Demokrati, diktatur og alt derimellem

Demokrati, diktatur og alt derimellem

Cambodja udvikler sig på mange fronter. Men når det handler om politik og demokrati, er der lang vej igen.

Cambodja er, som alle vestlige og i efterhånden høj grad også sydlige, nordlige og østlige lande, et demokrati. Det er i hvert fald dét, der står på papiret. Til en vis grad og grænse er det også sandheden. Cambodja har flere partier, og befolkningen i Cambodja har rettigheden til at stemme til valget. Næste valg er til sommer den 29. juli 2018.
Det er vist også de ord, der er til rådighed om emnet: “Demokrati i Cambodja”… Desværr
e! Regeringspartiet, Cambodian People’s Party (CPP), der eftersigende skulle være ’folkets parti’, handler tilsyneladende mere efter egne interesser frem for folkets. I hvert fald er regeringspartiet ikke meget for at have reel modstand i den kommende valgkamp. Oppositionspartiet, Cambodia National Rescue Party (CNRP), er det eneste politiske parti med en størrelse, der kan true regeringspartiets store magt i Cambodja. CNRP kæmper en hård og muligvis umulig kamp for at opretholde demokratiet.
Torsdag den 16. november var der en retssag i Cambodjas højesteret. Udfaldet af retssagen blev, at oppositionspartiet CNRP blev opløst og 118 af partiets medlemmer har fået forbud mod at engagere sig i og med politik. Ved retssagen udeblev oppositionspartiet, da de ikke ville give regeringspartiet ret i, at de havde gjort noget forkert.

Med et opløst oppositionsparti kan man næppe længere kalde Cambodja for et demokrati. Hvordan regeringspartiet Cambodian People’s Party vil håndtere og omtale valget til sommer er, for mig, meget uvist. Måske de holder fast i, at der er demokratisk valg, og at befolkningen frit kan vælge mellem at stemme på Cambodian People’s Party eller nogle af de andre helt små partier, der ikke har størrelsen eller ej gørelsen til at udgøre en reel trussel mod den siddende regering? Måske de indrømmer, at demokratiet er et afsluttet kapitel, og at diktatur er den nemmeste og sikreste løsning for folkets fremtid?

Skilte, som dette, hænger overalt i Cambodja. Selv ude på den rismark, hvor kragerne for længst er vendt om.

Fredag den 17. november mærkede de andre provstivolontørere og jeg regeringens magt på egen hånd. Vi var på vej ud mod Prey Lang, en stor regnskov, hvor der desværre foregår en masse illegal skovhugst. Vi var afsted sammen med en praktikant fra Danmission, en fotograf fra Portugal, en interviewer fra Tyskland og 8 unge cambodjanere. Til en tidlig frokost får vi kastet de triste nyheder i hovedet: turen til Prey Lang er blevet aflyst – før den overhovedet reelt var startet. Årsagen var, at nogle politibetjente havde vækket lederen af arbejdet ude i Prey Lang ved at omringe hans hus. Morgenvækningen lød på, at han havde to muligheder: 1: Han kunne gennemføre vores tur til Prey Lang og blive arresteret, eller 2: Han kunne aflyse turen og ikke blive arresteret. Han valgte den anden mulighed og havde Danmission i ryggen i sin beslutning.

Det var forfærdeligt frustrerende at opleve på egen krop, hvordan regeringspartiet benhårdt styrer landet på egne præmisser. Og det er hårdt at opleve, at befolkningen hverken tør eller gør modstand. Dog er jeg meget opmærksom på, at det ikke er lige så nemt at være utilfreds i Cambodja som i Danmark. Derhjemme kan man spraymale et skilt i sin garage og gå ud og demonstrere med det i hånden. Og hvis man får samlet mange mennesker med mange skilte sammen, kan man lige kontakte politiet, så de ved, at der i løbet af et par timer vil være mange mennesker samlet ét sted. I Cambodja er det ikke lige så nemt – langt fra! Hvis man vil gøre modstand her, skal man være yderst varsom, da det kan ende med anholdelse. Hvis der skal skabes modstand mod regeringen og systemet i Cambodja, skal der mere kreative løsninger i brug. Måske cambodjanerne på fredsommelig vis kan sige nej til Cambodian People’s Party’s udemokratiske metoder? Det håber jeg i hvert fald inderligt på.

Cambodian People’s Party har flere håndlangere, end man lige ved. Så man skal passe på, hvem man kritiserer partiet til. Der er opmærksomme øjne overalt. Øjet her er skabt af en streetart-kunstner på en efterladt bygning.

Vi læses ved!

Venligst
Silkeborgvolontøren