Efter en uge i Phnom Penh, hvor der igen var fart over feltet, mennesker og larm overalt, og alle folk virkede til at være i gang med noget, var det lidt et chok at komme tilbage til Preah Sdach og på ny opdage, at mennesker herude ikke har travlt, ikke har fritidsinteresser, ikke har ambitioner og drømme om at se verden, studere i storbyen eller se det nærliggende bjerg og tilmed være nogenlunde tilfredse med det.
Som veltilpas dansker, der, for det meste, trives i en velfungerende velfærdsstat og konkurrencesamfund, er det forbløffende og forfærdende at opdage denne ”der sker ingenting, men det har jeg det okay med”-mentalitet. Det skar lidt i hjertet at høre, hvordan de studerende her på kollegiet ikke laver andet på en uge end ”sleeping, eating, cooking, studying and washing clothes”. Deres uge består simpelthen af at stå op ved daggry og den nyligt tilkomne hanes gal, cykle eller køre på en lånt moto i skole, komme tilbage forbi kollegiet i frokostpausen og kokkerere en hel del ris og en omelet fyldt med løg, vaske op, tage tilbage i skole til sidste lektion, gentage køkkensuccessen med ris og æg fra tidligere, vaske op og gå i seng. Og det samme sker så dagen efter og dagen efter igen. Måske lige med en udveksling af tilbehøret til risen og med en tilføjelse af en middagsslur samt en tøjvask nogle af dagene. Men ellers er det deres liv. Og de er tilfredse med det.
Her ses 5 glade mennesker, der skal til at spise ris med omelet og suppe
Selv i skrivende stund og med nogle dages afstand til opdagelsen af dette bliver jeg forundret og lidt danskerforargret over denne indholdsløse hverdag. Kontrasten til mit liv hjemme i Danmark står knivskarpt, da jeg inden, de fortalte om deres hverdag, fortalte om min med skole, lektier, veninder, familie, to fritidsjob og at være frivillig i en forening og derudover have diverse forskelligartede aktiviteter i weekenderne.
Måske er chokket, i mødet med cambodjanernes rolige og ’alting til sin tid’-mentalitet, grundet mit ubevidste, danske konkurrencesind, der fortæller mig, at det at lave ingenting er misbrugt tid, og at min onkels nieceslogan ”det er sundt at kede sig” på alle måder er forkert? Måske det bare har været noget af et kulturchok og kultursammenstød for mig at møde et folkefærd, der aldrig har travlt…? Uanset grunden har denne oplevelse sat sig godt fast hos mig.
Nu kommer cambodjanernes rolige forhold til tidselementet måske til at fremstå lidt dårligt, men jeg tænker sådan set, at vi danskere godt kunne lære lidt af dem. For ærlig talt jorden går altså ikke under, hvis vi kommer 5 minutter for sent. Og det er nok i virkeligheden også ret sundt ikke at have noget stort og forkromet at give sig til hele tiden – det er faktisk helt okay og meget menneskeligt både at kede sig, men også at tage en pause i den ellers hektiske hverdag. Det er helt okay at tage et hvil og sidde lidt med en kop kaffe og en god bog, strikketøjet, en god serie på Netflix eller at scrolle ned gennem de seneste opdateringer på de sociale medier og tilfældigt like og dislike det nyeste kærestepars offentliggørelse af deres date med billig champagne til solnedgangen udover Århus’ havnebugt, caffe latte-københavnerens daglige cappuccino med det sirlige hjerte formet i skummet og videoen af den gamle folkeskoleven, der stolt reklamerer med en endnu ældre folkeskolevens langvarige venskab på Facebook. Dét at have og give sig tid til netop sådanne ting, kunne vi godt lære fra landlivet i Cambodja.
Der er god tid til at sidde og snakke i skyggen fra træet, spille fodbold på den mudrede græsplæne og lege med LEGO, når skoledagen er ovre
Entusiasme
Lige så stor forundringen har været, og sådan set fortsat er, over cambodjanernes tidsfornemmelse og afslappende forhold til, at der ikke sker så mange meningsfulde ting i hverdagen, lige så stor en glæde har det været at se de tre unge studerendes forventningsglæde og entusiasme over nyheden om, at vi alle sammen kunne tage afsted på lørdagstur mod bjerget 30 kilometer væk. Deres øjne strålede og smilet på deres læber kunne slet ikke fjernes igen. De dansede næsten rundt på hele grunden med henrykte arme svingende op over deres hoveder og på lalleglad vis syngende ”If you’re happy and you know it, clap your hands”. Men også kun næsten.
Glæden var STOR, da vi lørdag morgen var klar til at hoppe på motorcyklerne og køre afsted. 2 ud af de 3 studerende havde aldrig set bjerget før på trods af den relativt korte geografiske afstand. Så gennem vindens susen og hjelmens sol- og vindbeskyttende visir kunne jeg smilende kigge rundt på de tre andre motorcykler og spotte smilende ansigter gemt lidt væk bag strikhuer og hjelme. For enden af bjerget kunne vi se frem til at bestige den mægtigt fine trappe hele vejen til toppen. 320 trin for at nå til tops. Entusiastiske og energiske gik vi i gang, men måtte tage et par hvil under vejs; for nogle for at få vejret og for andre for at få taget selfies fra alle de rigtige vinkler siddende på trappetrinene. Da vi endelig nåede til tops, kunne vi alle begejstrede gå rundt og wauwiserede beskue de lyserøde, buddhistiske bygninger og den betagende udsigt ud over rismarkerne og husene, der pletvis var plantet i små klaser ud over markerne. Kameraerne på telefonerne var ikke sat i standby, de kom nærmest på overarbejde med alle de billeder, der blev taget – denne tur skulle og kommer ikke til at gå i glemmebogen.
Turen bliver ikke glemt, da det var en fantastisk oplevelse, og det gjorde bestemt kun turen bedre at have tre entusiastiske, glade og eventyrlystne studerende med, der igen og igen blev begejstrede over udsigten ud over deres eget land. Desuden bliver turen ikke glemt, da der er uanede mængder af billeder fordelt på 7 telefoner og et spejlreflekskamera til at forevige oplevelsen.
Bopha, der er ved at bestige den stejle trappe
Reasmaj, der går forbi en fin lyserød bygning
Eam, der tager sig et lille hvil på nogle trappetrin
Holdet, der så bjerget (fra venstre mod højre): Reasmaj, Sreylear, Eam, Amalie, Bopha, Astrid og Samearn
Det har været en oplevelse for provstivolontøren Astrid med det stadig danskprægede sind at se, hvor lidt unge cambodjanere laver ud over det basale som at spise, gå i skole og sove, og samtidig hvor entusiastiske og fulde af forventningsglæde de kan blive over en lørdagstur til bjerget. Måske dette blogindlæg også kan give jer derhjemme en fornemmelse af forskellene på dansk og cambodjansk tidsmentalitet samt den helt store glæde, ja nærmest lykke, over en lørdagstur for at udforske nærliggende natur…?
Vi skrives ved!
Venligst
Silkeborgvolontøren