der af andre grunde er sårbare, kan få hjælp til skolegang (gennem Danmissions støtte til Fremtidsbørn).

I dag (20.6.) har Venant god tid, og det bliver en interessant og lærerig snak, hvor vi kommer vidt omkring. Da Alinda er med på arbejde (læs tidligere blog: Børnepasningsudfordring), tager vores snak udgangspunkt i, at der er flere og flere, der helst bare vil tjene en masse penge uden at ville lave ret meget. Venant forholder sig undrende til, hvor mange menneskers commitment er blevet af. Tidligere var det anderledes, husker han. Under Tanzanias første præsident, Mwl. Julius Nyerere, var der en filosofi om at arbejde er at leve. Venant fortæller, at Nyerere opfordrede sit folk til at arbejde: Hvis du ikke vil arbejde, men kun vil tænke på dig selv, så overlad pladsen til andre. Det handlede om, at man som blandt andet offentligt ansat skulle yde service for de mennesker, der kom for at få hjælp eller råd. Ville man ikke gøre noget for fællesskabet, så var der ingen grund til at tage denne arbejdsplads fra andre, som gerne ville yde noget for deres medmennesker. Men sådan er det desværre ikke mere, giver Venant udtryk for.

Tidligere arbejdede han på Nykahanga Hospital, og rygtet fortæller om ham, at hvis man ville have god service, så skulle man opsøge Venant. Det er ikke blot tomme ord, der kommer fra Venant, når han taler om commitment. Dette oplever jeg også i forbindelse med hans arbejde med de sårbare børn. Han har hjertet med i sit arbejde, og det er der mange børn, der har fået glæde af. Flere af dem har fået en god uddannelse og er endda kommet på universitetet.

Men tilbage til det generelle engagement. Hvorfor er det der ikke længere? Var det rusen efter uafhængigheden, der gav mange energien til at ville arbejde for at udvikle Tanzania? Efter Venants menig, så forsvandt tanzanianeres commitment i tiden efter Nyerere.

Brighton og jeg fortsætter snakken om aftenen, og Brighton er af den overbevisning, at der er alt for få filosofier i dagens Tanzania. Præsident Nyerere havde en filosofi og en vision. Måske er det derfor, at der stadig hver dag sendes film- eller radioklip med uddrag af Nyereres taler. Talerne fra 1950’erne, 60’erne og 70’erne er stadig aktuelle og gyldige i dag. Mangler Tanzania nogle stærke ledere, der har en filosofi de tror på, og som de tør udleve? Uden commitment er det svært virkelig at gøre en forskel – både i forbindelse med at udvikle et land som Tanzania og i kirkens arbejde.