Ugens tilbud: Hadith oplæsning for 250 shilling

Det er ikke altid at man forstår reklamerne i et fremmed land

Hernede på Zanzibar får jeg i ramadanen SMS-reklamer på telefonen med lokkende tilbud om at kunne lytte til koranen og Hadith-fortællinger med muslimsk undervisning for kun 250 shilling om ugen.

Vi lærer også nye ord som futari – at bryde fasten. Og på swahili bruger man verbet kufunga – at lukke – om at faste.

Hver dag ved solnedgang omkring kl. 18.30 kan man høre bønnerne fra minareterne i moskeerne. Så brydes fasten. Det er det mest fredelige tidspunkt på dagen. Ingen biler på vejene, ingen mennesker er ude. Alle er sammen med venner eller familie.

Det er en del af kulturoplevelsen at være med til en futari. Man skal komme til tiden, for serveringen begynder på klokkeslæt, når solen går ned. Man starter med dadler og sød te. Så er der samosa og små dybstegte lækkerier, og først derefter kommer selve middagen.

Ramadanen er ellers ikke den nemmeste tid. Vores muslimske kollegaer bliver trætte op ad dagen, og mange skoler er lukkede af samme grund. Det er ikke til at opdrive mad på gaden, hvilket gør det mere omstændeligt at få et måltid.

I moskeerne får man udleveret skemaer over, præcis hvornår solen står op og går ned. Der er dertil præcise anmærkninger om, hvad der skal til, hvis ikke man selv kan faste. Der kan jo være gode grunde som f.eks. sukkersyge eller andet, der kræver indtagelse af vand eller føde. I det tilfælde skal man betale for, at andre faster!

Jeg tager mig selv i at holde justits over de formastelige udlændinge, der drikker vand på gaden eller tager en kage med ud i det offentlige rum. De bør respektere stedets kultur og særkende. Ikke desto mindre er det relativt nyt, at muslimske regler skal overholdes så nidkært. For kun 30 år siden var de færreste kvinder dækket til, og mændene havde ikke lov at gå klædt i de lange kjortler ud over fredag.

Kultur er ikke en statisk størrelse. Det er ikke givet, at den praksis, som eksisterer i dag, vil fortsætte. Det er i virkeligheden mere sandsynligt, at den vil skifte. Og vi ved ikke, om muslimer generelt bliver mere konservative eller sågar radikaliserede, som nogle forestiller sig også i Danmark, eller om det går den anden vej, som det er sket på Zanzibar de seneste par år. Her er de radikale grupper mindre synlige og magtfulde end for tre år siden, og der er ikke mobilisering af unge, som blev opfordret til at tilslutte sig de radikaliserede grupper i dag – ikke offentligt i hvert fald.

På Zanzibar er vi omgivet af muslimer, og langt de fleste er religiøse. Det gør os ikke utrygge, og vi skal passe på med at dømme på de umiddelbare indtryk, som vi sjældent ved meget om. Det gælder både kristne og muslimer. For muslimernes holdning er også påvirket af, hvad de ser i TV og hører i radioen og oplever i mødet med andre mennesker.

Som kristne er vi også en broget forsamling. Katolikkerne, de lutherske, anglikanerne og så pinsekirken. Hernede har vi f.eks. meget karismatiske show-præster, som prædiker en form for fremgangsteologi, der lover folk rigdom og fremgang. De kan fylde store haller og har populære TV-shows med lange enetaler og seancer, hvor folk falder omkuld, mens show-præsten uddriver djævle. Det koster en hel del at være med til disse seancer, og det vises i TV som god underholdning, men har det noget med kristendom at gøre? Jeg tænker, at kristendommen må fremstå som en højst besynderlig tro, hvis man som muslim er henvist til disse TV indlæg, når man skal lære noget om kristendom og kristne.

Ligesom vi heller ikke skal vurdere og dømme muslimer og islam ud fra hurtige SMS-reklamer.

Og hvem ved, måske tager de kristne her ved lære. For vi er som kristne også bevægelige. Måske er vi ikke så langt fra, at telefonselskaberne begynder at sælge fastebønner eller advents refleksioner for 250 shilling om ugen!