Det er tegn på en stærk og selvsikker kirke, når kirken er i stand til at låne det nationale sportsstadium for at højtideligholde en særlig begivenhed.
Sådan en kirke er det Lutherske Øst og Kyst Stift med hovedsæde i Tanzanias hovedstand, Dar es Saalam, og den store begivenhed var selvfølgelig reformationen.
Søndag den 5. november gik det løs. Alle gudstjenester i Stiftet var aflyst for at kunne samle alle de troende i området. Det var stort og mægtigt, og for mig første gang, at jeg har haft mulighed for at være på det nationale stadium
Kort tid efter at den stedslige Biskop, Alex Malasusa, havde gjort sin entre på stadium, begyndte regnen desværre at vælte ned. Det blev kun vildere og vildere indtil en af baldakinerne sprækkede, og vandet fossede ned på evangelisterne som ellers havde søgt læ netop der. En studerende, Bahati, som læser inter-kulturelle studier ved Zanzibar Inter-religiøse centre, og som samtidig er evangelist, blev kørt væk i ambulance.
Derefter forsvandt lyden fra højtalerne. Arrangørerne var bange for strømmen, og for at nogen kunne få stød pga. den megen vand. Heldigvis kom lyden tilbage, så det var muligt at lytte til koret, som i dagens anledning var en kæmpe flok på flere hundrede personer. De havde dog den tvivlsomme ære, at stå tæt på tribunen, men de stod på de nederste siddepladser helt ubeskyttede overfor regnen. Imens havde jeg selv og den store folk af tilhørere søgt tilflugt oppe under overdækningen.
En sydafrikanske biskop holdt prædiken over teksten om den samaritanske kvinde ved brønden. Han brugte dog det meste af taletiden på at takke Tanzanierne for deres hjælp i kampen mod Apartheid – en del af Afrikas historie, som vi er meget langt væk fra i det kolde Nord.
Over 3000 unge skulle konfirmeres. Det, som var tænkt som en stor fest, endte dog med at være en meget våd omgang både for de unge og for præsterne. Regnen forsvandt kun sporadisk, og da konfirmation kræver personlig velsignelse af en præst, kunne ceremonien ikke forkortes væsentligt. De unge knælede i regnvejret og præsterne, der skulle velsigne dem, blev på et tidspunkt så gennemblødte, at Biskoppen kaldte dem tilbage på podiet, hvor antallet af konfirmander, der kunne komme igennem på samme tid, måtte indskrænkes. Frem og tilbage – og regnen – frem og tilbage.
Biskop Malasusa sagde dagen efter, at Luther selv havde sin omvendelse i et stormvejr i 1505, og at regnen med tilhørende kaos blot var at forstå, som en luthersk begivenhed. Ja, det er nok rigtigt, men jeg var glad for min tilhørerplads langt oppe.
Under alle omstændigheder fik alle en forrygende oplevelse og de unge mennesker, der den dag i regnen konfirmerede deres tro – de vil aldrig glemme det. Måske var det også sådan Luther tænkte, den gang i stormvejret i 1505. En beslutning, der både bragte ham i kloster og ud igen som reformator.
Del en kommentar