Frihed som udsendt

En kommentar til DR-dramaet Liberty, og hvad det betyder at være udsendt.

Vi har boet tre år i Tanzania som udsendte for Danmission, og jeg må indrømme, at DR-produktionen, ”Liberty”, der netop er sluttet af efter fem afsnit, giver stof til eftertanke.

Der sker mere i første afsnit af Liberty, end vi har oplevet på seks år i Østafrika (tre år i Kenya og tre år i Tanzania). Bevares, der findes eksempler på alle de dårlige figurer, som filmen præsenterer seerne for, men serien får med sin komprimerende og mørke stil overgivet et billede, som vi ikke ser – og som ikke på en fair måde repræsenterer det Afrika, som vi kender.

Liberty giver et indtryk af dansk bistandshjælp, som ledet af enten naive tosser eller småfulde cigaret-rygende diplomater, der har for mange penge. Det er korrekt, at filmen ikke prætenderer at vise bistand, som den tager sig ud i dag i 2018, men når Danmarks Radio vælger at holde nationen stangen søndag aften i bedste sendetid, så har det en effekt. Det er ikke ligegyldigt hvilket billede, der gives videre, og desværre har vi meget sjældent film om bistand på DR.

Efter andet afsnit af ”Liberty” skrev Weekendavisen en leder om den ineffektive bistand baseret netop på filmen og et interview med en af de helt faste kritikere af bistand i Danmark. Det er tyndt, men ikke desto mindre betyder det noget. Sammen med debatten om de OXFAM-udsendtes brug af prostituerede, så har det givet hele sektoren et skud fra boven. Og det i en tid, hvor det er næsten utænkeligt, at den danske regering skulle leve op til det niveau for bistand, som FN ellers har vedtaget om 0,7 procent af bruttonationalproduktet.

En sidekommentar fra debatten om filmen har været, at de udsendte lever i sus og dus på en måde, som de ikke ville kunne hjemme i Danmark. Der er jo både køkkenhjælp, vagter og forskellige tjenestefolk. Virkeligheden er, at man dårlig kan være bekendt ikke at have nogen ansat. Det er en forventning hos de lokale og helt urimeligt ikke at gøre det. Virkeligheden er også, at der er store afsavn ved at være væk.

Vi – min hustru, min søn og jeg – er i færd med at planlægge hjemkomst til Danmark efter tre år. Det er en stor praktisk opgave at stille om. Det absolut sværeste for os har været at være langt væk fra den nære familie – bl.a. vores voksne datter og gamle forældre. Vi har selv erfaret, hvor utrolig svært det er at være væk ved dødsfald. Det er begivenheder, som ikke kommer igen, og opgaver, hvor man ikke kan undslå sig.

Vi valgte at rejse ud for Danmission, fordi vi synes opgaverne var spændende og vigtige, og fordi vi tænker lidt som H.C. Andersen, når han siger: ”At rejse er at leve”. Vi havde lyst til at gå på opdagelse i en større sags tjeneste – og vi har været glade for den opdagelsesrejse. Forhåbentlig er der også nogen, som har haft gavn af os.

Ønsker man at arbejde med fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling i f.eks. Afrika, så er det ikke tilstrækkeligt at gøre det fra skrivebordet i Danmark. Man er selv nødt til at mærke og erfare udfordringerne og problematikkerne for at kunne forstå, hvad der er i spil og forstå de mennesker, som det trods alt handler om. Korte projektbesøg kan ikke stå alene. Det sagde vi da vi tog ud, og det er kun blevet bekræftet.

Det mørke billede af Afrika, som gennemsyrer filmen, skal balanceres af alle de fantastiske oplevelser, som Afrika også byder på.

Endelig er der ved mission en særlig forpligtelse til at være tilstede som menneske. Vi kan ikke nøjes med e-mail eller skype. Vi må være der som personer. Konklusionen på DR-dramaet ”Liberty” skulle nødig blive, at vi ikke kan sende mennesker ud mere.