5. Dag på Blåvandgård børnelejr

5. Dag på Blåvandgård børnelejr

Dagens verdensmål "Fred, Retfærdighed og Stærke Institutioner" og mindebøger og mindetrøjer

Blåvandgård Lejren,  

Tidligt om morgenen var der ekstrapoints på spil for bordholdene. Det lykkedes hele to bordhold at få alle, børn såvel som bordledere, med ud at tage en morgendukkert.

I løbet af dagen har det været muligt at skrive i hinandens mindebøger samt at skrive på hinandens Blåvands-t-shirts. Her har mange været flittige til at skrive søde hilsner.

Dagens verdensmål var “Fred, Retfærdighed og Stærke Institutioner”. På gården mødte børnene to venner, der ikke måtte lege sammen, fordi deres forældre kom fra hver deres klan. Hvorfor de to venner ikke måtte lege sammen, gav startskuddet til lagenløb, hvor børnene kunne gå udklædt rundt på posterne rundt i Blåvand. På deres vej skulle børnene blandt andet få to bønder til at blive enige om sammen at bruge den røversikrede passage til deres køer, og ikke mindst øvede børnene sig i at give hinanden komplimenter. Ved frokostbordet reflekterede bordholdene over, hvad der egentligt var årsagen til, at de to klaner var uenige. Undervejs på løbet havde flere af børnene regnet ud, at det hele beroligede på en misforståelse mellem rød klan og gul klan.

Efter den sædvanlige aftenunderholdning, hvor brevkassen Ingolf var fyldt med, flotte tegninger, sjove vittigheder og fyrtur-sedler, skulle de 6-9-årige være på gården og få pandekager og få læst historie, mens de 10-13-årige måtte vandre mod fyrtårnet for at høre gyserhistorie. Op mod fyret var der et par fyrtur-dates, mens resten gik sammen med deres gode venner, som de har fået i løbet af ugen her på Blåvand.

I morgen lakker lejren mod enden. Børn og især ledere er måske blevet lidt trætte, men vil alligevel gerne bruge den allersidste energi på at skabe sommerens bedste minder for alle børnene.

URL: https://blog.danmission.dk/blaavandgaard/4-dag-paa-blaavandgaard-boernelejr/