Men her i Bangladesh har jeg været gæstelærer på kurser under LCDP (Local Church Development Program), deltaget i planlægningsmøder og været på menighedsbesøg – og snakket med en masse gamle og nye venner.
Her inden min hjemrejse i morgen sender jeg fra Dhaka disse billeder og indtryk:
Jeg er søndagsskolelærer …
– Det gjorde indtryk når de unge på kurset for Søndagsskolelærere, Ungdomsledere og korinteresserede den første aften præsenterer sig: Jeg hedder osv Jeg kommer fra osv Jeg er søndagsskolelærer eller ungdomsleder. Især gør det indtryk at der er mange – og det er den største gruppe – som er søndagsskolelærere, og er stolte af det. Ungdomsgruppe og kor er mere lystbetonen på egne præmisser. Søndagsskolelærere tager sig af nogle små livlige børn, som ikke altid er lette at styre. Der kommer både kristne, hinduer og muslimbørn i søndagsskolerne. Jeg synes det er flot at der er regelmæssig søndagsskole i næsten halvdelen af menighederne. Dertil kommer en del steder hvor der er søndagsskole, men ikke regelmæssigt. Foruden den ugentlige søndagsskole (som regel om fredagen, som er offentlig fridag) er Søndagsskole-quiz, en stor årlig oplevelse for søndagsskolerne i et område.
En aften på kurset var der også quiz med bibelspørgsmål. Konkurrencelysten kommer kraftigt i spil. Der var også en aften konkurrence om hvem der kan huske flest af 50 skriftsteder. Også denne begivenhed blev til stor morskab. En ung mand, som jeg troede tog lidt nonchalant på tingene, havde virkelig gjort noget ud af det og skorede førstepræmien: 100 Tk. og æren. Billedet viser holdet. Der er smuttet en lille gut med, som selvfølgelig ikke hører med til holdet.
Min menighed skal have højeste karakter …
– På basiskurset undervises der i kirkevækst. Vi har nogle skemaer med 8 områder man skal prøve at gøre bedre, hvis man vi se sin menighed vokse. Fx ”Nådegavebaseret tjeneste”.
Under hver af de 8 områder er der 5 indikatorer, hvor man kan give sin menighed karakter. En af eleverne var bare sikker på at hans menighed skulle have max. karakter i alle indikatorer under et af områderne. Det var selvfølgelig ikke meningen. Der er jo ingen menighed som er 100 % perfekt. Men han var så stolt af sin menighed, at den skulle have topkarakter. Jeg blev glad, for han er jo på den måde en fantastisk ambassadør fin sin menighed – og for Jesus. Han (eller en anden) ses her i færd med en opgave.
Eksamensfeber
– På præstekurset deltog både allerede ordinerede og 6, som skulle ordineres. De nye skulle lære at bruge ritualbogens ord i forbindelse med nadver, dåb og velsignelse. De er fortrolig med selve gudstjenesteritualet, da de som ikke-ordinerede menighedsledere er vant til at lede gudstjenesten.
En af den skulle frem og vise sin færdighed foran de andre … og han blev så nervøs at sveden haglede fra hovedbunden og ned i ansigtet. Der var ikke tale om et lønnet job som præst, han skal endda selv betale sin præstekjortel – men det handlede om at bevise at han var værdig til at blive ordineret. Heldigvis vidste vi at han er rigtig god til at lede gudstjenesten, så han bestod ”prøven”. Billedet viser et par der øver velsignelsen.
Præsteordination
– Den 12. Februar blev 6 menighedspræster ordineret. Det var en stor og fin begivenhed. Der blev sagt mange smukke ord. En morsom ting var da de nye præster i slutningen af begivenheden skulle dele nadver ud. En ældre præst gik ved siden af dem og instruerede hvad de skulle sige og hvordan de skulle hælde saft i de små bægre eller dele brødet ud. Billedet viser en gammel præst, som hjælper en ny.
Håb om en bedre fremtid for kirkeorganisationen
– Der var også kursus for komitemedlemmer fra forskellige komiteer og synoder. Folk fra den ene synode – den som arbejder sammen med MenighedsUdviklingsProgrammet – var stærkt repræsenteret. Det var tydeligt at de var stolte af deres valg i juni 2019. Og tydeligt at de har mod på at skabe en selvstændig økonomisk platform, hvorfra de kan arbejde for menighederne.
En gruppe som kalder sig ”Young Adults” (Unge Voksne), har opmuntret hinanden til at stille op i kirkedistrikterne og komme med i synoden. Mange af dem var med på kurset. Jeg har ikke før oplevet en så åben og ivrig (og samtidig ydmyg) tilgang til opgaven, som her var tilfældet. – På det kursus havde vi besøg af den unge (omkring 40 år) leder af CCTB (Det tværkirkelige teologiske College) i Dhaka. Han skulle egentlig have undervis om kirkestruktur. Men han holdt en hel formiddags undervisning om menighedsliv – altså det som er hele programmets tema. Han understregede at menighederne skal i gang med at yde noget og ikke bare vente på udenlandske donorer. Han sagde fx, at en menighedspræst selvfølgelig skal have løn, men den skal betales af hans/hendes lokale menighed eller en kreds af menigheder, ikke af en central kasse. Til mig i en pause sagde han: At de skal have en vision om at blive selvunderholdende, betyder ikke at i skal trække jeg tilbage foreløbig.
Besøget resulterede i øvrigt i en invitation til mig om at besøge CCTB og give et par timers undervisning inden min hjemrejse om MenighedsUdviklingsProgrammet. Faktisk får vores program ros fra flere sider fordi det skærer igennem og hjælper menighederne på trods af stridigheder i kirkeledelsen – den slags stridigheder, er et velkendt fænomen i Bangladesh. Billedet viser synodeformand Thomas Roy.
Menighedsbesøg
– Jeg nåede omkring 10 menighedsbesøg. Det som gjorde mest indtryk var besøget i Berinchi. Det er en gammel menighed med 14 familier. Jeg var med til at hjælpe denne menighed i gang. Og hjalp også med at få en kirke til menigheden. Kirkebygningen bruges stadig, men blikpladerne er nu 40 år senere tæret igennem. Og ler-væggene er revnede. Menigheden har vedligeholdt kirken gennem de mange og endda fået indlagt elektricitet. Nu har de ikke lyst at vedligeholde den mere i stedet drømmer de en kirke af mursten med nyt bliktag.
– På øvrige menighedsbesøg var det flere steder på ønskelisten at få hjælp til kirkebyggeri. En anden ting var ønsket om stipendier til børns uddannelse og hjælp til eksamensgebyr efter 10 klasse og efter gymnasiet. Alvorlig sygdom eller skader efter ulykker er også en uoverskuelig økonomisk udfordring for folk. Jeg ville ønske vi kunne komme i gang med et stipendieprogram. Der er rigtig mange fattige i menighederne, for hvem det ville betyde et stort løft.
– Det er hårdt at besøge menighederne pga. den store fattigdom, som man bliver konfronteret med. Jeg oplevede lidt af, hvor svært det må være for menighedstrænerne. Hele tiden bliver de konfronteret med sygdom og problemer. Som fx i Berinchi. Det var godt at besøge denne gamle menighed, men hvor var de dog fattige. Særligt et forældrepar og deres to sønner med deres familier. De boede op ad hinanden, men med hver sin husholdning i nogle elendige hytter. De var alle daglejere og levede fra hånden og i munden. Deres hytter er bygget på jord, som en muslim ejer. Han bliver ved at forsøge at jage dem
væk med hårde ord. Så vidt jeg ved kan han ikke forlange at de skal flytte, men han kan i hvert fald gøre livet meget surt for dem. De vil gerne flytte, men har intet at betale med for et stykke jord.
– Mange andre tager langt væk og bliver der nogen tid, for at arbejde til en bedre løn end hjemme i landsbyen. Denne familie bliver i omegnen af Berinchi. Hvorfor de ikke har mod … eller kræfter til at tage længere væk, ved jeg ikke. Men tilværelsen er tydeligvis hård og hele tiden koncentreret om at overleve ved hjælp af hård arbejde – når der er arbejde. Og det er der desværre ikke hele tiden.
– Men på trods af fattigdommen oplevede jeg i landsbyerne en glæde over evangeliet. Man kan godt sige: Havde de ikke haft den glæde, så var der ikke megen opmuntring. Livet er hårdt og omgivelserne ofte ubarmhjertige. Jeg snakkede med nogle i Mohadepur. De fortalte at folk mente, at de kristne fik en masse fra missionen. Men I har jo ikke fået noget, udbrød jeg. En ung kvinde sagde med det samme: Jo, vi har fået frelsen og himlen. Det er en stor ting. Det er det vigtigste af alt.
Generelt har folk i BD nu om dage meget travlt med at tjene penge. De knokler for at forbedre deres levevilkår. Det er derfor heller ikke så let at prædike og oprette nye menigheder, som det var engang. Og måske er det blevet vanskeligere at være fattig end det var, fordi de fattige ser sig overhalet af dem der er heldige at få et godt job. Der er stor forskel på om folk har et job med en fast løn (selvom den evt. er lille) end dem der skal overleve fra dag til dag ved hjælp af dagarbejde. I BLCs menigheder er langt de fleste daglejere. De drømmer alle om et bedre liv, ikke for sig selv, men for deres børn … Må Gud hjælpe dem, og må Gud hjælpe os til at være medvandrere på den rette måde.
Mange hilsener fra Bangladesh
GUDS FRED OG ALT GODT!
Jens Fischer-Nielsen
NB: Særlige bede-emner
– Menighedernes ledere, præster og menighedsråd.
– Menighedernes børn.
– Menighedstrænernes sikkerhed i trafikken.
Arbejdet under MenighedsUdviklingsProgrammet fortsætter som hidtil hvis der kan skaffes tilstrækkelig
økonomi.
Fra Danmission budget er bevilget et fast beløb på kr. 100.000 hvert år i 2019 og 2020. Der er brug for
yderligere ca. kr. 200.000. Dette beløb skal tilvejebringes som ”øremærkede” gaver til ”projekt 1002”.
MenighedsUdviklingsProgrammet har brug for din håndsrækning.
Du kan støtte ved at sende et beløb til Danmission mærket ”Projekt 1002”, på giro nr. 6000398 eller bank: reg. nr. 4190 konto nr. 6000398.
En frivillig projektgruppe i Danmark administrerer anvendelsen af dit bidrag.
Alle henvendelser kan ske til Jens Fischer-Nielsen, mobil 2371 4109.
Alm. post: Seestvej 49 M, 6000 Kolding eller mail: jensfischernielsen@hotmail.com
Tak for din støtte!
Medlemmer af projektgruppen: Inger Engsig-Karup, Morten Mortensen, Ruth Egedal, Jens F-N og
Flemming Schrøder.