Det sydlige Madagaskar i tørke og marginalisering

Vi er i den sydlige region af Madagaskar – helt ude ved det sydligste punkt på øen. Næste stop er Sydpolen. Vi kører fra Fort Daphne til Ambovombe; to hovedbyer langs ørigets sydlige kyststrækning. Vejene er fulde af huller, og kun meget sporadisk, er der asfalt at køre på. Der er stort set ingen almindelige biler, for de vil slet ikke kunne komme frem. Kun firehjulstrækkere og lastbiler; mange med NGO mærker på siden – ligesom vores egen Land Cruiser. Der er ikke gjort et reelt forsøg på at vedligeholde vejene siden den franske kolonitid sluttede for mange år siden; om end franskmændene stadig sidder på meget af rigdommen.

Der er mange udfordringer for befolkningen i Syd, og vejens tilstand er kun et tegn på det, som er galt.

Tørkesituationen i denne del af landet er alvorlig og har været det de sidste 20 år. Børn kommer ikke i skole pga. manglen på vand og mad, og det låser familierne fast i et mønster, der ikke giver beboerne muligheder for at rejse sig.

I den lille landsby Agninake bliver vi spurgt om hjælpe til potter og husgeråd. De lokaler siger, at de har solgt deres sidste ejendele for blot at få noget i maven. Præsten spørger specifikt, om ikke der er noget, som kirken kan dele ud, for det har præsten i nabosognet. Han har set sin menighed sulte og kan dårligt sige til folk, at han ikke har noget.

I Andoporano er en anden kristen organisation, Catholic Relief Services, i gang med et projekt, der skal beskytte markederne mod sand-dyner, der flytter sig. Landmændene har svært nok ved at få vand til markederne, men hvis sandet fra stranden flytter sig, så dør afgrøderne. De lokale spørger os, om ikke vi også kan støtte med afgrøder, men vi bringer primært kyllinger, som kvinderne skal passe, og teknisk bistand.

Danmission arbejder med den Lutherske kirke i en af de røde regioner på FNs kort over krisen. Kortet bruges til at koordinere og fokusere hjælpen til området, og den røde farvekode er defineret, som et nødlidende område. Pt. har der netop været regntid, og ingen regioner er i ekstrem nød, men nøden er meget reel. Selv en cyklon kan være en positiv begivenhed i sådan en situation, hvor folk er desperate.

Projekter for at fører vand fra højlandet ned til beboerne i syd er på mystisk vis alle strandet. Selv den nye regering, som netop er kommet til efter den sidste regeringskrise i maj, har vand til syden som en prioritet. Der sker dog næppe noget af den grund. Mange mennesker udtrykker én reel tvivl om, hvorvidt Staten faktisk ønsker at løse disse udfordringer.

Med en mere eller mindre permanent fødevarekrise i Syd kan regeringen fortsætte med at modtage støtte udefra til en indsats for at forbedre fødevaresikkerheden og befolkningen i syd forbliver fattige. Mange vej og vand projekter er kuldsejlet og på mærkværdig vis forhindres projekter for vindmøller og andre måder at udnytte teknologiske fremskridt på. Historisk har folk i syd været rebelske over for dem nordfra. I kolonitiden mødte franskmændene og deres fæller fra højlandet stærk modstand i syd, og den splittelse har fortsat op til i dag.

Der burde ikke mangle noget i Madagaskar. Hverken i højlandet eller sydpå. Dette land er så fuld af ressourcer på alle måde. Som et skattekammer, der åbner sig op. Men skatten er dårligt administreret og det er ikke alle, der har lige adgang til værdierne – som ellers er tilstede i Madagaskar i rigelige mængder.