Hvis bare du kendte...

Hvis bare du kendte Amar. Hvis bare du kendte Azzam. Hvis bare du kendte Bodur. Så ville der åbne sig en ny verden, nemlig en muslimsk verden, som du måske ikke kender og måske ikke vil kende...

Amar er en stor mand, bred over skuldrene og med kulsort hår og mørke øjne. Amar er muslim og han er fra Syrien. Hvilket billede toner sig frem i hovedet på dig nu?

Ser du et billede af en mand, som kunne finde på at stjæle fra dig? Eller måske endda gøre dig fortræd? Ville du ikke være bare en lille smule bange, hvis du mødte den her store mørke muslimske mand på gaden om natten?

Hvis bare du kendte Amar, så ville du se en ung mand, der lige er blevet uddannet arkitekt, som synger hver øjeblik han kan komme til det og er mesteren på et dansegulv. Lyder det som en mand, der kunne finde på at gøre noget ved dig eller nogen som helst?

Amar , fik jeg lov til at dele værelse med i en uge på Intetnational Work and Study Camp i Libanon, en uge hvor han dansede, sang og smilede hver gang han kunne komme afsted med det. Amar er en ung mand, som er stolt af at han har fået en god uddannelse, han er en god ven og en lille smule genert, fordi han ikke synes, han er særlig god til engelsk.

Hvis bare du kendte Amar…

Nogle gange et det lettere at gemme sig bag ved fordomme eller enkeltstående dårlige oplevelser med muslimer, men hvis bare du kendte Azzam, som er ambulanceredder og i sin fritid underviser børn og unge i lifeskills og som er så nysgerrig, at han blev ved med at stille spørgsmål om Guds nåde, treenigheden og Jesu død på korset, indtil han havde en forståelse af hvad det er kristendommen handler om, fordi han er nødt at lære sine venner at kende. For som ham sagde, “hvis jeg skal lære dig at kende, må jeg også kende til hvad det er for noget du tror på”.

Hvis bare du kendte Azzam…

Når Islamisk Stat fylder nyhedsbilledet og vi ser lille Jasmin påtvinges et tørklæde i børnehaveklassen, er det nemt at fordomme Islam, religiøse forskrifter og en anderledes måde at være på, men hvis du bare kendte Bodur, som er muslimsk gift, rettroende og går med tørklæde, men som insisterer på at hendes mand slet ikke skal have noget at skulle sagt, angående om hun går med tørklæde eller ej, for det er en sag mellem hende og Gud. Og når hun får børn, så må de slet ikke tage tørklæde på, før de selv kan sige, at de gerne vil have et på og forstå hvorfor man har det på.

Hvis bare du kendte Bodur…

Hvis bare vi alle kendte en Amar, en Azzam eller en Bodur, så tror jeg mange samtaler ville lyde lidt anderledes. Jeg tror verden ville blive lidt større. Jeg tror vores syn på religion og personlig frihed, måske ville være lidt mere nuanceret. Jeg tror, generaliseringerne ville blive pakket lidt mere væk. Jeg tror, verden ville blive et bedre sted. Min verden er blevet et lidt bedre sted, fordi jeg kender Amar, Azzam og Bodur.