Når tillid bærer og brister

Tillid er en grundlæggende del af tilværelsen, som kan bære meget. Ind i mellem sker det dog at tilliden brister og det bliver nødvendigt at skabe nye "tillidsrum".

Sidste måned deltog jeg i et seminar på Myanmar Institute of Theology, hvor forskellige teologer holdt oplæg om et emne der var relevant for konteksten i Myanmar. Der blev ikke lagt fingre imellem; militærets langvarige og brutale undertrykkelse af befolkningen, især de etniske minoriteter. Voldtægter, forflytninger, overgreb af forskellig slags. Der blev selvfølgeligt også talt om bibeltekster og teologi, men ind i mellem havde jeg en følelse af at sidde i et politisk institut. Lige indtil det stod klart for mig; det er her, i et teologisk og kirkeligt rum, at de har mulighed for at lufte al vreden, sorgen og frustrationen over forholdene i deres land. Alle andre steder ville de sandsynligvist være blevet standset eller endda anholdt.

Midt i den erkendelse vandrede mine tanker tilbage til mit første, aktive møde med en kirke, som faktisk ikke var den danske folkekirke, men kirken i det tidligere DDR, Østtyskland. Tiden var midt i 1980erne, jeg var ganske ung og aktiv i den danske fredsbevægelse. Som en del af mit engagement var jeg jævnligt på besøg i det daværende Østeuropa, især Østtyskland, hvor kirken rummede fredsgrupper, økogrupper, u-landsgrupper og kvindegrupper. Et væld af grupper, som på mange måder svarede til de græsrodsbevægelser der blomstrede i Danmark. I DDR kunne den slags dog ikke vokse frit, så grupperne fandt liv og beskyttelse i kirken, en slags hellig oase i et ellers totalitært samfund.

En af aktiviteterne bestod i at udbrede gensidige fredstraktater, hvori kirker eller enkeltpersoner fra øst og vest kunne skrive under på at de ville opbygge tillid, nedbryde fordomme og aldrig verbalt eller fysisk angribe hinanden. Tillidsskabelse stod højt på dagsordenen, og engagementet blandt de mange aktive unge fejlede ikke noget. Sandsynligvist blev der underskrevet mange tusinde fredstraktater, især mellem øst- og vesttyskere.

Først i det næste årti, efter murens fald og ind i 1990erne, gik det op for mig at det tilsyneladende så sikre rum i kirken også havde omfattet stikkere og spioner. Arkiverne fra Stasi, et folkeligt udtryk for Statssicherheitsdienst (sikkerhedsvæsenet), blev åbnet og ud væltede det med navne på mennesker som hemmeligt havde været Stasi spioner. Et dokumentarprogram på DR med titlen ”Med Stasi i hælene” vakte min interesse, og under udsendelsen opdagede jeg til min egen gru at én af de kirkelige ledere som jeg havde haft meget tillid til, måske endda set op til, faktisk havde arbejdet for Stasi. Noget bristede i mig, og jeg sad foran fjernsynet i min stue og græd. Min søn Thomas, som på det tidspunkt var omkring 5 år, kiggede forskrækket på sin grædende mor og spurgte: ”Mor, hvad sker der? Kommer han i fængsel?” ”Nej”, svarede jeg, og anede ikke hvordan jeg skulle strikke en brugbar forklaring sammen. I det samme gik det dog op for mig at vi lige havde læst ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren, og jeg fortsatte; ”Han er forræder”. Gudskelov for børnebogsforfattere som kan dramatisere en kompliceret virkelighed så børn kan forstå det. I bogen optræder en forræder, og forklaringen var ganske enkel og helt klar for Thomas. Samtidigt gik det også tydeligt op for mig at tillid kan misbruges, og at tilsyneladende sikre rum kan indeholde skjulte øjne og ører.

Endnu et årti senere, i 2005, flyttede hele familien til et land som lige er blevet betegnet som ”autoritært” af en international organisation. Cambodja har muligvist aldrig været at betegne som demokratisk, men efter de seneste politiske stramninger er det ihvertfald blevet helt tydeligt at styret er udemokratisk, for nu at sige det pænt. For nyligt snakkede jeg med en af mine tidligere elever fra Phnom Penh bibelskole, Sokly. Han fortalte at han en dag havde siddet på en restaurant og talt med en amerikansk ven. Samtalen drejede over på politik, og de talte i kritiske vendinger om regeringens stramninger. Ved nabobordet sad en gruppe cambodjanske mænd som med lange ører fulgte med i samtalen. På et tidspunkt vendte en af mændene sig mod Sokly og sagde: ”Spis din kylling!” Altså: ”Hold din mund!” Gruppen tog også billeder af Sokly og hans ven uden at forklare hvad formålet var. Men Sokly vidste det godt; regeringspartiet har fortalt alle deres medlemmer at de så vidt muligt skal skræmme folk fra at diskutere politik åbent. Nu er mange radiostationer og aviser lukket, og der er virkeligt brug for rum hvor folk tør være åbne og tillidsfulde.

Men i de lokale kirker er præster og menigheder også skræmte, og bange for at miste retten til at fungere som kirke. Samtidigt med den politiske angst hersker der hvad jeg ville betegne som en teologisk angst; folk er ganske enkelt ikke vant til frugtbar uenighed, og mange kristne er bange for at sige noget som kunne få andre kristne til at betegne dem som ”ikke rigtigt kristne”. Det kunne være alt fra fortolkningen af en bestemt bibeltekst til synet på andre religioner. I den sammenhæng er det vigtigt at Danmission støtter åbne rum og levende oaser, i form af dialoggrupper, træning i dialog og workshops for medlemmer af forskellige kirkelige retninger.

Tillid har en slægtning som hedder naivitet; en blind tillid til at enhver man møder på sin vej vil èn det godt. Sådan er tilværelsen desværre ikke indrettet. Også i tilsyneladende sikre eller trygge rum kan der være mennesker som sidder med en fordømmende holdning. Eller som får penge af myndighederne for at informere om hvad der sker og måske angive andre. I evangelierne er der eksempler på begge dele: Jesus helbreder et sygt menneske, og flere tilstedeværende tænker: ”Så gjorde han det igen, på en sabbat!” Jesus fulgtes endda med et menneske som han vidste ville forråde ham. I grunden har jeg altid undret mig over hvorfor Judas var nødvendig. Alle og enhver kunne vel møde Jesus, eller finde ud hvem og hvor han var. Men måske var Judas nødvendig i fortællingen, fordi han repræsenterer noget som findes i den menneskelige tilværelse; forræderiet, svigtet, mistilliden. Alligevel fulgtes Jesus med ham i årevis, han spiste med ham, underviste ham. Ikke i dyb naivitet, men i dyb tiltro til at tilliden har evighedskarakter, mens mistilliden før eller siden går til grunde. Den tiltro har vi meget brug for i Cambodja, især på tidspunkter hvor det er lettere at få øje på ørkenen end på oaserne.