Jeg er nu efterhånden faldet nogenlunde på plads igen i Danmark efter mit 3 måneder lange eventyr i Cambodja. Og derfor skriver jeg dette sidste blogindlæg for at sige tak for nu.
Det første, der ramte mig, da jeg landede i Danmark, var den yderst kølige, men særdeles friske luft. Den stod som en mur, da jeg gik ud af flyet. Følelsen af at kunne trække vejret helt ned i lungerne med ren luft var god. Den dertilhørende kulde, der kom af at temperaturen lå omkring frysepunktet, var knap så forfriskende…
Det andet, jeg blev opmærksom på, var den velorganiserede og overraskende lange kø til at købe sin togbillet i lufthavnen. Man skulle helst ikke have travlt med at nå sit tog, for så ville det da først blive med et bankende hjerte og adrenalinen dunkende i kroppen, at man ville påtage sig et tålmodigt udtryk og stille sig hen i køen.
I Cambodja spekulerede jeg nogle gange over, hvad jeg mon ville savne ved Cambodja og glæde mig til og ærgre mig over ved Danmark. Kulden var selvsagt med på listen over knap så glædelige ting ved Danmark, men hverken den friske luft eller køkulturen havde strejfet mig i varme Phnom Penh. Jeg har simpelthen ikke kunnet forudsige, hvad jeg ville lægge mærke til ved Danmark, da jeg var i Cambodja, og jeg vidste heller ikke, hvad jeg ville forundres over ved Cambodja, da jeg stadig var i Danmark i august.
Nu har jeg været i Danmark i halvanden uge. De første to dage i Danmark kan nok bedst beskrives med følgende ord: AMBIVALENS. Det føltes ambivalent at ankomme til Danmark, som skulle være ens hjem med bekendtskaber, familie og venner, når man lige havde vendet sig til at ”hjem” var i Cambodja med tre ualmindeligt søde danskere og utrolig mange almindeligt søde cambodjanere. Det føltes ambivalent at komme hjem til Silkeborg, mine ellers vante omgivelser, når det hele føles fremmed og anderledes. Nu er det ikke længere ambivalent at være tilbage i Danmark, men der går nok stadig noget tid, inden jeg er faldet helt til.
Nu, hvor jeg allerede har fortalt venner og familie om min rejse, er det blevet tid til at overveje, hvad silkeborgenserne skal høre om min tur, når jeg til januar starter med at holde foredrag. Det bliver en spændende proces at udvælge de bedste billeder, historier og fokuspunkter – især når foredraget skal være omkring 1,5 time og mit ophold har varet omkring 2.160 timer. Men det er en proces, jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang med. Og jeg glæder mig til at fortælle silkeborgenserne mere om Cambodja.
Afslutningsvis vil jeg bare sige tak, fordi I har haft lyst til at læse med her på min blog.
Vi læses nok ikke ved, men måske vi ses til et foredrag?
Venligst
Silkeborgvolontøren // Astrid Andreassen
