Plasticgaden

Risbiller og melorme . . . . .

Her er Plasticgaden:

Skolen er ved at få færdiggjort det nye køkken. Kirsten og jeg har fået ganske meget at sige om bygning af køkkenet og køkkenets indretning: Vi er i daglig dialog, Kirsten og jeg, om hvordan det skal være.

P: ”Jeg synes vi skal købe en trykkoger til 35 liter”

K: ”det er alt for stort, du kan nøjes med en på 12 liter”

P: ”Jeg vil mene vi skal have nogle ordentlige skraldespande – en på 300 liter må kunne gøre det”

K: ”Det duer ikke med så stor en skraldespand, så får du bare en masse affald der ligger og rådner og der kommer fluer – og dertil kommer at der ikke er nogen, der kan bære så meget på en gang”

I kan gætte på hvem der får ret. Køkkenteoretikeren eller …..

Skolens forstander, Mimii Brown (der også har et navn på bahima, kongestammen fra Rwanda, som er meget langt at skrive) ville se på plastic sammen med mig. Hun var af samme mening som Kirsten. Affaldsspandene i køkkenet bliver ikke de store med hjul, men med et vippelåg, 60 liter.

Hun mente desuden at det ville være billigere at købe plasticvarer i plasticgaden. Den havde jeg ikke hørt om. Indtil hun fortalte hvor den var, så havde jeg ikke hørt om den men kørt i den. Det gør jeg ikke igen. Gennemsnitshastigheden var nok på ca 1 m i timen. Den er ikke en gå-gade, men på den anden side er det ikke praktisk at tage bilen derind, hvis man vil ud igen fx for at nå på posthuset samme dag.

Jeg foreslog at vi parkerede i udkanten af gaden og gik ind i området. Og så så vi på plasticvarer.

Tanzania har i hvert fald to store plasticvarefabrikker (og så er der også forsyninger der kommer fra nabolandet Kenya, men kvalitet ser ud til at falde parallelt med at ideologien i en liberal markedsøkonomi stiger, så jeg vælger Tanzania). Vi har købt plasticstole da vi kom fra den ene af Tanzania fabrikkerne, og de holder stadig. Det er ikke som dem vi en gang (kun en gang) købte billigt i Danmark, hvor der er tilsat så meget kalk i plasten at solens UV-stråler i løbet af en sæson nedbryder plasticens bindingsevne; det viser sig næste sæson, hvor benene brækker af fordi kridt nu engang ikke er noget man skal bruge til stole, det er bedst til tavlen.

Vi skulle have skraldespande til skolen og beholdere til at opbevare majsmel, ris, bønner, sukker og andet.

Mimii har købt stort ind, ris til næste halve år. Det er fordi risen er billigst i juni/juli, lige efter høsten, prisen allerede nu er steget så skolen har sparet penge. Men det kan være dyrt sparede penge, hvis der går risbiller i risen, melbiller i melen eller hvad der nu ellers er af kryb der kan krybe ind i fødevarer.

Jeg var inde på internettet for at finde en måde at bekæmpe skadedyrene på og der var flere forskellige, fx en norsk som sagde: ” Melbiller er blant de vanligste skadedyrene i norske husholdninger.” OK – de har også problemet i Norge. Bekæmpelsen? Smid det ud, det er ikke giftigt, men maden “bliver kvalm”.

Det er blandt andet fra dette svar jeg nu spørger vores gode venner i Danmark og øvrige verden: Hvordan kan vi formindske effekten af billeangreb, for de se ud til at trives udmærket. Den Norske metode er lidt drastisk, nu vi har købt ind til et halvt års forbrug.

Jeg havde den tanke, men nu er jeg kun akademiker med teologisk baggrund (og vores gode tidligere nabo fra Funkiavej havde ikke meget tilovers for akademikeres tilgang til den praktiske = virkelige del af verdenen – hvad så med teologerne der pr. definition beskæftiger sig med den åndelige verden – Torben hvis du læser det, må du gerne give dit bud! 😊 ):

Vi køber nogle store plasticbeholdere, 550 liter. Her var Mimii pludselig enig med mig. Fantastisk. En kæmpebeholder på 550 ltr, nej ikke en, men mange af dem. Så kan risen komme ind i dem, mens billerne kan blive uden for. Det lyder som en god model.

Men, der er altid et ’aber dabei’ – sådan er det med det meste. Hvad nu hvis risen allerede er inficeret fra indkøbet af? Her er mit bud – jeg håber du der læser dette kan komme med korrektioner eller bedre ideer:

1.      Vi køber de store dejlige beholdere. 550 liter, tror de kan indeholde 500 kg ris.

2.      Vi er ikke interesseret i at et halvt ton ris forvandles til et halvt ton rismelbiller. Vi vil kvæle billerne ved at fylde beholderen til kanten, skrue låget i og så lade billerne dø af iltmangel. Det lyder ikke så galt i teorien. Dog igen, der er en konstant ved problemløsningen, det er den der tyske aber dabei. Der er meget luft omkring riskorn, mon ikke det er nok til at billerne kan formere sig ganske kraftigt inden de dør af iltmangel? Derfor:

3.      Vi køber en CO2  gasflaske. Monterer en slange og et rør i enden af slangen.

4.      Røret stikker vi ned i risen og så lukker vi op for gassen. CO2 er tungere end luft, så vi skal blot fylde beholderen, der allerede er fuld af ris, med CO2.

5.      så skruer vi låget godt til, så der ikke kan komme noget ilt ned i beholderen.

Hvad? Er der flere Aber dabei? Eller:

Kan ideen bruges?

Mange kærlige hilsner fra Tanzania. Vi er ansat for at undervise i PRAKTISK TEOLOGI, men du kan gå på biblioteket og slå op i bøger om praktisk teologi, der stå intet om ris og melorme idem. Derfor jeg har alligevel brug for PRAKTISK hjælp.

Kirsten og Peter.