Musik holder unge væk fra gaden.

Mwanza har et problem med gadebørn.

De fleste byer i Tanzania har minimeret problemet med gadebørn, fået dem sendt hjem, fået dem i skole, givet dem en anden retning i livet. Men ikke Mwanza.

Det underlige forhold i Mwanza skyldes to ting
For det første er sukumakulturen meget social. Er der én, der lider nød, træder andre til med, hvad de har. Det er ikke et problem et sted, hvor alle kender alle, men Mwanza er en millionby. Den er for stor til at alle kender alle. Det familie-sociale perspektiv mangler her i storbyen, hvorfor tiggeri kan blive et ’erhverv’.

For det andet er der de mange velmenende NGO’er (Non Goverment Organisations), hjælpeorganisationer, som ikke er regeringsstyret, der har set problemet med gadebørn, men i stedet for at løse det, har de været med til at forstærke det. Gadebørnene har simpelthen kunne ’pendle’ mellem de forskellige organisationer, der har arbejdet ukoordineret og dermed ikke vidst, hvad andre gjorde. Hver har samlet ind til det gode formål og givet gadebørnene muligheder, som ingen andre børn har fået. Når en organisation blev ’træt’ af et gadebarn, der ikke ønsker at gå i skole, ikke udvikler sig i den rette retning, men foretrækker det frie gadeliv, smutter barnet videre til en anden organisation og starter forfra.

 

 

Danmission (som også er en NGO) indgår ikke i samme mønster. Danmission samarbejder med andre, og dermed ved vi også i Danmisson, hvad andre gør. Desuden har Danmisson et andet mål end de gadebørns NGO’er, der kun lever for at hjælpe stakkels gadebørn. Danmission er mission. Vi er i troen på Jesus udsendt af ham til at helbrede og skabe nyt håb, ikke kun mad på bordet. 

Stakkels gadebørn, det er de.
Forleden så vi en, der lå død på gaden, en ca 10-årig knægt. Formodentlig er han død af en overdosis af et eller andet; han lå som om han sov, men rørte sig ikke. Han lå også forkert, til fare for sig selv, hvis han altså var i live. Og folk omkring sagde: ”Amekufa” – han er død.

Danmissions arbejde er ikke hvad man almindeligvis forstår ved gadebørnsarbejde. Men kirkernes kor er et reelt alternativ til diskoteksmiljøer og gadeliv, et alkohol- og narkofrit miljø, hvor unge mødes, få en mening og retning i livet.

 

 

Danmission er gået aktivt ind i arbejdet med at oprette grupper med kor, sang, dans, drama og udklædning (kaldt ”Sukuma-opera”). Gennem deres egen kultur, møder de evangeliet om Guds Rige.

Vi er sikre på at når man bliver rodfæstet i sin egen kultur, styrkes man over for storbyernes mange fristelser.
Vi ved at når man bliver rodfæstet i Guds Rige, overvindes ”djævelen i flasken” – man bliver sat fri til et nyt liv i Kristus.
De to former for rodfæstethed ligger tæt op ad Grundtvigs tanke om ”Menneske først – kristen så” hvor menneske først betyder, at vi skal genfinde vores værdighed som mennesker. Kristen så, er ikke ’bagefter, engang’ et så uden tryk på, men et så som således. På denne måde.
Ved at inddrage sukumakulturen i forkyndelsen af Jesus, bliver sukumafolket både helt sig selv og helt kristne. Kristendommen er ikke kommet for at tage noget godt fra mennesker, men for at give liv og liv i overflod.