Fælleskomiteen for religiøse ledere i vildrede

Fælleskomiteen for religiøse ledere i vildrede

Behov for intra-religiøse overvejelser for at finde fælles fodslag på Zanzibar

De religiøse lederes fælleskomiteen for fred og fredelig sameksistens på Zanzibar har det sidste år været i krise, og på trods af forsøg på at samle kræfterne, har der ikke vist sig en løsning. Krisen afspejler ikke kun en udfordring i mellem religionerne, men også spændinger internt i de to grupper: de kristne og muslimerne. Dertil kommer, at en ny og alternativ fælleskomite er blevet etableret, hvor kun én af de kristne kirker, anglikanerne, er med fra kristen side.

Den midten af februar var der møde mellem alle de fire store kristne grupperinger på Zanzibar for i en intra-religiøs sammenhæng at drøfte opkomsten af den nye fælleskomite og hvordan de kristne i fællesskab kunne foreslå organisering af det nødvendige arbejde på tværs af de kristne og muslimske skel på øen.

Biskop Shao fra den katolske kirke

Den katolske biskop, Augustino Shao, var initiativtager til mødet, som var blevet planlagt af det inter-religiøse center, ZANZIC (som Danmission er en del af). Biskoppen er den væsentligste kristne leder på grund af sine mange år på øen og i kraft af den katolske kirkes position, som det største kristne trossamfund på Zanzibar.

Udgangspunktet for den nye komite var, at anglikanerne havde haft en rigtig dårlig oplevelse med muftiens kontor og derfor anbefalet myndighederne, at det inter-religiøse arbejde ikke skulle ligge under muftiens ledelse, som fælleskomiteen tidligere havde været, men i stedet være under regeringen i en eller anden form for at sikre komiteen vægt. En anglikansk kvinde var blevet skilt fra sin ligeledes anglikanske mand og med deres fælles barn flyttet sammen med en muslim på Zanzibar, som hun senere blev gift med. Da kvinden døde, var barnet blevet boende i den muslimske familie, og fordi man nu opfattede barnet som muslim, kunne det ikke komme hjem til sin biologiske far. Muftiens kontor havde spillet en meget uheldig rolle og forsøgt at blokere, at barnet kom hjem til sin far, om end historien endte med, at barnet blev kidnappet fra en muslimsk værge, der havde fået barnet overdraget. For anglikanerne var denne historie dråben, der fik bægeret til at flyde over. Anglikanerne var derefter gået sammen med vicepræsidentens kontor og sekretæren for muftien i dannelsen af en ny inter-religiøs komite, som vel at mærke kun havde repræsentanter for anglikanerne blandt de kristne. Dette var faldet de andre kristne grupperinger for brystet!

Peter Maduki, som startede komiteen

Den kristne besindelse var derfor ikke uden følelser. For at hjælpe processen på vej blandt de kristne ledere, var der inviteret gæster fra hovedlandet. Peter Maduki fra fællesorganisationen af kristne sundhedsinstitutioner i Tanzania, der som leder af Caritas Tanzania var en drivende kraft i at få etableret fælleskomiteen på Zanzibar tilbage i starten af O’erne, faciliterede diskussionen. Canon Thomas G. Mutty fra IRCPT (det interreligiøse råd for fred i Tanzania) i Dar es Salaam, og Pater Willybrand Lagho fra Ærkebispedømmet Mombasa, som er leder af Rådet for religiøse lederes samarbejde i kystregionen i Kenya, kom hver med bidrag fra hver deres område vedrørende strukturering af dialogen med muslimerne.

I kystregionen i Kenya er det inter-religiøse samarbejdet organiseret som en NGO, der modtager midler, bl.a. fra Danida, og ejerskabet er fælles mellem de religiøse grupperinger. På Zanzibar har det inter-religiøse center sit virke inden for den Lutherske kirke, men skulle gerne være en ressource for alle.

Fr. Lagho sagde bl.a. at ”mødet viser behovet for at starte det inter-religiøse samarbejde med den intra-religiøse forståelse i stedet for at springe ud i samarbejdet med de andre trossamfund med det samme. Vi er først nødt til at have en fælles forståelse af, hvad situationen er, og hvordan vi bedst organiserer os”.

Den inter-religiøse situation på Zanzibar har samtidig ændre sig siden fælleskomiteen blev skabt i 2002, og det har skabt behov for nytænkning.

Kanon Koda fra Dar og Fr. Lagho fra Mombasa

Det er primært sammenhængen mellem den politiske ledelse af øen og de muslimske repræsentanter i komiteen som alle er under staten. WAKF and Trust Commission, der taget sig af arv, der tilgår muslimske institutioner, har siden kolonitiden været en statslig institution. Det muslimske akademi er under staten, og Khadi domstolen er som en retsinstans for civilretslige forhold for muslimer også under staten. Dertil kommer Muftiens kontor, som i 2001 blev en statslig myndighed. Det forhold var ikke nødvendigvis en udfordring i de mange år, hvor der var en samlingsregering bestående af regeringspartiet, CCM, og oppositionen, CUF, men valget i 2015 og omvalget i 2016 polariserede befolkningen på Zanzibar og bragte et nyt parlament til magten, hvor oppositionen slet ingen repræsentation har. Det skabte også en situation, hvor de regeringskontrollerede muslimske repræsentanter var nødt til at melde klart ud i forhold til den politiske situation.

Hvad angår repræsentationen af muslimer, er der også sket ændringer. Foreningen af imamer på Zanzibar, Jumaza, der er en uafhængig forening, er kommet til at spille en større, og har en stor stemme blandt almindelig muslimer. Jamaza er ikke med i komiteen, og der er ingen interesse fra Muftiens kontor i at have dem med – for de repræsenterer en anden dagsorden, som ikke er politisk kontrolleret.

For de kristne er situationen heller ikke den samme i dag som tidligere. Antallet af pinsemenigheder er steget stærkt i de sidste 10 år, og det har ændret det religiøse landskab. Pinsemenighederne er ikke formelt deltagere i fælleskomiteen, men har haft et sæde som observatører. I forhold til anglikanerne, katolikkerne og protestanterne, så er pinsemenighederne mere løst organiseret og ofte svære samarbejdspartnere, da de sender forskellige repræsentanter til møderne og har en mindre hierarkisk struktur. Med det stadig stigende antal af pinsekristne, er det også blevet påtrængende at få dem med i fælleskomiteen, eller i det mindste tænke ind, hvordan pinsekirkens medlemmer kan nås. Stridspunkter om bygning af kirker på Zanzibar involverer ofte pinsekirker, og hvis ikke de er med, hvor den slags bliver drøftet, så kan de heller ikke forklare sig, når muslimerne klager.

Partnerne gik fra mødet i februar i en god stemning og med en fælles indstilling om at komme videre sammen. Men selvom anglikanerne på mødet beklagede, at de var gået alene ind i en ny komite uden at inddrage de andre kristne grupper, så forhindrede det ikke den anglikanske biskop i at deltage i endnu et møde i forrige uge med den alternative inter-religiøst komite, og det har skabt fornyet debat internt. Således er der stadig ikke enhed, og behovet for den intra-religiøs samling blandt kristne, er ikke blevet mindre.

Historien om det kristne barn, der nægtes adgang til din far, fordi man opfatter barnet som muslim, er desværre ikke den eneste historie om overgreb fra muslimske institutioners side. Der er et stort behov for en intern besindelse blandt muslimerne. Den besindelse kan de kristne ikke skubbe på vej, men uden en bedre forståelse af udfordringerne blandt muslimerne er det svært at forestille sig, at den fælles dialog kan få dybde og vægt.

Dertil kommer det store spørgsmål, hvordan en fælles religiøs komite undgår at blive et politisk instrument i et land, hvor religion spiller en stor rolle, og hvor der er dyb politisk splittelse som i dag? Den ligning er svær at løse for religiøse ledere, hvis de enkelte deltagere er afhængige af regeringen og dermed de politiske ledere. Eftersom det primært er blandt de muslimske organisationer, at der er politiske tilhørsforhold, er udfordringen i høj grad muslimernes, om end det alvorligt påvirker helheden og samarbejdet bredt mellem religionerne. Den politiske situation ser ikke ud til at forandre sig på Zanzibar, og hvad vil det betyde for det kristen-muslimske møde de næste par år inden valget i 2020?

I den lange periode, hvor fælles komiteen ikke har fungeret, er der kun et tidligere muslimsk medlem, der har spurgt om status, og hvornår vi skulle mødes igen. Derimod har de kristne medlemmer efterlyst komiteen. Med den minoritetsstatus som de kristne har er det oplagt, at behovet for en fælleskomite opleves stærkest af minoriteten – nemlig de kristne. Så meget desto mere uheldigt er det, at der ikke er enighed blandt de kristne.