Vi har alle brug for et filter

Vi har alle brug for et filter

Når man bor i et uland er det nødvendigt at have et filter over for den fattigdom, som man bogstaveligt talt vader i. Men det er man også i Danmark

At have et filter over for fattigdom er ikke bare en nødvendighed, men en form for overlevevelses mekanisme, hvis man som vi lever i et uland, hvor 92% af befolkningen lever under fattigdomgrænsen, hvor naturkatastrofer hærger hvert år og hvor korruptionen fastholder landet og befolkningen under mildest talt meget svære vilkår. At have et filter handler ikke om at retfærdiggøre overflod, at distancere sig fra verdens problemer eller aldrig at få dårlig samvittighed, men det handler om at kunne få sit liv og hverdag til at fungere også i Danmark.

Det ser flot ud, men har enorme konsekvenser for lokal befolkningen, at floden har oversvømmet store områder.

Det ser flot ud, men har enorme konsekvenser for lokal befolkningen, at floden har oversvømmet store områder.

Nogle gange kan omstændighederne bare virke alt for uretfærdige i Madagaskar. Fx så ramte der en tropisk storm i januar, hvor over 50 mennesker døde og over 120.000 blev berørt. Sidenhen har det regnet ualmindeligt meget og skabt store oversvømmelser i hele højlandet. Særligt i hovedstaden, hvor det har kostet 15 mennesker livet, men også ude på landet, hvor kæmpe store områder af marker er oversvømmet og befolkningen nu ikke ved hvordan de skal skaffe mad nok. Tragisk-komisk nok har der været voldsom regn i højlandet,  men der mangler regn nede i de tørke lignende sydområder af landet. Det giver bare ikke mening. Særligt ikke når vi møder de involverede mennesker, så er det svært bare at holde filteret op og sige: “Vi hjælper allerede, og det er jo vores arbejde”. Og måske skal vi heller ikke det, måske skal vi turde at lade os røre noget mere engang imellem. Altså tage filteret ned og lade mennesker påvirke os. Måske er det ikke nok at give en gave engang imellem, men når vi møder et menneske, som har brug for vores hjælp, må filteret ikke hindre os i det.

Denne kvinde forsøger nu at finde noget nyt jord, hvor hun kan plante kartofler og karzava. Hun håber også der kommer flere turister og køber hendes træbiler. I baggrunden kan man se hendes oversvømmede mark.

Denne kvinde forsøger nu at finde noget nyt jord, hvor hun kan plante kartofler og kazava. Hun håber også der kommer flere turister og køber hendes træbiler. I baggrunden kan man se hendes oversvømmede mark.

For det er ikke kun i Madagaskar, man har brug for et filter over for al elendigheden. Det er særligt gået op for os efter vi flyttede herned, at vi også havde et filter i Danmark. Det var godt nok lidt anderledes og konsekvenserne var ikke lige så iøjnefaldende. Men vi er alle nødt til at have et vis form for filter for at kunne leve vores liv uden konstant at have dårlig samvittighed over, at vi ikke gør nok. Ellers vil vi jo aldrig kunne gå i biografen, for de penge kunne have givet malaria medicin til 25 børn. Eller vi ville aldrig kunne bygge et nyt køkken for det koster det samme som en nødhjælpsindsats til 2.000 familier. Filteret i Danmark er også en form for overlevelses mekanisme, måske ikke på samme måde som i Madagaskar, men hver dag, hver nyhedsudsendelse, så møder vi krig, ødelæggelse, oversvømmelser, sygdom og sult. Vi er nødt til at have et filter for at kunne udholde at se nyheder, men det henleder også til det gode og individuelle spørgsmål for os alle: hvor går grænsen for filteret? Hvornår filtrerer vi for meget fra? Eller for lidt?

Denne bonde har fundet en ny beskæftigelse efter hans marker er blevet ødelagte af regnen. Han sejler nu folk over oversvømmelserne.

Denne bonde har fundet en ny beskæftigelse efter hans marker er blevet ødelagte af regnen. Han sejler nu folk over oversvømmelserne.

Folkene i Madagaskar har også et filter, det er noget anderledes end vores, men ikke desto mindre er det der, og det er udviklet gennem årtiers kultur og religion. Deres filter handler ikke om biografture og nye køkkener, men handler om konsekvenserne ved at leve og være en del af fattigdommen – det er et filter mod deres eget liv. Det betyder, at de filtrerer ud deres egen fattigdom og hvor dårligt de nogle gange har det. Det kommer ofte til udtryk ved, at de ikke giver op. Som den hyggelige kone jeg mødte ved bilerne. Da jeg spurgte hvad hun nu gjorde, når hendes mark var ødelagt, og hun ikke havde noget at spise til hende og hendes familie, så smilede hun og sagde: “Så må jeg jo bare finde noget nyt jord og plante kartofler og kazava i stedet. Og indtil da, så håber jeg, der kommer nogle flere turister og køber biler.” Gasserne giver ikke op, de sætter sig ikke ned i vejkanten og tuder, men de prøver at komme videre. Men engang imellem så kommer udbrudene også, som den anden dag, da en af vores venner skrev på facebook: “Hvorfor skal Madagaskar rammes af alle de ulykker…”

At have et filter er ikke bare en nødvendighed, det er en overlevelses-mekanisme.Men nogle gange skal vi måske turde lade os røre og bevæge udover filterets grænser.