Hvordan skal en kirke se ud?

Grib chancen - byg en kirke.

I november havde jeg den store glæde at konfirmere et hold konfirmander (konfirmation, se Facebook 12 november 2017). Jeg har altid været meget glad for konfirmander – disse havde jeg dog ikke undervist, hvilket gør det lidt underligt at posere som præst på et billede med konfirmander som jeg ikke har undervist. Kirken er bygget på lejet jord. Ingen vinduer, det gav frisk luft, men med tag, båret af en masse kors.
Jeg tror ikke at konstruktøren af taget tænkte over at han placerede et kors i hver A-buk. Virkningen er god: Korset bærer taget. Jeg har heller ikke indtryk af at andre lige tænker over det. Og måske skal det være på den måde: Vi har brug for – åndeligt talt – tag over hovedet, et sted vi hører hjemme. Men at taget bæres af korset, af at Jesus tog vor skyld og gav os frihed til at bo og virke er ikke noget vi ser på, men lever i.

 

Kirsten og jeg underviser stadig

– nu er det voksne og på universitetsniveau og det er vi meget glade for.
For Kirsten er det græsk og eksegese/udlægning af det nye testamente der hele tiden er i fokus – eller rettere de elever hun har. Det sjove ved undervisning er, når alt kommer til alt, ikke undervisningen men fællesskabet. De studerende er meget forskellige, og har haft en meget forskellig tilgang til at studere, men er ved at komme efter det nu. Kirstens hovedide er ”ansvar for egen læring” hvilket er ganske nyt for folk der er vandt til at det læreren siger er sandheden. Kirsten ser sig mere som en ressource for eleverne end som tavlelæreren. Om det lykkes hende at få de studerende til at se mulighederne i denne form for undervisning, vil vise sig når de som færdiguddannede selv kommer til at stå som undervisere, for en hver undervisers store fristelse er at sole sig i sig selv. Hvis man ikke længere er ’professor’ men ressource, hvad så med titler og den fine position ved lærerkatederet?

Frelst og påske.

Jeg nyder at få lov til at undervise i bibelen og undervise om Jesus og den fantastiske virkelighed vi som frelste får lov at leve i. Ordet frelst bruger vi ikke meget mere, det er kommet til at få klang af selvcentreret (religiøs) bedreviden, hvilket er en stor skam for ordet. Frelst er en gammelt førkristent-nordisk ord med en mørk baggrund i slaveri, en sammentrækning af to ord: fri-halse. Dermed er det et af de stærkeste ord for den virkelighed Jesus kan give os: Slaven kan ikke frigøre sig selv, men må løskøbes af en udefra. Jeg underviser lige nu i 2. Mosebog, om udgangen af Egypten, det passer jo fint til den kommende påske. Frelst er en hædersbetegnelse for et menneske: at være løskøbt fra bånd, man ikke selv kan løse. Udgang fra slaveri til det frie land. ”Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie”(John. 8,36). Ordet er gledet i sin betydning, så det næsten kan føles umuligt at sige: ”Jeg er frelst”. Men det kunne være en god øvelse for tanken og et par aftenmeditationer, at lade ordet blive fyldt med den oprindelige betydning: du er fri.

En anden søndag

En anden søndag i samme kirke var det ikke konfirmation, jeg var til. Jeg var præst, fordi nadver her i Den lutherske Kirke kun kan gives af ordinerede præster. Men måske er det sidste gang jeg er der i den kirke. Lad nu være med at tro, at det er fordi jeg taler så dårligt swahili, at de ikke vil invitere mig en gang mere. De har allerede varmt inviteret mig til at komme igen til gudstjeneste hos dem. Årsagen er en anden: kirken er bygget på lejet jord. Lejeren har opsagt lejemålet.

 

Lejemålet opsagt eller 40 millioner for grunden.

Det er alt for meget for en nystartet menighed, så de bliver nødt til at flytte. De har fundet et nyt sted: en stor bunke sten! Eller også: Et lille bjerg af sten.
Kan du se muligheder i at bygge en kirke her på denne grund?

Det er lettest at flytte kirken (fra den lejede grund) og genopføre den på den lille bræmme af plan jord der ligger foran stenbjerget. Skal vi altid vælge det letteste? Det ville være det modsatte af Jesus, der valgte det sværeste, hvis det var vejen frem. Ved sin død omvendte han dødens symbol, korset, til frihedens tegn. Vælger de det letteste, vil de have købt en stor bunke sten til ikke megen nytte. Den store sten øverst th. (som selvfølgelig er meget større end bilen) hører med til grunden.

”Det vil være et flot landskab at bygge kirke i”

kommenterer Michael på Facebook og fortsætter: ” Det må være muligt at bygge og samtidigt få tænkt den store sten ind i projektet, måske en skulptur??”
Det er også hvad jeg håber: At naturen sammen med en ny kirkebygning bliver Guds tale til hjerterne i denne menighed. Danmission støtter kirkeopbygning. Kirke er fællesskabet i troen. Kirke er også bygninger. Begge dele skal arbejde sammen i en enhed.
Når man herude begynder et ’kirkebyggeri’, er et stort træ med skygge nok. Træet er rammen om fællesskabet og spejler en masse af de bibelske fortællinger om træer. Men så er man ret afhængig af at regnen ikke lige beslutter sig for at regne om søndagen. Lidt længere fremme i processen er nogle pæle med en presenning en god løsning, som den kirke Kirsten står foran – indtil termitterne har gjort det af med pælene.

Vi var over 60 til alters.

Jeg blev meget god til at sige: ”Dette er Jesu Kristi legeme” på swahili. Menigheden er nu stor nok til at ønske sig en kirke til fremtiden, til deres børn og børnebørn. En kirke der åbner dørene for de besøgende til fællesskabet i troen og åbner de besøgendes øjne for det helt store i tilværelsen: ”Gud er ikke langt borte fra en eneste af os.” som Paulus siger. Og fortælle den til evig tid store nyhed om frelsen i Jesus. Den frihed vi ikke kan give os selv, men Jesus rækker den til os, fri-halser os. ”I ham lever vi, ånder vi og er vi” fortsætter Paulus.


Støt Danmissions kirkeopbygning gennem forbøn for os herude og meget gerne også med gaver.