Ideen opstod oven på vores tilsynsbesøg i April 2014, hvor vi besøgte Mahajanga og så ødelæggelserne oven på cyklonen Hellen. Mange områder og gader var blevet oversvømmet og det havde resulteret i at flere områder i byen var blev forvandlet til decideret slum, hvor man ikke længere kunne se jorden og hvor stanken satte sig fast længst inde ved næseroden. Spørgsmål som: “Hvorfor er der ikke nogen som fjerner skraldet?”, “Som gør noget ved det?” og “Hvordan kan mennesker bo sådan?” pressede sig på. At se menneskers hjem forvandlet til pindebrænde, mødre lave mad oven på bunker af skidt og børnene lede efter legetøj blandt ødelagte huse, sætter spor i en og kalder på en handling.
Flere måneder senere var der stadig ikke nogen som havde gjort noget og her var det at ideen for alvor tog form; de Kristne og Muslimerne kunne sammen, som en enhed, gå ud i byen, i offentligheden og samle skraldet sammen, gøre rent efter cyklonens tragedie og så skulle de offentlige myndigheder komme og hente bunkerne af skrald. Et nemt og overskueligt projekt, som samtidigt ville styrke de religiøse relationer og sende et signal til hele byen: Hvis vi samarbejder på trods af vores forskelle, så kan vi gøre en forskel for hinanden og med hinanden.
Omkring et år efter cyklonen Hellen hærgede Majahanga by med oversvømmelser, står en flok unge Kristne anført af Daniel, lederen af dialog centeret: Shalom, foran en af de veje, som har været oversvømmet i et år. Sammen med dem er også en større folk unge Muslimske kvinder og mænd anført af deres Sheik. Der bliver udleveret handsker, og da man løber tør for handsker, fordi fremmødet er større end forventet, bliver plastikposerne, som handskerne var i også taget i brug. Der bliver uddelt skovle og forke og fundet sække frem og med en nærmest lystig iver går de unge mennesker igang med
arbejdet. Efter noget tid, stopper Daniel arbejdet og får parret folk op, så de arbejder en Kristen sammen med en Muslim – “for vi gør det sammen”, som han siger.
Og sammen bliver kodeordet for resten af dagen. Sammen gør vi arbejdet færdigt med et smil på læben og i munter stemning. Sammen tager vi tilbage til Shalom og sætter os til bords. Det er næsten en hel befrielse at komme ind under spisesalens kølige skygger. Muslimer og Kristne sidder om side, ikke grupperede og distancerede, men en opblødende stemning har bredt sig og rummet simrer af small talk. I dette nye forum er der også plads til forskellene, det handler ikke bare om at tolerere hinanden, men om at skabe en relation til hinanden. Derfor er det også vigtigt, at der er plads til at folkene fra Shalom kan synge bordvers og at Muslimerne kan lave en call-respons bøn.
Daniel og Sheiken bruger lidt tid på at fortælle om deres venskab og hvorfor vi gør dette her, de henter deres begrundelser i henholdsvis koranen og bibelen. De fortæller jokes, men formår samtidigt at dele 
det vigtige budskab med de unge mennesker.
Efter måltidet og en kort siesta mødes vi med de ældste fra Sheikens moske, de lytter interesserede til vores beretning om projektet og giver os deres støtte. De vil gerne vide hvornår der skal laves diapraksis igen. Dagens sidste arbejde starter ind i centrum af Mahajanga på den mest trafikkerede og befolkede gade. Gaden bliver gjort rent under en intens bevågenhed fra de forbipasserende. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad de finder mest bemærkelsesværdigt: at Muslimer og Kristne arbejder sammen, at et “blegansigt” har sneget sig ind i denne gassiske gruppe eller det hele på en gang.
Dette diapraksis projekt afsluttes på promenaden nede ved havet med solen i ryggen. I en lang række sidder mere end 50 Kristne og Muslimer og deler juice og kager. De har sammen forsøgt at gøre en forskel for lokalbefolkningen. Sammen har de etableret en relation, en relation, som de gerne vil fortsætte og udvide med flere. På vej ned til promenaden taler de om, hvem de vil invitere med til næste gang. Jeg går med et lille smil på læben og tænker: der bliver helt sikkert mere diapraksis i Mahajanga. Vi er slet ikke færdige.
Del en kommentar