En by falder sammen

I sidste uge faldt en naboejendom til vores kontor i Stone Town sammen mens en gruppe håndværkere var i gang med at sikre facaden i stueetagen. De skulle skifte loftsbjælker ud, men så kollapsede hele hjørnet af bygningen og dræbte én af mændene, mens en anden blev hårdt medtaget. Han ligger nu på hospitalet.

Det er desværre ikke første gang at den slags sker i Stone Town. Husene i den historiske by er praktisk talt ved at falde fra hinanden, og bystyret har forbudt større samlinger af folk midt i byen af frygt for, at en større folkemængde kunne blive ramt samtidig. I 2012 ramte ulykken byens vare-tegn – det såkaldte ”house of wonder” – hvor en del af balkonen på den sydøstlige side af bygningen faldt sammen og lukkede stedet af for besøgende. House of wonder er stadig lukket, hvilket er rigtig trist for byen.

I reglen bruger folk ingen penge på vedligeholdelse. Det hænger til dels sammen med, at mange af de mennesker, der i dag bor i byen, ikke er de mennesker, som byen blev bygget for. Sultanen, som brugte ”house of wonder” til officielle lejligheder flygtede over hals og hoved i januar 1964, og en stor del af araberne og inderne, som befolkede centrum, blev fordrevet eller flygtede selv i forbindelse med revolutionen, der startede den 12. januar det år. De oprindelige beboere havde vedligeholdelsen sat i system og loftsbjælker blev regelmæssigt set efter for råd. De fattige lokale, som efter revolutionen flyttede ind, bor i husene indtil de falder sammen.

Heldigvis rummer gadebilledet flere facetter. Selv på trods af økonomisk stagnation, sker der alligevel byfornyelse, men det er sjældent de lokale.

Den nye bygning for det inter-religiøse center, ZANZIC, og Upendo ligger i Kiponda distriktet. Det ville også være faldet sammen, om ikke vi var startet på en omfattende vedligeholdelse. Flere etager var allerede kollapset, og et utæt tag, gav vand i murene og fugt i træet, der langsomt men sikkert førte til, at loftsbjælkerne rådner i kanten, eller blev spist af termitter.

I samme kvarter ligger et af byen fineste hoteller, Emerson Spice. Her har hotellet inddraget en ruin, der giver en mindre gårdhave bag hotellet en hel speciel charme. Den kombination er måske en redning, for byen kan ikke tåle, den manglende vedligeholdelse, og skal Stone Town overleve med den unikke stemning, så kræver det midler til vedligeholdelse; om de kommer fra lokale eller ude fra.

Familien, som boede i vores hus var Bohra indere, der forlod øen i tiden efter revolutionen. Bohra er en muslimsk shia sekt, og mange af disse indere boede i gaderne omkring ejendommen. I dag er der kun få Bohra tilbage i Zanzibar. Den religiøse pluralisme som kendetegnede stedet har været nedadgående siden revolutionen, og det gælder også de kristne grupper, som Goa inderne, der oprindelig boede i byen, særlig i Vuga og Shangani distriktet, hvor også den store katolske katedral står.

Hvad angår de oprindelige beboere, så er der folk, som kommer tilbage, men sjældent for rigtig at bosætte sig. Når inderne først er flyttet væk, så kommer de ikke igen. Med araberne forholder det sig anderledes. De fastholder kontakten til Zanzibar og særlig de mange, der kom i eksil i Oman, har bevaret sproget og kulturen, da der også tales swahili i Oman. Har de oprindelige ejere de rigtige papirer på husene, så kan de i mange tilfælde mod en vis kompensation til de mennesker, som har boet i huset, overtage ejendommen. Flytte helt hjem gør de dog sjældent. Dertil har Oman for meget at tilbyde, og Zanzibar er – med evige politiske kriser og fattigdom – for lidt attraktivt.

Zanzibar har brug for pluraliteten og for mennesker, der tager sig af bygningerne. Afrikanere, arabere, indere, og wazungu – europæerne. De hører alle sammen med, hvis stedet skal leve og undgå at falde sammen.