Sko ska' der til

Sko: Villighed til at forkynde fredens evangelium

Store papkasser med sko

    Alle stiftets præster kaldes ind til et fælles præstemøde en gang om året. Et slags stor-konvent, hvor man diskuterer konfirmand under visning (og konfirmand-eksaminationen, den er god nok, konfirmanderne går til eksamen før de efter to års undervisning kan konfirmeres), liturgi i gudstjenesten, regnskabsføring og andre praktiske problemer.

Vi er inviteret med til præste-konventet – fordi vi er præster.

Vi er overmåde glade for det, for det betyder at vi regnes med i fællesskabet, vi er ikke ”de hvide missionærer” men en del af kirken, tupo pamoja, som de siger. Vi er sammen om kirken, i kirken.

Michael Yindi, som Danmissions magasinlæsere kender, se #2 sept 2017

Til dette præstekonvent skulle vi skrive skostørrelse på da vi indskrev os som ankommet til mødet. Jeg tænkte at det måtte være en form for practical joke, for hvad i alverden skal man bruge skostørrelser til ved tilmelding til et præstemøde? Jeg ville blive taget frem i kategori sjove fødder, for så store sko ”bygges på B&W” som de sagde da jeg var ung. Heldigvis er vores vicebiskop højere end mig og bruger derfor også skonumre som passer til hans højde….. men det kan være, han ikke ville blive taget frem, da han jo er vicebiskop, så var der kun mig tilbage.

Men næ, practical jokes, at lave grin med andre på grund af skaldethed eller for store sko er ikke noget man gør her. I Tanzania ler man ikke af andre, man ler med hinanden. Faktisk en befriende måde at være i et fællesskab på.

Det viste sig at skonumrene skulle til, fordi en skofabrikant havde fået den ide, at alle præster skulle udstyres med ordentlige sko. Og selvfølgelig skal en sådan gave gives med et ordentligt bibelvers.
I Efeserbrevet siger Paulus: ” …og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium.” (6: v15). Præsterne bliver sendt ud med missions-sko!
I en verden hvor der er kamp og ufred, ikke mellem mennesker, men mellem mennesket og ”magterne og myndighederne” (samme bibelsted) sendes præsterne ud med fredens evangelium. Præsterne skal ikke sidde på deres kirkekontor, de skal gå ud i alverden. For dem betyder det at de skal huske at gå på husbesøg, se til de fjernere liggende områder af deres pastorat. Stiftet ønsker at være en ”gå ud-kirke” ikke en ”kom til præstekontoret-kirke”.

Kirstens fod og Mimiis fod, iklædt nye sko. Mimii er vores skoleleder.

Selvfølgelig var der ingen sko der passede mig.
Det nærmeste nummer kunne jeg komme ind i, hvis jeg krummede tær, men at fortælle om Jesus og krumme tær samtidig er ikke særlig missionsk.
Fabrikanten lovede mig et par større sko til dagen efter.
Han holdt løftet, jeg fik et par sko i en ordentlig størrelse (”Det ligner jo et par Dr. Martin sko!” kommenterede vores datter Astrid, da hun så dem).
Det eneste han ikke lige havde fundet i farten, var snørebånd. Men det er til at skaffe.

Vi tog til Danmark, jeg havde skoene på, havde dog glemt at købe snørebånd, så jeg brugte sko uden snørebånd på rejsen, det var praktisk, for hver gang vi skulle gennem detektoren i lufthavnene, skulle skoene af. Det gik hermed hurtigt som havde det været sandaler.

Vi mødte fabrikanten (han sidder i stiftsrådet) igen til indvielse af nogle nye lokaler på bibel-college, blandt andet det nye bibliotek, som Kirsten har ansvar for. Han så overmåde tilfreds ud med, at jeg havde skoene på. Jeg er også tilfreds med skoene. Denne gang kom han ikke for at give skolen eller eleverne sko, han kom for at give 400.000 sh til skolens byggeri. De penge falder på et tørt sted, der er ikke nok penge til at gøre det nye køkken færdigt.

Mange sko, mange størrelser, men størrelse 46 fandtes ikke.

Jeg sagde at jeg gerne ville have hans telefonnummer, for Jonas, Astrids mand, ville gerne have et lignende par ”Dr. Martin – sko”. Jeg fik så hans visitkort. Der står at han er formand for Tanzanias handelskammer, Mwanza afdeling. At han har fabrikker til  ”footwear, leather goods og taxidermist” – det sidste blev jeg nødt til at slå op, jeg ved ikke lige hvad en taxidermist er for en, det viser sig at det er en der udstopper dyr. Vi bor jo også tæt på Serengeti, så der er måske et indbringende arbejde med udstoppede trofæer til dem der har råd til at jage egne bøfler og få hovedet udstoppet.

Men det sjoveste: Hans navn er Dr. Elibariki N. Mmari. Nu kan Jonas så beslutte sig til om han vil sige at han går i Dr. Mmari sko eller i Dr. Elibariki sko! Dr. Elibariki N. Mmari er ham med den røde hat!

 ——

Mimii ved siden af biskoppen har fået en plastic blomsterkrans fordi dagen indeholdt en dobbelt-fest: Indvielse af hende som skoleleder, indvielse af nogle lokaler den finske mission FELM har stået for.

PS: Denne blog er skrevet fordi det var sjovt med skoene, men den er også skrevet for at fortælle om mission. Mission er ikke penge. Penge er godt at have, vi mangler penge på skolen, stiftet mangler penge til missionen, kirkerne mangler penge til nye kirker. Men penge er ikke mission. Mission er mennesker. Kirsten og jeg er udsendte af Danmission, nogle har spurgt om det ikke ville være mere gavnligt at sende vores løn i stedet. Penge går ikke med fredens evangelium, penge alene skaber ikke Guds Rige (resultatet af fredens evangelium) imellem os. Ofte ser man det modsatte: Penge skaber misundelse, skævvrider magtforhold, giver korruption og despotisk lederskab og fører folk ind i en åndelig fortabelse. Vær derfor med til at sende penge til Danmission, for mission er mennesker, og det koster lønkroner at sende missionærer ud.