Nu er jeg, efter 3 ugers landsbyliv i Preah Sdach, landet i den hektiske hovedstad Phnom Penh igen. Her er det lyden af ”Tuktuk? You need tuktuk?” fra diverse tuktuk-chauffører, der fylder øresneglen. Tuktuk-chaufførerne er hurtige til at stille spørgsmålet ”Tuktuk?”, når de begejstret ser vores hvide vesterlændinge hud, som på trods af mange timer i de skarpe solskinsstråler på vej gennem landsbyen på gåben eller bag på en moto, stadig ikke helt kan konkurrere mod cambodjanernes mælkechokoladefarvede hud – men kampen er ikke færdig endnu, der er stadig 2 måneder to go og mulighed for mere solskin. Desuden har jeg, for en stund gældende for den næste uges tid, sagt farvel til milde og friske briser, og i stedet forsøger jeg på, at byde varme dage med kildende sveddråber ned af panden og halsen velkommen.
Livet på landet og livet i storbyen er i den grad forskellig. Ligesom i Danmark – kontrasterne er nok bare en anelse større i Cambodja.
Hjemmefra havde jeg forestillet mig, at jeg ville møde en enorm kontrast i mødet med kristendommen i et land, hvor de kristne er første-, anden- og en sjælden gang imellem tredjegenerations kristne. Helt præcist hvad jeg havde opdigtet i mit hoved på forhånd, ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald blevet overrasket over, hvordan kirke og kristendom tager sig ud i landsbyen Preah Sdach.
Kirken, som Amalie og jeg har været en del af, hedder Abundant Life Church (ALC). Her er der en simpel kirkebygning, et køkken og et kollegie til de studerende. Hos ALC er der tre ansatte; præsten Eam, assistenten Druan og søndagsskolelæreren Samir.
Fra venstre: præsten Eam, søndagsskolelæreren Samir og hjælperen Druan
Stedets overhoved, Eam, fortjener en større beskrivelse end ”præsten”.
Eam er en lille mand med en stor mission. Med sin nyklippede frisure, sin karakteristiske måde at gå hen over mudderklatterne på og sit store smil og dertilhørende grin tager man ikke fejl af Eam. Han vil gerne ”share the gospel and the good news from God”, som han selv formulerer det, da jeg, efter en opsummering af søndagens prædiken, snakker med ham. Han vil altså dele evangeliet og glæden ved Guds ord med så mange cambodjanere som muligt. I første omgang dog nok ’bare’ de omkring 10.000 beboere i Preah Sdach. Udover at fungere som præst og indenlands-missionær, er han også lærer og underviser i søndagsskolen og lærer desuden de studerende om engelsk og andre gode ting om livet og Gud.
Når Eam skal forberede sin prædiken til søndagens worship, bruger han meget tid på at finde bibelteksterne. Han udvælger nemlig selv sine bibeltekster til forskel fra hjælperen Druan, som følger en kronologisk rækkefølge gennem Bibelen. Eam understreger vigtigheden af at udvælge en tekst fra både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det er nemlig rigtig vigtigt, da det er kombinationen af de to testamenter, der udgør kristendommen. Han synes ligesom ikke, at man kan prædike om kristendommen udelukkende gennem Det Gamle Testamente, for så er Jesus Kristus jo slet ikke en del af prædikenen, og dermed kan næstekærlighedsbuddet heller ikke rigtig nå ud over prædikestolen.
I sine prædikener fokuserer Eam på, hvor vigtigt det i hans øjne er at missionere og sprede Guds ord og dermed det gode, kristne budskab. Uanset hvilke bibeltekster der er udvalgt, ender der altid med at være en hovedpointe om vigtigheden af at sprede evangelierne. Men levende i et buddhistisk land, hvor størstedelen af landets befolkning er buddhister, er det ikke helt nemt at sprede evangelierne. Omvendt kan man sige, at der er nok at arbejde med.
Men gad vide hvad Eam tænker om buddhister: kan kristne og buddhister leve side om side, eller mener begge parter, at hinanden er syndere? Dette spørgsmål ville jeg gerne høre Eams svar på. Han sagde to ting i sit svar. For det første sagde han, at ”God loves everyone”. Og med det mente han reelt ”everyone”. Gud elsker alle mennesker uanset religion, hudfarve og etnicitet. Eam sagde også, at buddhister er syndere, da de takker og tilbeder flere guder og ting. Og dette er ifølge Eam et brud på det første af de 10 bud: der er én gud. Eam har den holdning, at buddhister er syndere, men at Gud elsker dem alligevel. Og hvis Eam kan dele evangeliet med dem og få dem til at se, at det giver mening, så ville dette være yderst godt.
Her ses Eam sammen med en buddhistisk munk
Udover den faste søndagsgudstjeneste, er der også en anden søndagsaktivitet: ”small groups”. Small groups er små husmenigheder, som mødes søndag eftermiddag omkring en sangbog og et par Bibler siddende på bambusgulvet og med lyden af en gøende gårdhund som akkompagnement. Her læses og snakkes om nogle tekststykker fra Bibelen. Præsten Eam eller Druan er til stede og støtter op om de kristnes tro og engagement.
Amalie og jeg var også med til en small group i en endnu mindre landsby end Preah Sdach. Her fortalte vi om forskellene ved at være kristen i Danmark kontra at være kristen i Cambodja. Om det med at være født ind i en kristen familie og ikke nødvendigvis tage i kirke udover lige til jul og hvis ens kusine eller fætter skal konfirmeres. Derefter var vi interesserede i at høre, hvad disse kristne fandt vigtigst i kristendommen. Overraskende nok mindede svarene meget om, hvordan jeg selv har det. Stort set alle af de kristne cambodjanere sagde, at det vigtigste var næstekærlighedsbuddet. Det vigtigste for dem var, at man skal ”love your neighbour as yourself”. Dette svar var lidt af en øjenåbner for mig, der hjemmefra havde forestillet mig store og vilde udtalelser om en straffende Gud fra Det Gamle Testamente, der, i en arrighed over menneskeskabelsens uduelighed og ondskab, udrydder dem alle i en enorm oversvømmelse og kun redder én god mand og dennes familie. Jeg var overrasket over, at det var næstekærligheden, som stod stærkest og vigtigst for disse første- og andengenerations kristne. Det var fascinerende, at de, som har konverteret til kristendommen, og mig, som er født ind i en familie af præster i flere generationer, finder det samme element i kristendommen essentielt. Næstekærligheden; en ubetinget kærlighed, der ikke slutter, men blot forstørres jo flere mennesker, der skal have del i den.
De lyserøde Bibeler bladres i og nærstuderes i husmenighederne
”I næstekærligheden er grundtanken, at man kan strække denne særlige gave, som kærlighedens frisættende karakter rummer, til alle andre mennesker i ens nærhed”. Sådan skriver Anne Marie Pahuus i tænkepause-bogen ”Kærlighed”. Jeg vil tillade mig at uddybe dette citat en anelse. Anne Marie Pahuus skriver ”i ens nærhed”, og i en lille danskfaglig fortolkning og kristen vurdering mener jeg, at idéen med næstekærlighed er, at næsten ikke nødvendigvis behøves at være nær en selv i en relationsmæssig forstand. Ens næste kan være meget fjern, ja sågar en fjende, men næsten bliver en næste i det fysiske møde.
Jeg synes, at næstekærligheden i den kristne tro er en yderst smuk tanke og mål, men i virkeligheden kan næstekærligheden være umådelig svær at realisere. Men ikke desto mindre er jeg fascineret over, at kristne i Cambodja og en kristen fra Danmark ser næstekærligheden som det essentielle i deres personlige tro og gerne vil forsøge at realisere næstekærligheden i hver deres liv.
Med disse lettere filosofiske og næstekærlighedsfokuserede linjer, vil jeg slutte af for nu. Ønske jer alle sammen Guds velsignelse, som dagligt bruges som hilsen blandt de kristne i form af ”May God bless you!”
Vi skrives ved!
Venligst
Silkeborgvolontøren