Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Hellere en levende kat end en død løve.

Studenterarbejde med mål men uden midler.

Daniel Machibya er vokset op på landet med en mor, der er pinseven og en præst i området, der forkyndte had mod synd og syndere og Gudsfrygt af typen ”angst”.

Daniel gik i grundskole i Tabora, men havde en ide eller vision om at skulle tage gymnasiet på en skole, der hedder Bwiru, langt væk, helt i Mwanza. Han udfyldte ansøgningsskemaet. Grundskolens leder spurgte: ”Hvorfor vil du derhen? – du skal have meget gode karakterer for at det overhovedet kan komme på tale”. Ja, hvorfor? at det er en af de ældste skoler i landet, bygget af tyskerne i 1920, det er ikke grund nok. Hvorfor? Det vidste Daniel ikke på det tidspunkt. Daniel siger om sig selv: I was far from being a Christian Jeg var langt væk fra en kristen tro.

Daniel klarede optagelseskravene og befandt sig så pludselig i Mwanza på Bwiru Secondary School, drengeafdelingen. I Tanzania undervises der efter det engelske skolesystem, med 7 års grundskole, derefter secondary i 4 år, hvorefter man tager advanced secondary, to år mere og er klar til universitetet.

På Bwiru mødte han mange kristne i en tværkirkelig studenterorganisation, Tanzanian Students Christian Fellowship TSCF, på swahili bliver det: UKWATA (svarende til det danske KFS). Ud over den lutherske kirke (KKKT), består UKWATA af African Inland Church (AIC), Moravian (Herrnhuter), baptister og andre; katolikkerne og nogle af de pentakostale (pinsekirker) og sabbatim (7. dags adventister) kører deres egne løb, lige som muslimerne:

”Det vil sige der er 5 religiøse grupper på de fleste skoler: UKWATA, katolikker, sabbatim, de pentakostale og muslimerne. Nogle gange er der 6, når de pentakostale ikke kan blive enige med hinanden”.

Det var nogle fra AIC, der førte Daniel til tro og fik ham døbt. ”Jeg kan huske det var mandag den 17. januar 2009…” Han kommer som sagt fra en pinsebaggrund med voksendåb og var ikke blevet døbt. Men det var lutherske kristne, særlig den kvindelige præst Lilian Mosh, der udefra tog hånd om de kristnes skoleelevers liv og åndelige spørgsmål, så det endte med at han blev luthersk kristen.

Skolen er som mange lignende secondary schools en boarding school, altså kostskole. Daniel mødte ældre kristne elever fra advanced secondary (form 5-6) som tog sig af de unge nyankomne. De viste ham hurtigt tillid og satte ham til at lede et husfællesskab. I et husfællesskab bor der ca. 90 elever i samme bygning. Han kom som leder af husfællesskabet til at stå for morgenvækningen, så eleverne kunne komme til morgenbøn før skole. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det vil være at vække andre tidligt om morgenen, for at de kan holde morgenbøn. Det gjorde det ikke lettere, at nogle af dem, han skulle vække, var elever fra de store klasser, form 5 eller 6. Det er sin sag at sige til disse ældre elever, at nu er det tid til at stå op. Men Daniel voksede med ansvaret. I 2011, den 11 januar, fik han et fornyet kald: ”God was calling me to be working for him” og da han gik i form 4 var han sekretær for UKWATAs arbejde på 20 skoler, inklusive Bwiru.  

Efter form 4, havde han et friår i 2012/13, hvor han blandt andet underviste som lærer i sin hjemegn, Tabora, mens han ventede på resultatet af form 4, om han kunne fortsætte. Han havde ladet sit skab stå i Bwiru, han havde nemlig en fornemmelse af, at han ikke var færdig dér. Og han kom tilbage. I Bwiru viste det sig, at det fik en særlig betydning, at han kan døvetegnsprog. Han kunne oversætte for de ca 100 døve, der går på skolen. ”Jeg blev valgt til sekretær for UKWATA, og i kraft deraf deltog jeg i mange konferencer.  Så nu kender jeg mange af skolerne i Tanzania”. Da den frygtelig busulykke skete hvor en skolebus i dårligt vejr kørte af vejen ned i en afgrund hvor over 30 skoleelever døde, var Daniel den første, der vidste det. Han har kontakter med mange. Han tog i 2013-15 advanced secondary school med hovedfag i økonomi, geografi og avanceret matematik. Efter at have sluttet form 5 and 6 skulle han aftjene sin værnepligt, tre måneder. Derefter valgte han universitet. Ikke ”Mwanza business college” som man kunne have forestillet sig, men teologi på Nyakato. Vi blev lærere for ham.

Han inviterede os med til gudstjeneste for form 5-6 i Bwiru sidste søndag. Det var den sidste gudstjeneste før skoleafslutning hvor form 6 eleverne forlader Bwiru og starter på universitetsstudier rundt omkring i landet. Eleverne forlader de trygge rammer og fællesskabet i UKWATA.

Daniel har en vision: ”Sidste år i maj, fik jeg en ide. Hvem vil tage sig af eleverne når de fortsætter på universiteter langt væk? Vi kan naturligvis ikke være 100% nær hos dem, men der er en mulighed igennem Facebook. Når en søster forlader skolen og skal på college kan det let ske at hun ændrer sig.”

Det kender vi også i Danmark. Man kunne tænke sig at København have Danmarks højeste engagement af unge, men når spejderlederen tager til København for at læse bliver vedkommende ’anonym’ og opgiver sit engagement i kirken. Daniel prøver at få pigerne med i netværket. Han delte papirer ud, hvor de kunne skrive sig på, for han ville have at de fortsat skulle have kontakt. Han har oprettet en facebookside, hvor de kan skrive med hinanden, UBF, UKWATA Bwira Family. De kalder hinanden for brødre eller søstre.

Det var en rigtig dejlig gudstjeneste. Det er en pigeskole, og de klarede det hele selv: De fungerede præster, musikere, eller oplæsere og liturger. Jeg har lagt en lille video på fb hvor to elever slår på trommer til salmesangen. De var fantastiske. Nu må de blive fantastiske et andet sted, for de slutter herefter og skal videre på college/universitet. UKWATA-arbejdet er vigtigt. Han var heldig at komme i kontakt med gode kristne, andre er mindre heldige.

”Jeg havde en ven, en præstesøn. Hans adfærd ændrede sig ved kontakten med nye venner. Husk på at det er en kostskole, her bor man 5 måneder isoleret fra kontakt med andre inklusive din familie, de nystartede elever er I fare. Kommer de i dårligt selskab, der ikke støtter dem i at få læst nok, så søger man måske som min ven her en troldomskyndig for at få hjælp til at bestå. Andre kommer let ind i prostitutionens lette penge. Der er også lærere der ikke er gode”.

Daniel har gjort et kæmpe arbejde for at være der for dem, sådan som den lutherske præst var det for ham. Han arbejder ihærdigt på at fastholde kontakt med de afgåede elever. Han har for øvrigt brug for en computer som hjælp til arbejdet. Ind til videre gør han det hele over sin mobiltelefon, en gammel Nokia. Han fortsatte:

”Vi oprettede også en gruppe for de afgående ledere, så vi kan hjælpe der hvor vi nu er, som fx da vi erfarede at en af de studerende døde. Da kunne vi sende en erkendtlighed og støtte gennem en af dem der boede i området.

Det er et tab når alle flytter. På den anden side er spredningen en velsignelse. Ældre mennesker bor hvor de har boet altid. Men de unge flytter.

Når de går fra skolen er de som Guds ords såsæd der slår rod andre steder. De skal være gode eksempler for forældre, naboer, arbejdsfællesskaber og nationen”.

”I er udvalgt til at være gode rollemodeller” sagde han til dem, der skulle videre efter form 6. De kan hjælpe andre med at vokse åndeligt.

”Som jeg plejer at sige: Hellere en levende kat end en død løve”.

Det kan godt være det gode liv lokker med store ord om materielle goder som fint tøj, gode senge, men hvad er det værd hvis man dør af det.

”Sisters changes when they come to college, they want a good life, money, good clothes, good bed”.

Hvordan får pigerne så det – eller rettere: ”Hvordan får de mod til ikke at få det”.