Jeg er landet i januar-hverdagen med kølige dage med briser, der sender tankerne mod Nordpolen, og vejrværter, der konstant siger det samme: ”solskin og risiko for regn”. Og vejrværterne for altid ret – undtagen når regndråberne bliver til slud, der bliver til sne. Udover at der er gået hverdag i vejret, er der også gået hverdag i at bo i Danmark igen. Hvor december bestod i at vænne sig til Danmark med alt hvad det indebar af at se og gense mennesker, spise julemad, følge med i julekalenderen og drøfte vejret, så er januar blevet starten på mine 29 foredrag. Og nu hvor januar lakker mod enden, er det blevet hverdagsagtigt at kalde mig selv for ”foredragsholder”. Det første foredrag var dog noget nervepirrende…
… Mit hjerte banker højlydt. Det bevæger sig taktfast og hurtigt bag brystkassen. Min hjerne kører på højtryk: ”Har jeg husket det hele? Passer det med tiden? Hvad gør jeg, hvis teknikken ikke virker? Hvad gør jeg, hvis…?” Konstante tvivlsspørgsmål fiser forvirrede rundt i mit hoved. De bliver kombineret med en gennemgang af, hvad jeg skal sige, hvornår. Jeg er nok lidt nervøs. Eller jeg er meget nervøs. Mit første foredrag er lige om hjørnet, og selvom jeg føler mig forberedt, er jeg i tvivl, om jeg er ORDENTLIGT forberedt.
Da jeg møder op ude ved konfirmanderne ude i en lille landsby lidt udenfor Silkeborg, bliver jeg mere rolig. Konfirmanderne er jo søde. Og hjælpsomme. Så selvom det viser sig, at teknikken ikke virker for mig og mine videoer derfor bliver stumme og kun har min voice-over-stemme til at krydre dem op med, så tager konfirmanderne det pænt og virker generelt interesserede i mine fortællinger. ”Moi, bee, bai” (1, 2, 3 på khmer) lyder lystigt i lokalet, og interessen, forundringen og forargelsen lyser ud af konfirmandernes øjne, da jeg fortæller om Pol Pot, og hvordan denne mand står med cirka 1,7 millioner menneskers liv og død på samvittigheden. Da værdilinjerne skal sammensættes og værdierne prioriteres fra ”vigtigt” til ”ikke vigtigt”, går snakken i de mindre grupper. Alle er formentlig ikke fuldstændig enige i de endelige værdilinjer, men samlet set er grupperne forholdsvis enige: rent vand og mad efterfulgt af familie og fred ligger top 4 over de vigtigste værdier, mens udseende samt bøn og kirke ligger tæt op ad mærkatet ”ikke vigtigt”.
Jeg er ikke så overrasket over deres værdilinjer – jeg havde nok i høj grad prioriteret på nogenlunde samme måde. Men det er tydeligt, at de bliver overraskede, da de ser cambodjanernes værdilinje. Her prioriteres bøn og kirke som det vigtigste. Et par drenge bliver næsten lidt fornærmede over denne prioritering: ”Det er da i den grad dem, der har brug for mad og rent vand!”
Med fadervor og ”djum rip lir” (farvel på khmer) siger jeg tak for nu. Efter et par spørgsmål får konfirmanderne og jeg fri. Og sådan ender mit første foredrag.
Siden dét har jeg haft 8. Og inden dem har jeg næsten ikke været nervøs. Nu har jeg ligesom vænnet mit til et nyt publikum hver gang, som har hver deres måde at reagere på, som gør lige præcis dét foredrag til noget særligt.
Allerede nu kan jeg konstatere, at konfirmander er ellevilde med konkurrencer. ISÆR hvis de på forhånd har fået at vide, at jeg har en præmie med til vinderholdet. Ærgrelsen er tydelig, hvis de kommer til at svare forkert, og spændingen er stor, da jeg joker med, om jeg mon har taget edderkopper med som præmie…?
Det er en fornøjelse at se så stor en entusiasme over et par repeterende spørgsmål.
Vi skrives ved!
Venligst
Silkeborgvolontøren // Astrid Andreassen
Billedet er fra en mindre bydel i Phnom Penh, hvor jeg impulsivt lærte disse børn en sang