Bodaboda

Lev livet farligt: Tag en bodaboda.

Vi er lige kommet tilbage fra ferie i Danmark
og så skal vi til begravelse.
Det er Samson fra bibliotekets mor der er død; ”my birthmother” som han kaldte hende på engelsk. Hans familie er skilt, det sker også herude, slet ikke så sjældent endda og Samson lever sammen med sin fars og hans nye kone og søskende. Det var dem vi var ude at besøge i Diamantbyen til søsterens konfirmation.

Vi var selvfølgelig meget berørte da vi hørte at det var hans mor der var død, for hende havde vi jo besøgt, men så var det vi fandt ud af at det var en anden mor end hende vi havde kendt. Alligevel er det svært at være med til begravelser. Hans ”birth mother” døde ung, hun var kun 41.


Grunden til hendes død var den forfærdelige og næsten allestedsnærværende ulykke på motorcykler. Boda Boda’erne, motorcykler der kører taxakørsel med en passager (eller flere) bagpå. Vi ved, at der er mange ulykker på motorcykler, men når mennesker, man kender, har været udsat for en ulykke på motorcykeltaxa, bliver alvoren og faren ved bodaboda transporten meget konkret. Vi kender kun et lille fåtal af folk i Mwanza:
Abels fætter Rafael, der fik ødelagt hoften i en ulykke.
Vores kollega Samson Madata, også hans fætter fik knust sit ben.
Vores havemand John væltede på en bodaboda og var sygelagt i flere uger.
John, gadebarnet der blev maler, var på vej til en kunde med billeder, da han var udsat for en voldsom ulykke. Chaufføren havde kun en hjelm, og ikke som loven kræver det, hjelme til alle der transporteres. John fik hjelmen da han insisterede. Ved ulykken fik John ødelagt sit knæ, chaufføren døde da han ikke havde hjelm.


Og nu Samsons mor. Hun var på vej til kirke da de forulykkede. Hun havde heller ikke hjelm på.
Vi skulle til Katoro, forstod jeg – ”Det er da ikke galt, jeg kører gerne, hvad med kl. 8?” Det var ikke Katoro men Kahama, jeg blander de to navne sammen, det var meget længere væk; men nu havde jeg sagt det. Vi ville også gerne være med til Samsons mors begravelse. Vi skulle have kørt kl. 6, men nåede det vigtigste: Begravelsesgudstjenesten og det sidste ”farvel” til Agnes i en åben kiste (det er tradition her). Agnes tilhørte en anden kirke end den lutherske, ”Makanisa ya Evangelistic”, ”Assembles of God” en pentakostal kirke. Jeg synes præsten gjorde det godt. Han talte om Enoch, der vandrede med Gud og pludselige var han der ikke mere (i vores verden).


Jeg har hørt, at de har en hel afdeling på Bugando (Mwanzas store katolske universitetshospital) der udelukkende tager sig af folk der er kommet til skade med bodaboda-kørsel. Jævnligt ser vi også en bil med en kiste bagpå som kører til begravelse fulgt af utallige motorcykler.
Hvorfor holder folk sig ikke langt fra bodabodaerne? John, vores havemand siger at han heller ikke vil køre med dem mere. Men de er hurtige, de smutter ind imellem biler kører over for rødt, holder ikke hastighedsbegrænsninger og kører en til døren – og er stadig en forholdsvis billig transport. På mange måder er det fristende lige at tage en bodaboda… Afstandene er store selv i byen og meget få ejer en cykel eller en bil.
Vejene bliver bedre. Det burde øge trafiksikkerheden, men det er nok i første omgang det modsatte der er tilfældet, for gode veje gør at man kan køre hurtigere.
Når det er mig, der kører, er jeg meget bange for at komme til at påkøre en af disse motorcykler der søger efter huller i trafikken, en åbning de kan komme igennem. Så bange, at jeg har fået installeret et kamera der optager det der sker foran mig. Derfor, hvis ulykken sker, har jeg optaget noget der kan ”dokumentere” hvad der skete. Men det hjælper lige meget for den der bliver ramt, hvis jeg påkører en motorcykel, om skylden er min eller ej. Derfor må I gerne huske også trafikken i forbønnen for os . . . .
. . . . og det Tanzaniske folk.

Kirsten og Peter Buch