Den der øver barmhjertighed skal gøre det glad og gerne

Prædiken om dialog ud fra læsning af Paulus brev til romerne, 12, 6-16:

Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne. Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave.”

I Tanzania har jeg hørt historien om tre kristne, der rejste i ørkenen. De var udmattede og tørstige og sultne. På deres vej så de et telt. De tænkte først, at de kunne gå ind, og spørge om et hvilested og noget at spise og drikke. Men da de vidste, at det var et overvejende muslimsk område, besluttede de at udgive sig for at være muslimer i den hensigt, at de på den måde bedre kunne få noget at spise og drikke af muslimerne i ørkenen. Én af dem modsatte sig dog planen, og besluttede at fastholde sin kristne identitet. Ved ankomsten introducerede de sig selv – to af dem med falske identiteter, og den sidste med en kristen identitet. Manden i teltet bød dem velkommen og spurgte den kristne, om han ville komme og spise sammen med en syg bror, og hvad angik de to, som gav sig ud for at være muslimer, så måtte de vente til solnedgang med at bryde fasten, for det var ramadan.

Fra historien er der flere ting som vi kan overveje, og som synes at passe ind i formaningerne fra Romerbrevet.

”Den der øver barmhjertighed skal gøre det glad og gerne. Kærligheden skal være oprigtig”

De to som snyder med identiteten, de tror ikke, at muslimen vil give dem noget. Det siger mere om deres attitude end det siger noget om den lokale vært i teltet. De er mennesker, som ikke vil yde barmhjertighed, med mindre det er én af deres egne, og de forventer heller ikke, at andre gør noget ”glad og gerne”.

Som mennesker af tro, så skal vi holde os til vores egen identitet, og den kristne identitet er ikke kun et spørgsmål om at tro på et set af dogmer, have en dansk kultur eller gå i kirke. Den virkelige kristne identitet og markør – det er kærligheden!

Og kærligheden er en stærk markør: Jesus siger, at verden vil vide, at I er mine disciple, hvis I elsker hinanden!

Lad os ikke være som de to personer i historien, der tror, at hvis man skal hjælpes af andre, så er man nødt til at tilhøre den samme kreds, den samme religion eller race. Vi er alle skabt som mennesker og tilhører den samme jord.

Lad os modtage hinanden som mennesker og udvise barmhjertighed, glad og gerne – og ikke med fortsæt om noget andet.

I Romerbrevet hører vi endvidere: ”Vær ikke tøvende i jeres iver”. Vi skal lade vores tro være brændende i ånden, og troen skal ikke være noget, som vi skjuler eller lyver omkring.

I dialogarbejdet er der flere elementer fra dagens læsning, som også går igen i en lille pamflet som Kirkernes Verdensråd netop har udgivet omkring kaldet til den inter-religiøse og intra-kristne dialog.

Det er karakteristisk for dialogen, at den involverer en given og en accept af gæstfrihed eller gaver; og at det involverer en risiko, at være villig til at krydse en traditionel grænse. Dialogen sker således ofte i forbindelse med en barmhjertighedsgerning, og grænsen kan netop være en religiøs grænse, der skal overskrides.

Desuden bliver dialog med den fremmede nemmer, hvis udgangspositionen er svaghed snarere end styrke. Det er også det, som sker i den lille historie. De fremmede, som er sultne og tørstige, er ikke en trussel mod de lokale, men viser derimod deres svaghed. Jesus, der står ved brønden og får vand af den Samaritanske kvinde i Johannes Evangeliet kap. 4:4-42, er i den samme situation.

Og endelig er vi i dialogen kaldet til at være klare omkring, hvad vi tror på som sandheden.
Vi skal være klare i vores identitet, og ikke forsøge at dække os ind under noget andet. Sådan er vi også bedre i stand til at stå over for muslimerne, som selv er klare i deres identitet og som ved, hvad deres religion står for. Vi viser større respekt for den religiøst anden ved at kende vores egen tro og kunne formulere den, og selv have en kristen tilgang til livet; og igen, den kristne tilgang til livet er kærligheden, og det er den, som vi skal kendes på!