Trosrejser

I mit sidste blogindlæg beskrev jeg min trosrejse, fra jeg som tretten årig valgte ikke at blive konfirmeret fordi jeg ikke troede på Gud, indtil jeg tolv år senere besluttede at læse teologi.

Inden jeg påbegyndte studiet havde jeg fået mit første barn, og jeg husker i starten at have en fornemmelse af at være en hjemmegående husmor der havde forvildet sig ind i universitetets gange. Så vidt jeg ved er der heller ikke andre i min familie som har taget en universitetsuddannelse, og det var derfor på flere måder en ny verden for mig. Jeg nød oplevelsen af at læse, lære, forstå, få indsigter. Samtidigt savnede jeg efter et par år en personlig og spirituel tilgang til faget, og tog derfor initiativ til at starte en kristen selvudviklingsgruppe i den lokale kirke. Her oplevede jeg et fællesskab omkring tro og personligt hverdagsliv som inspirerede mig gennem flere år.

Også mine børn var med til at give følelser, krop og blod til det akademiske studium. En aften hvor min mand og min søn Thomas, dengang tre år gammel, var alene hjemme, sad de i sofaen og hyggeputtede. Midt i putteriet spurgte Ernst ham hvordan han egentligt bar sig ad med at være så sød. Han forventede ikke noget svar, og opfattede det nok selv mere som et udsagn end som et spørgsmål. Men svaret kom ret prompte, og meget klart: ”Det er fordi far elsker Thomas.” Da jeg kom hjem og hørte om ordvekslingen, blev jeg glad. Især glad fordi ordene ikke var faldet i en omvendt rækkefølge; det er for at far kan elske Thomas. Min tre-årige søn havde en helt klar oplevelse af at først kommer kærligheden, og derefter gør den noget ved mennesker. Af børn og fulde folk skal man høre sandheden… For mig også den teologiske sandhed at først kommer Guds nåde, og derefter kommer menneskers gode gerninger. Selvom det for os voksne er så let at tro at vi skal udføre og udrette en hel del før vi har gjort os fortjent til noget som helst.

Næsten færdig med første del af teologi studiet fik jeg en trang til at blive konfirmeret. Jeg var nu mere end dobbelt så gammel som de fleste konfirmander og trangen virkede en smule besynderlig, både på mig selv og andre. Nogle spurgte om det var nødvendigt for at blive præst, men det var ikke tilfældet. Jeg henvendte mig til den lokale præst med min ikke nødvendige, men stadigt stærkere trang. Han var positiv, og efter at have rådført sig med den lokale provst som ikke mente at det kunne lade sig gøre fordi der ikke var noget ritual for konfirmation af voksne, udbrød han: ”Vi laver selv et ritual!” Det gjorde vi så; et mindre ritual med elementer fra den almindelige konfirmation efter en søndagsgudstjeneste. Jeg knælede foran alteret og sagde ja til Gud, ja til min tro. Natten efter havde jeg en meget kort og meget klar drøm: I hånden holdt jeg en halskæde med et lille guldkors som jeg tog om halsen. Halskæden havde jeg fået i dåbsgave, og betydningen lå lige for. Jeg tog det på mig som jeg havde fået i dåben; troen på at være Guds elskede barn.

Min præstegerning blev forholdsvist kortvarig, sammenlagt omkring tre år hvor jeg havde forskellige stillinger som primært barselsvikar. Men det var længe nok til at min barndoms oplevelse af at være kirkefremmed blev forhandlet til en følelse af at være hjemme i kirkens rum. Oplevelsen af et helligt rum, af at udføre ritualer og lyse velsignelser samt møde behjertede kirkegængere har jeg taget med mig, både som en erfaring og ind i mellem et savn, da jeg forlod den danske folkekirke for at være udsendt for Danmission.

Min indre trosrejse blev til en ydre geografisk rejse da hele familien rejste til Cambodja i august 2005. Både Ernst og jeg havde fået ansættelse hos Danmission; Ernst blev udsendt til at være leder hos en international kristen organisation og jeg skulle være teologisk underviser på Phnom Penh bibelskole. Vores to børn på 11 og 16 år startede på en international skole. Fra de første dage husker jeg mest en masse træthed og en masse nye indtryk: En tung varme, fremmede lyde, lugte, uforståelige ord. Indtryk som skulle bearbejdes på en anden måde fordi vi ikke var på en tre ugers ferie men på en tre-årig kontrakt.

Vi blev vist rundt, introduceret og inviteret, bl.a. til en gudstjeneste i en lokal kirke hvor en udenlandsk missionær var prædikant. Det blev til en torden prædiken hvor han som en anden Thor kastede rundt med sin hammer; hvis ikke kirkegængerne gik hjem og fik deres familiemedlemmer og naboer omvendt til en kristen tro, ville de alle som én havne i helvede. Det vendte sig i mig, og kun oplevelsen af at jeg som nyankommen burde være høflig og kultursensitiv fik mig til at holde mund. Senere på bibelskolen hørte jeg en udenlandsk lærer sige i sin prædiken: ”Hvis man ikke tilbeder Gud, tilbeder man Satan”. Det blev sagt til en gruppe af unge studerende, hvoraf langt de fleste var første generations kristne. Budskabet må have været hårdt for dem: ”Jeres forældre og bedsteforældre er satan tilbedere.” Den slags oplevelser fik mig nogle gange til at overveje hvad jeg egentligt lavede på de breddegrader, og om jeg overhovedet hørte religiøst hjemme i de kredse. Efterhånden voksede den indsigt dog frem i mig at der var mere brug for veluddannede teologer i Cambodja end i Danmark. Nogle som kunne fremme en reflekteret tro og et budskab der ikke var truende eller krænkende. Lige siden har det dog været en kilde til undren for mig hvordan nogle kristne kan ændre Jesu gode budskab: ”Omvend jer og tro på evangeliet, for Guds rige er kommet nær,” til et dårligt budskab: ”Omvend jer og tro på Jesus, for ellers kommer I i helvede.”

Når det er sagt, vil jeg også tilføje at samvær og samtaler med utallige  cambodjanske kristne gennem årene har berørt mig dybt. Unge og yngre mennesker som er vokset op i årene lige efter Pol Pot regimet, og har en stribe af tunge oplevelser med sig; familier som var præget af vold, fattigdom, sygdom, dødsfald, kriminalitet, alkoholisme. Alt det som hærger et efterkrigssamfund.     På den ene eller anden måde, især gennem venner og familie, er de kommet i kontakt med en lokal kirke, og det har været et vendepunkt for dem. Jeg har aldrig hørt at et bestemt bibelvers har påvirket dem specielt meget, det har altid været fællesskabet i kirken de har snakket om, eller en kristen som drog omsorg for dem eller deres familie. ”Jeg læste de kristne før jeg læste bibelen”, som en af dem sagde; hvordan opfører de kristne sig, overfor hinanden og andre, hvilke værdier lever og handler de efter? Vendepunktet har været oplevelsen af et kærligt fælleskab som har fået dem til at føle sig velkomne.

Min rolle i det hele har været at støtte og opmuntre, samt stille spørgsmål som har givet stof til eftertanke, både til enkeltpersoner og på workshops for præster og tidligere bibelskole elever. Især mit arbejde med religionsdialog har givet mig selv, og forhåbentligt andre, den dybde og bredde som opleves meningsfuld. At gå dybere ind i min egen tro, og samtidigt bevæge mig ind i ”de andres”; hvordan ser deres religiøse verden ud? Hvad søger de og hvad længes de efter?

Min trosrejse er ikke endt, det gør den sikkert ikke i det her liv, men jeg møder inspirerende mennesker og har fundet gode veje at vandre ad.

 

Som en slags krølle på det hele vil jeg gerne videregive et spørgsmål fra mit barnebarn på fem år. Vi rejste ud i verden med to halvstore børn, og er siden blevet beriget med to børnebørn der begge er fem år: Somtochi som er halvt dansker og halvt nigerianer, og Sapphire som er halvt singaporeaner og halvt dansker.

Sidste år var Somtochi på familieferie i Cambodja, og mens han pjaskede rundt i en svømmepøl omgivet af bjerge, skove og palmer, standsede han pludseligt op, kiggede på mig og spurgte: ”Er det her normalt?” Jeg funderede forvirret over spørgsmålet, sikker på at jeg ville have bedt ham om at definere ”det her” og ”normalt” hvis han havde været voksen, men det var han jo netop ikke. Heldigvist kunne han se min forvirring, og tilføjede: ”Altså, at det er så smukt. Og at mennesker elsker hinanden.” Det ville jeg som mormor gerne svare et fuldttonende ja til: Ja, det er fuldstændig normalt at verden er smuk og at mennesker elsker hinanden. Men det ville jo ikke være sandt, og jeg vævede lidt rundt i en forklaring om steder med krig og vold.

Bagefter har jeg tænkt på om hans spørgsmål egentligt stak dybere, om det han spurgte efter ikke var fakta, hvor mange procentdele af verden der var indrettet på den måde, men at det kunne være et spørgsmål om tro og mening. Den dybere sandhed er for mig at verden er anlagt til at være smuk, at vi mennesker er skabt af Gud til at elske hinanden. Og at jeg håber det en dag vil være fuldstændigt normalt, kloden rundt.