Trosrejser

I sin tid var jeg den eneste i min klasse der ikke blev konfirmeret, fordi jeg ikke troede på Gud. Godt to årtier senere var jeg den eneste som blev præst. Hvad skete der mellem de to begivenheder - samt før og efter?

En trosrejse er en bevægelse mellem to steder: Fra én tro til en anden tro, fra ikke-tro til tro (eller omvendt) eller en bevægelse indenfor den samme tro, til et andet perspektiv på sin tro. I dette og følgende blogindlæg vil jeg beskrive forskellige menneskers trosrejser, og jeg har valgt at starte med min egen da den er udgangspunktet for min forståelse af de andres.

Min trosrejse startede i min familie, som jeg forestiller mig de flestes gør. Hvad forældrene tror, tænker og videreformidler er så at sige rejsens udgangspunkt. Mine forældre var begge medlem af folkekirken da jeg blev født, et medlemsskab som dog ikke blev benyttet til stort andet end dåb af min bror og mig. Sagen ændrede sig imidlertid få år senere, fordi min mor blev indlagt på psykiatrisk hospital med en dyb depression. Min far befandt sig i en vanskelig situation da han nu stod med to børn på fem og tre år, en syg kone og et arbejde der skulle passes. I sin nød kontaktede han den lokale menighedsbørnehave, og spurgte om der var to ledige pladser til et akut behov. Lederen af børnehaven var meget forstående og mente at ventekøen kunne springes over grundet de vanskelige omstændigheder. Der var dog den formalitet at bestyrelsesformanden, den lokale præst, skulle godkende beslutningen. Min far henvendte sig derfor til præsten, som efter at have hørt på hans forklaring sagde én sætning: ”Ja, det kan enhver jo komme og sige!” Den sætning var et slag i ansigtet på min far, som vendte sig om og forsvandt ud af døren. Næste dag vendte han dog tilbage igen, nu for at melde sig ud af folkekirken.

Hvordan tingene havde udviklet sig hvis præsten havde vist forståelse og måske ovenikøbet tilbudt at tale med min far om den vanskelige situation, er svær at spå om, især med tilbagevirkende kraft.

Hvorom alting er blev oplevelsen en slags grundfortælling om kirke og præster i min familie, og jeg husker aldrig at have været i kirke med mine forældre og min bror uden at vi var inviteret til en speciel begivenhed.

Engang som stor pige fik min mor og jeg dog den ide at gå i kirke. Vi deltog i en gudstjeneste lige efter jul hvor kirken ikke var fuld, og styrede derfor målbevidst mod de første rækkker som foresvævede os at være de bedste. Men ak, vi havde ingen anelse om hvornår vi skulle rejse os og sætte os igen, og måtte diskret skæve bagud til de mere kirkevante der befandt sig mange rækker bagved os, i håb om at de ikke bemærkede vores skæven. Hvad der i øvrigt blev sagt eller sunget fortaber sig i tågerne, og tilbage står kun oplevelsen af det jeg senere blev klar over betegnes med ordet ”kirkefremmed”.

På reolen i stuen stod en gammel og ærværdig bibel som formodentligt var arvet gennem generationer, men ingen læste i den da den var skrevet med uforståelige gotiske bogstaver. Ordet Gud blev aldrig udtalt i vores hjem, ikke fordi mine forældre var erklærede ateister, men snarere fordi ordet ganske enkelt ikke indgik i deres aktive ordforråd.

Da tiden kom for min konfirmation i 7. klasse var jeg i mellemtiden blevet marxist. Jeg blev i en tidlig alder medlem af et politisk ungdomsparti og deltog i kurser i marxistisk teori og socialistisk politik. Jeg troede ikke på Gud og ville ikke svare ja til noget i en kirke som jeg ikke kunne stå inde for. Dermed blev jeg den eneste i min klasse som ikke blev konfirmeret. Samtidigt med min politiske overbevisning var jeg dog også blevet et søgende ungt menneske, og den katolske præst Abbe Pierre som arbejdede blandt hjemløse i Paris gjorde et stort indtryk på mig. Jeg blev frivillig i ”Ulandsforeningen Svalerne” som var en gren af Abbe Pierres Emmaus bevægelse, og solgte i en periode ”Ulandsvarer” på torvet hver lørdag. Flere af pigerne i min klasse var på det tidspunkt vilde med John Travolta, men jeg var mest af alt fascineret af en fransk munk.

Først i gymnasiet begyndte der at komme en vis sammenhæng mellem mine forskellige overbevisninger; i fritkvartererne sad jeg ind i mellem på gymnasiets bibliotek, og her læste jeg tit i en bog med titlen ”Marxister og kristne i dialog”. Indholdet husker jeg ikke, men selve den oplevelse at forskellige trosholdninger kunne være i dialog med hinanden prentede sig dybt.

Efter gymnasiet stod det ikke tydeligt i stjernerne hvad jeg skulle studere, eller også var jeg ikke i stand til at tyde det. I stedet havde jeg forskellige jobs og blev mere og mere engageret i de græsrodsbevægelser som blomstrede i 1980erne. Især fredsbevægelsen blev vigtig for mig, og på et tidspunkt boede jeg i en kvindefredslejr vest for Viborg, hvor et underjordisk NATO kommandocenter angiveligt skulle bygges. De andre kvinder i lejren talte som noget helt selvfølgeligt om massage, healing, astrologi, aura, drømmetydning, og en ny verden blev tilgængelig for mig. Jeg prøvede lidt af det hele, og lærte af hver person og hver erfaring. Et kursus på Vækstcenteret i Nørre Snede om drømmetydning blev en slags døråbner for mig, og jeg forstod mere af menneskets indre liv.

Skulle jeg mon læse psykologi? Måske, men en nat ved juletid havde jeg en drøm hvor jeg sad i et klasseværelse, og en gymnasielærer stod oppe ved tavlen. Han pegede ned på et opslag bag i lokalet, hvor et kursus i religion hver onsdag aften blev omtalt. Læreren anbefalede kurset. Både i drømmen og i vågen tilstand rystede jeg lidt på hovedet af et kursus i religion, men min forundring var stor da jeg to uger senere modtog et kursuskatalog fra Folkeuniversitetet, og fik øje på et kursus i teologi hver onsdag aften. Jeg tilmeldte mig kurset, som ikke bare blev til ét men flere kurser gennem flere år. Underviseren, Lene Højholt, formidlede og udlagde gammel og ny testamente på en måde som rørte en dyb længsel i mig. Desuden var her ingen fordømmelse af selvudvikling som selvoptagethed eller ”navlepilleri”, som jeg havde hørt fra andre kristne. Snarere oplevede jeg en frugtbar dialog og sammenhæng mellem kristen tro og personlig udvikling. Set i bakspejlet blev kurserne på Folkeunivesitetet en forløber for mit egentlige teologistudium.

Seks år efter min studentereksamen kunne jeg fortælle mine forældre at jeg nu havde bestemt mig for en videre uddannelse. Min far var et venligt menneske – i en dyb forstand af ordet venlig – men stadig ikke på god fod med præstestanden, og hans svar havde et diplomatisk anstrøg: ”Det er jo en udmærket uddannelse som kan bruges til mange ting. For eksempel kan man blive højskolelærer.”

(Del to følger senere)