Fællesskab i tro.

Missionsuge i Hungumalwa

 

Nyumba ya nyumba – hus til hus

Hver dag gik grupper ud om formiddagen på husbesøg og talte med de mennesker, de mødte på deres vej. I vores gruppe var der en evangelist, en præst, Kirsten og mig og så biskoppens kone. Vi gik fra hus til hus sagde ”hodi” (som at banke på), blev budt velkommen og så begyndte præsten at prædike. Ud fra et af de korte menighedsbreve, brevet til Laodikea (Åb.3:20) om Jesus der står for døren og banker (ugens tema), sagde han nogle gode ord om at lukke Jesus ind i sit liv. Alle kikker høfligt uden at fortrække en mine.

 

 

Biskoppens kone

Så begynder biskoppens kone at tale på sukumasproget og ikke swahili som præsten – og så lyser alle op i smil og glæde. Nu forstår de, hvad det drejer sig om.
Mange af Sukumaerne kan ikke swahilli. Det er et problem, når man skal forkynde evangeliet. Det kan godt være, de kan se, at det er en præst, der er på besøg, sikkert første af slagsen. I hvert fald første hvide, der har banket på deres dør, men hvad hjælper det, når man ikke forstår hvad der bliver sagt. Vi kunne prædike på dansk med lige så godt resultat!
Men biskoppens kone er selv sukuma, så det falder ikke svært for hende. Tilmed er hun både en stærk personlighed og meget åbenhjertig, så alle, hun hilser på, snakker med hende, og når de snakker får de et godt ord med på vejen: Evangeliet.

 

 

Når vi besøger en familie, fortæller de om hvordan det går hos dem, og så beder vi for familien i huset og for de problemer de står ansigt til ansigt med. Og de bliver inviteret til stormøde om eftermiddagen.

Eftermiddagens program: Stormøder.

Pladsen foran den ikke færdigbyggede kirke er indrettet med stole rundt om en store danseplads – og så er der vældige højtalere, der sørger for at lyden kommer laaaangt ud. Ledere fra de andre kirkesamfund er også inviteret med. De sidder til ’højbords’ sammen med biskoppen. De er inviteret med, fordi der er ordnede forhold kirkerne imellem, man fisker ikke i hinandens fiskedam. Inden for de gamle reformatoriske kirkesamfund, er der aftaler hvor man ikke uden videre kan skifte kirke. Det skal overvejes og tales igennem, så man ikke får ’supermarkedskristne’, der shopper lidt her og lidt der.

 

 

 

Til hvert stormøde er der mange sang og dansegrupper der optræder, blandt andet Nyakato’s skoles traditionelle dramagruppe med deres ”opera”. Efter korene er der lovsang, hvor alle rejser sig og synger med på iørefaldende melodier, og selvfølgelig danser.

 

Så kommer taleren, i år en kvindelig præst (Lydia) som prædikede, mens forbønslederen, også en kvinde, Debora, sidder bag hende og beder for præsten og folk. ”Husk at bede for præsten når hun prædiker”. Efter prædikenen indbydes alle til forbøn for og der er mange der tager imod den invitation.

 

Til afslutningsdagen kom den lokale borgmester, Kwimba district commisioner, og holdt en lang, god tale, hvor han roste KKKT og det sluttede af med, at han knælede og biskoppen og forbønsteamet bad for ham – helt offentligt oppe på scenen, så alle kunne se, hvad der skete.

Han er katolik.

Her er noget folkekirken kan lære meget af.

 

Religiøs respekt

Som en ekstra lille historie om den religiøse respekt, der udvises ved mission, vil vi fortælle om personalet på det ’hotel’ vi boede på. (Det kostede ca 25 kr pr nat for os to at bo der, der var ingen servering, så vi spiste på gadekøkkener):
Skolens leder, Stephano Lingh’wa inviterede hotelpersonalet til forbøn før vi rejste. Personalet bestod af en 7. dags adventist, en fra AIC (African Inland Church), to katolikker, og en vi ikke forstod hvilket kirkesamfund, hun kom fra og så en muslim. Først citerede han Joh.3,16, sagde nogle ord og bad Peter bede, mens han oversatte. Alle takkede for forbønnen med glad taknemmelighed.
Her er man glad for at blive bedt for.
Det er at udvise omsorg og omtanke (respekt) for et andet menneskes liv, at man bruger sin tid på at bede for vedkommende.