2 uger er nu gået ude i den store, set med cambodjanske øjne, men lille, set med silkeborgensiske øjne, landsby Preah Sdach. Den første uge var meget stille og rolig, da der var Phum Ben fejring, som er en fest, hvor alle cambodjanere tager hjem til deres familier og spiser god mad og nyder hinandens selskab. Det kan sammenlignes lidt med danskernes juleaften bortset fra kirkedelen og det der med risalamande, kartofler, brun sovs og flæskesteg. Her byder menuen, som altid, på ris, risnudler og riskager – og det spises gerne med fingrene, ellers må man til nød tage en ske i brug. Så i den første uge havde mig og Amalie god tid til at se stedet an og vænne os til de nye omgivelser.
Anden uge er nu snart ved at være til ende, og må siges at være markant anderledes end den første. Hvor den første var stille og rolig, har der været masser af gang i den anden, og der er sket ting hele tiden. Og nu hvor jeg har været her både i hverdage og i weekender og nogenlunde fundet ud af, hvordan en dag hænger sammen, vil jeg forsøge at dele denne oplevelse med jer. Så her kommer en ”typisk” dag i Preah Sdach. Og kun ”typisk” for herude på landet, ved man aldrig rigtig, hvad der kommer til at ske af overraskelser – ændrede skemaer, misforståelser og en uventet regnbyge kan ændre meget på dagens program.
Klokken er 06:20, da jeg kigger lidt omtumlet på displayet på min telefon. De har spillet festligt, cambodjansk morgenmusik inde på naboværelset, og det er ikke noget, der går stille for sig. I og med at der i loftet ikke er nogle vægge, der adskiller værelserne, kunne der lige så godt stå en mobiltelefon og afspille på maksimum volumen lige ved siden af mit øre. Med en lille rynken på panden og et godmorgen til Amalie begiver jeg mig ud på dagens første mission: toiletbesøg. Dette foregår i et lille murstensskur, og toilettet er et såkaldt ”squattoilet” – noget jeg lige skulle vænne mig til, men som nu er blevet en del af dagligdagen her. Morgenmaden, som vi har været så eksotiske og turistagtige at slæbe med fra Phnom Penh, indtages siddende på to styks postkasserøde plastikstole ved et kvadratisk og lettere vakkelvornt bord på terrassen.. eller et cementgulv overdækket med blikhalvtag i hvert fald. Solens morgenstråler og fuglenes pippen gør os fornemt selskab, imens vi i ro og mag vågner rigtigt op.
Børnene, vi skal undervise 08:30, har været her i halvanden time, da vi træder ind i klasselokalet, der består af 10 røde plastikstole, 2 af de kvadratiske, vakkelvorne borde samt en whiteboard-tavle med dertilhørende blå tuscher. Børnene her er smilende og glade og efter at kommunikationen vellykket er gået igennem en oversætter, begiver de sig velvillige i kast med dagens opgaver og lege. De havde hørt om alfabetet og talrækken fra 1 til 10 på engelsk, men det er altid en overraskelse for dem, hvis der efter at være blevet peget på A, B, C, D, E, F og G på tavlen ikke bliver peget på H, men på Y i stedet for. De er mest vant til remser og udenadslære virker det til, set med nyudklæggede lærerøjne. Børnene er perfektionistiske ned til mindste detalje og kopierer med nøjagtighed måden, vi har skrevet noget på tavlen. Farverne skal gengives i den samme rækkefølge og krøllen på g’et skal være den samme som lærerens. Efter hver time takker de sødt af med et ’djum rip lir’, der betyder farvel på khmer.
Herunder er et par billeder med børnene. Her viser de stolte deres kreationer i PlayMais:
Her er eleverne ved at skrive dagens ord ned i deres medbragte notesbøger:
Her står eleverne og viser deres notesbøger frem:
Kvart i tolv går turen videre til vores faste frokoststed. Her står maden klar til os klokken 12:00 sharp. Vores faste kok og søde ven, Regina, laver mad til os hver dag. Hendes mand, Arm, er bror til præsten Eam, der er ansat i Abundant Life Church (ALC), som er navnet på kirken, hvor vi bor. Regina og Arm har to søde, små piger; Maria og Marika, som efterhånden er blevet så vant til vores visit, at de og især den ældste, Maria, smilende løber os i møde med et lille vink. Restauranten er kombineret med en seng, som de spiser på samt en ”alt-det-bedste-fra-Preah-Sdach”-butik, hvor ris, vand, juice og shampoo i miniposer kan købes i store mængder, men hverdagsagtige-dansker-ting som hvedemel, havregryn og leverpostej ikke eksisterer i miles omkreds. Udover kernefamilien finder vi for det meste også Reginas mor, hendes søster og søsterens mand. Så selvom det kun er os, der kommer og spiser i restauranten som gæster, er der altid masser af liv her. Frokostmenuen og for den sags skyld også aften- og morgenmenuen byder på ris i rigelige mængder, mærkelige stykker kød med masser af ben, fedt og sener, en genkendelig kartoffel eller to og æg enten som hårdkogt, spejlet eller som omelet. De sidste to er vist mest for at gøre det komfortabelt for os – kartofler er ikke deres favoritspise hernede, og jeg har endnu ikke set dem spise de æg, der serveres for os – om det er et godt eller dårligt tegn, skal jeg ikke kunne sige…?
Inden vi når at takke for maden for at begive os tilbage mod kollegiet på gåben, er der på magisk vis ankommet en elev fra kollegiet, præsten ham selv eller hans assistent. Alle sammen på deres ”motos” (=motorcykler), for vi skal da ikke gå hele turen tilbage i middagssolens stærke og stegende stråler. Det er alt sammen meget fornemt, og man siger aldrig nej til en tur på moto, men det gør det lidt svært at opretholde sin medbragte selvstændighed og uafhængighed, når man ikke får mulighed for at bevise, at man sagtens kan klare at gå den lille 15 minutters rute fra A til B.
Tilbage på kollegiet er det blevet tid til det første eftermiddagshold, som skal have engelskundervisning. Dette hold består af 3 søde, smilende og lidt generte piger, der kommer på deres motos iført hjelm eller strikhue. Desuden er der som regel en eller to piger fra kollegiet samt en kvinde, der har sine køer til at græsse på kirkens grund og som gerne vil blive bedre til engelsk. Alt i alt et lidt blandet hold, men fælles for dem er ønsket om at udvikle deres engelske. Med dette i mente går mig og Amalie i gang med vores mission: at få dem til at tale engelsk. Ikke kun læse, ikke kun skrive, men tale. I Cambodja får elever, der studerer engelsk, undervisning i grammatik, skrivning og læsning – det er i hvert fald dette, som de kan finde ud af. Men det der med at tale er en stor udfordring for mange af dem. Efter en lektion hvor alle har sagt noget og fået udvidet deres ordforråd, går vi til pause inden dagens sidste lektion.
I pausen er det rart at sidde ude på terrassen, især hvis der er en gavmild brise, der kan skabe en illusion om, at det ikke er 30 grader, og at vi ikke er ved at svede vores store forbrug af plastik-flaskevand væk. Siddende på en rød plastikstol med en plastik-flaskevand i hånden kan man blive observeret af folk med store og fascinerede øjne. Noget så simpelt som at hydrere sig selv i varmen eller spise en friturestegt banan købt på markedet er tilsyneladende yderst interessant og virker nogle gange til at være dagens opdagelse, når det er to hvide danskere, der gør det. Jeg tror aldrig helt, at jeg kommer til at vænne mig til, at de lokale synes, at jeg er så interessant. For helt ærligt – det, jeg gør, er ikke at opfinde den dybe tallerken.
Klokken 17.00 er det blevet tid til dagens sidste undervisningslektion; 3-4 piger fra kollegiet, der går i gymnasiet, 2 drenge, der går i 7. og 8. klasse, søndagsskolelæreren Samir og kirkeassistenten Druan udgør klassen – endnu et blandet hold på hvert sit niveau. Efter at have lavet noget ’quiz og byt’ og lavet et skuespil over at købe frugter og grøntsager på markedet, siger vi tak for i dag.
Solen er på vej ned, når man træder ud af klasselokalet, og dens sidste stråler kan nogle gange ses på den anden side af vejen. Et smukt lyserødt skær skinner udover de mørke palmetræer. Tusmørket falder hen over rismarkerne og gør én taknemmelig for den gule pære, der lyser op på terrassen. Så kan man høre lyden af en motorcykel, der på bedst mulig vis begiver sig afsted i mudderet fra dagens regnbyer. På dette tidspunkt af dagen er lyden lig med aftensmad. Regina ankommer med maden i en smart metalbeholder med fire afdelinger: 2 skåle med ris og 2 skåle med dagens toppings samt en lille plastikpose med soya. Risen nydes med en plastik-flaskevand, og eventuelle rester gør kirkehunden Tony i ualmindeligt godt humør. Når sulten har lagt sig og skeerne er lagt til ro, samler Regina metalbeholderen sammen og kører hjemad i mørket.
Der er ret smukt ude på landet med rismarkerne og palmetræerne:
Kollegiets yngste beboere, to unge drenge, der går i henholdsvis 7. og 8. klasse, spørger aftenligt ”Play game? Do you have a new game?”, og så må vi jo sætte hjernecellerne i aktivitet for at komme op med en sang- eller klappeleg, som vi alle ender med at have stor glæde af. Klokken 20 er det tid til at gå hver til sit, ind på hver vores værelse. På mig og Amalies værelse står den nu på dagbogsskriverier om dagens oplevelser, undervisningstimer og risserveringer. Også denne dag må vi sige tak for endnu en dag i Preah Sdach og konstatere, at vi igen er trætte. Klokken 21:47 slukkes lyset på værelset og øjnene falder hurtigt i. Med lyden af græshopperne udenfor, et par pip fra de omkring 10-11 firben, der sidder rundt omkring på væggene og i loftet samt den faste summen fra den ene af værelsets to blæsere, falder vi trygt i søvn.
Det er så typisk en ”typisk” dag i Preah Sdach kan beskrives. Måske I derhjemme med dette kan få en fornemmelse af dagligdagen her?
Hvis I gerne vil se, hvor jeg bor, kan I finde en video på følgende link. Det er en rundvisning af kirken, kollegiet, undervisningslokalet og køkkenet:
https://www.youtube.com/watch?v=VOOo7EeL6bs
Vi skrives ved!
Venligst
Silkeborgvolontøren